Vi prøver

Det er lørdag morgen og vi vågner langsomt.

Kæresten er allerede ude af døren, han skal jo lige give en hånd med hos en kammerat. Vi har alle sovet godt og der er stadig to teenagere der snuer i deres senge.

Rasmus havde lige en tid i aftes hvor han var så ked af det, og det skærer mig i hjertet at se. Vi prøver alle at hjælpe, men ved at det bliver tiden der må læge sårene, kombineret med samtaler. Jeg håber at vi kan få lidt psykologtid til ham, evt på skolen og så når han er registreret i vores kommune. Det begynder langsomt at gå op for ham, at hans hverdag er totalt forandret og det er hårdt for ham.


Jeg må indrømme at alle de praktiske ting, der er ved hver enkelt barn her i familien, gør mig temmelig stresset i hovedet. De har alle hver deres at slås med, og der er til hver enkelt koblet diverse offentlige personer på. Jeg må have et overblik..

Jeg gør nu det jeg er bedst til. Jeg organiserer og sætter i system. Hvert barn får deres egen bog, hvor alle navne, adresser og telefonnumre kommer til at stå. Jeg kan så notere de ting der vedrører dem uden at blande det hele sammen. Jeg skal bare lige have købt notesbøgerne , og det må blive på mandag.

Herhjemme må der også system i tingene. Jeg kan/vil ikke overkomme at være den der sørger for alt alene, så jeg vil bruge lidt tid på at få lavet et skema. Et skema hvor der kommer til at være alle børnenes navne på en led, og på den anden led står de ting de hver især har ansvaret for. HVER DAG...

Humlem i det hele er jo at de er nødt til at lære at vi alle må tage ansvar og hjælpe til. Gider de ikke, ja så er der konsekvenser. Her i huset er det værste man kan byde en teenager, at der ikke er mad at få... :-) :-):-) He he he

Jeg har det lidt sådan at jeg bare ikke gider skulle gøre hele køkkenet rent før jeg kan gå i gang med at kokkerere. De er alle sammen slemme til IKKE at rydde op/ tørre op/ fjerne rester og spildt vand og meget andet i løbet af dagen. Nu bliver det sådan, at når den første kommer og piber efter mad ved aftenstide, ja så går jeg da glad i gang, forudsat at der er til at komme til, i vask og på bord og ved komfur. Er der ikke det, ja så er jeg munter over at kunne se nyheder i stedet. Jeg laver ikke en krumme, før der er orden der ude.

HVEM der har efterladt hvad, er jeg ligeglad med, men der er et skema over hvem der har køkkentjans også kan de gå derud og kigge på det. At lære dem alle at rydde op efter sig selv, er en håbløs opgave, og jeg regner med at de hurtigt vil bliver tvære over at skulle gøre rent efter alle andre også. Men det er middagen der står på spil. Vi to voksne er overnud tilfredse med en rugbrødsmad. Der er også havregryn hvis det skulle være.

Der er ikke tvivl om at det bliver lidt at en kamp, men jeg kan godt klare det tror jeg. Det er nødvendigt for ellers bliver jeg helt slidt op. Det sværeste er nok at få vores aspergerpige til at deltage. Hun har jo for det første svært ved at lære nye rutiner, og for det andet, har hun en ide om, at det ikke er endnu at hun skal deltage mere end hun gør. Der tager hun så fejl. Lidelsen er ikke en undskyldning for ikke at deltage så godt man kan i det daglige arbejde herhjemme.

Der ligger strategi og planlægning forude de næste par dage.