Mørke.. på flere planer

Mørket har fortrængt mig fra min plads på altanen. Når man ikke mere kan se at hækle må man bøje sig .

Nu sidder jeg i stuen og lytter til ungerne der spiller Trivial Pursuit. Det giver anledning til både morskab og smådiskussioner.. Alligevel er det hyggeligt for det er ikke ofte at de sidder sammen og laver noget. I baggrunden kører Busters Verden og jeg har sat DVD'en til at optage min egen favorit Insp Barnaby. Ham kan jeg altid hygge med senere. :-)




Min lille uldtot er tryg i sit bur, og har sågar været en tur OPPE i madskålen for at spise. Det er jo ikke godt nok at spise af skålen, nej nej det er bedre at sidde på maden. Hihi



Mørket trængte også lidt ind i mit sind tidligere idag. Vi har en ven af huset der spiller i et rockband. Han er en ret dygtig trommeslager og han og bandet giver koncert i aften på The Rock i indre København. Det er ikke tit de kommer til byen, de fleste koncerter spilles ofte i Sverige og Tyskland, så det var en god mulighed for at blive luftet lidt og høre dem spille. Der er blevet lagt backstage pas til os alle fem derinde.

Desværre er sådan en aften også noget der kan give mig bekymringer. Der er helt åndssvagt og ganske uden hold i virkeligheden, de tanker jeg gør mig, men det kan jeg ikke selv kontrollere. Ikke altid i hvert fald. SUK

Jeg vil så gerne med, men har alligevel valgt at blive hjemme. Det betyder at resten af familien så heller ikke tager afsted. Kæresten fordi han ikke vil uden mig, og ungerne selvfølgelig fordi de kun skal med i følgeskab med os.
Og hvad går mine mørke tanker så på???

Ja jeg er ikke meget for at indrømme det, burde jo være afklaret og voksen og moden , med den alder jeg har. Hører mange tale om at hvile i sig selv, at være kommet overens med tiden og den man nu engang er, men jeg kan ikke sige at jeg har det sådan. Kun engang i mellem. Især når jeg er hjemme føler jeg mig tryg, og så forholder jeg mig ikke til så meget, men når jeg skal ud af min trygge hule, bliver jeg usikker. Føler slet ikke at kæresten kan være mig bekendt. Jeg er ikke god nok til ham, og ikke en han kan være stolt af at tage med ud. Der er så mange smukke kvinder omkring os sådan et sted som en koncertsal, at jeg går helt i baglås. Hvad vil og skal han med mig, når han kunne få sig en rigtig status sag?? Jeg fatter det ikke. Jeg får så megen kærlighed fra ham, at jeg ved det bare er min hjerne der manipulerer med mig. VED at det er så meget andet der betyder noget, alligevel er jeg trist over, at jeg ikke ser ud som "man " skal for at være smuk. Jeg ligner en kvinde på min alder, kan ikke præstere stram krop og slanke linier.

Alle disse tanker har jeg talt med min Psykolog om, mange mange gange. Jeg har kæmpet med dem i alle årene siden jeg blev syg første gang. Det er blevet meget bedre, i dag kommer jeg da ud og jeg fungerer. Da det var værst turde jeg slet ikke gå på gaden. Det var så slemt at jeg kunne stå i timevis og stirre på håndtaget til hoveddøren og græde som pisket af angst for at skulle ud. Ud i verden hvor jeg var overbevist om at andre helst så mig forsvinde fra gaden. I begyndelsen blev jeg simpelthen hentet af personalet for at kunne deltage i terapien.

Det er heldigvis fortid, men spøgelset stikker sit grimme hoved frem fra tid til anden og jeg hader det.

Jeg beklager at jeg lige skulle have den slags dødsyge og ikke muntre tanker ud, og nu er det nok om mørke. Jeg fik ikke overskredet og udfordret mine grænser i aften,men på den anden side... det gør jeg på mange andre punkter hver dag.


Så er det nok med bloggeriet for i aften. Jeg vil hækle. En ny farvestribe venter mig.. :-)