Et opkald fra min søn

Omkring madtid ringede Rasmus.

Jeg var ved at forberede maden, da min mobil ringede. Rasmus var i røret og han græd som pisket. Det viser sig, at hans far har haft sagt nogle ganske frygtelige ting til ham.

Det er jo ikke noget jeg ikke selv har været udsat for, men en dreng på hans alder skal bare ikke stilles over for den slags udfald.
Alt fra et ultimatum om at vælge mellem ham og mig, til at høre at vælger Rasmus mig, er han intet andet end et nul, flyder fra min kære eksmands mund.

Når Rasmus så forsvarer sig med, at det ikke er ualmindeligt at børn ser BÅDE deres mor og far, bliver der bare svaret at det er tydeligt at jeg har talt med ham og hjernevasket ham. Han er blevet til en svækling af at tale med sin mor.


Jeg orker ikke referere alle de ting der vælter ud af hans vrede mund, det jeg allerede har skrevet her, siger jo alt. Det der er så svært er at jeg sidder her og vil så gerne undgå at tale dårligt om hans far til ham. Jeg vil ikke synke så dybt. At bede et barn om at vælge mellem os er helt og aldeles urimeligt. Men gud hvor er det svært at tale diplomatisk om eks'en, når han samtidig behandler mine/vores børn som han gør.

Det viser sig at efter et længere møgfald, blev han efterladt alene på sit værelse, for der var fodboldkamp med FCK og det ville hans far ikke gå glip af. Derfor kunne han så også ringe til mig uden overvågning.

Det mest groteske i hele det her er, at Rasmus farmor er tilstede under hele dramaet. Hun sidder der og siger eller gør intet , for at hjælpe sit barnebarn. JEG ved at det er hendes sædvanlige stil, men Rasmus var helt forvirret. Kunne slet ikke forstå at hun bare sad der.

Efter en længere samtale hvor jeg til sidst fik ham beroliget, lovede han mig to ting. For det første at orientere om det til sin lærer i morgen i skolen. Jeg fik ham til at forstå det IKKE er noget han må gå med alene. Han er nødt til at have nogle voksne omkring sig, der kan støtte ham i hverdagen. Jeg fik ham også til at love mig, at han til hver en tid altid vil huske, at jeg og VI her som familie er der for ham. Han skal bare sige til hvis det bliver for hårdt for ham. Han kan altid ringe efter mig, eller til mig for at snakke.

Ingen tvivl om, at det er meget ubærligt for Rasmus at tænke på, at hans far vil slå hånden af ham hvis han insisterer på at have kontakt til mig og Josefine. Han er jo trods alt meget knyttet til ham. De to har en masse gode ting sammen. De elsker fodbold, ser alle kampe med FCK sammen. De rejser til England for at følge deres ynglingsklub derovre. De har ting sammen som jeg godt kan forstå vil være et savn at miste. MEN det skulle jo slet ikke være nødvendigt.


Til sidst vil jeg sige at jeg er rigtig glad for at have min blog at skrive på. Det var ikke meningen at den skulle fungere som grædeblog, eller at det jeg skriver skal være en form for tiggeri efter sympati. Det er ikke hensigten, men det er utroligt godt for mig at kunne aflaste mit hoved og mit hjerte lidt herinde.

Tak til alle der læser med.