1.maj surprise

Det er 1. maj og hvilken herlig start på sommeren.

På min lille morgevandring.. :-) i " haven ", mødte der mig dette syn:

En blomstrende jordbærplante.


Er det ikke helt vildt?? Nu er jeg jo ikke gartner ell noget, kun og bare en helt almindelig jubelamatør, men jeg mener bestemt ikke at mine forældre i deres kolonihave kan præstere det endnu. Måske tager jeg fejl, det HAR jo været en ualmindelig fantastisk periode vi har haft her i april. Måske der i år vil dukke masser af tidlige danske jordbær op rundt omkring i butikkerne. Det bliver i hvertfald dejligt når det sker, for jeg elsker jordbær.

Der er lagt op til nogle stille dage og gudskelov for det. I går blev der købt ind, så jeg kan bage i weekenden. Det har altid været noget jeg holdt meget af, det er nærmest lidt meditativt for mig at nusse med dej og mel og hævetid og den slags. Det er en langsom syssel. Før hen bagte jeg evig og altid, men i dag bliver det ikke til så meget , både fordi jeg skal have overskuddet til at gå i gang, men også fordi jeg er slem til at spise det meste selv... Hmmm

Efter skilsmissen tabte jeg 30 kg. Det var ikke noget jeg selv besluttede at gøre, det skete bare og det var tiltrængt. Medicin og trøstespisning havde sat sine spor, men på 8 mdr forsvandt der hele. De seneste par år har min vægt så været nogenlunde konstant, men efter at have fået ny familie er det begyndt at gå lidt den gale vej igen. Jeg kan bare ikke tåle den slags mad de vil have her i huset. ÆV

Jeg er glad for mad og har svært ved ikke selv at spise af sovs og kartofler, når det står på bordet, men jeg kæmper for at lave mine egne mere sunde ting. Det kræver bare lidt mere at stå der i køkkenet og frembringe flere forskellige retter til hver især. Derfor bager jeg ikke så meget. Jeg er nødt til at holde mig selv lidt i snor, og ved jo at et nybagt brød eller en god tærte ryger lige i skuffen på mig. Uha det er svært, når man holder af at spise og af alt hvad der smager godt.

Det ligger nok også latent i mig, det der med at putte i munden får at finde ro. Det er den eneste metode jeg kender, men nok tilfældigt at det blev det der blev min trøst. Det kunne ligeså godt have været spiritus ell piller ell noget helt tredje der var blevet brugt til at dulme sygdommens mange spøgelser, men gud hvor er jeg glad for at det dog trods alt ikke er sådan. Dsværre er jeg slet ikke nået til det punkt endnu hvor jeg kan håndtere bekymringer og sorg og stress uden at få trang til at spise.

Det arbejdes der på.



Nu vil jeg på blogrundfart, det er flere dage siden jeg har kunnet koncentrere mig om at læse alle de interessante indlæg der kommer. En kop kaffe venter og så skal der morgenhygges.


Det er fredag og solen skinner :-)