Solopgang og medicin

Jeg har været meget tidligt vågen idag..


Hele natten har jeg vendt og drejet mig, jeg har kigget på uret adskillige gange, igen og igen prøvet at finde hvile og ro. Med andre ord har jeg i nat sovet ad h..... til.


Det gør ikke noget, jeg har jo heldigvis ikke noget job at skulle passe. Havde det været tilfældet ville jeg have været desperat af stress over hvor træt jeg senere ville blive. Sådan er det ikke lige nu.

Jeg ved at det skyldes ændringen af min medicindosering, og at det kun er en overgang. Det er nu to uger siden at jeg begyndte på den nye dosis, og der har været mange og tydelige bivirkninger i min krop. Jeg har en krop der skal finde sig i at kemien også vil bestemme dens funktioner, og det bryder den sig bestemt og heldigvis ikke om. Heldigvis skriver jeg, fordi det jo trods alt betyder, at jeg har en krop med de naturlige instinkter i behold. Den brokker sig over at jeg fylder mig med det skidt jeg nu gør. Tilgengæld glæder mit sind sig, så sådan må det bare være, når nu jeg ikke selv kan producere det der skal til for at jeg kan glædes over livet.

I den her forbindelse er det nok lige på sin plads at slå fast at medicinen jo ikke giver glæde og lykke af sig selv. Det er noget man selv skal finde og skabe. Det er lysten til i det hele taget at leve de hjælper med.

Bivirkninger er der som sagt mange af. Havde jeg fået en helt ny slags ville det have været 1000 gange værre, nu er det bare en dosisændring, og så er det mere forbigående og skiftende gener der kommer. Dog er det drønubehageligt imens det står på.

Jeg vågner om natten gennemvædet af sved. Hovedpinen dundrer bag øjenene, kvalme kryber op gennem spiserøret,drømmene går agurk, søvnløshed om natten og ekstrem træthed om dagen gør mig helt bimmelims, jeg bliver tørstig som en kamel, svimmelhed og almen utilpashed gør mig ubrugelig ind i mellem, og jeg må bare vente på at alle disse symptomer forsvinder om nogle uger igen.

Dengang for mange år siden, da jeg første gang måtte give op og sluge den bitre pille i ordets bogstaveligste forstand, blev jeg fuldstændig desperat og kunne slet ikke holde ud at være i kroppen. Jeg troede aldrig det ville få en ende og jeg opgav flere gange igen. Det fik mig bare til at få det endnu værre..

I dag har jeg ( desværre..) erfaringen med mig, og jeg kan ikke længere hidse mig op over det. Jeg tager det som det kommer, orienterer familien og håber at de kan holde mig ud så længe det står på. Kan de ikke det, er det iøvrigt bare ærgeligt for sådan er det nu engang.


Sådan en morgen som nu, har jeg ikke haft længe. Selvom det skyldes kemien at jeg har sovet så dårligt og er så tidligt oppe, så er jeg taknemmelig. Her sidder jeg nemlig og kan for en sjælden gangs skyld nyde solens opstigning på himlen derude. Jeg begyndte at skrive i en mørk stue og nu er der helt lyst.

Derude i horisonten ligger skyer, og på skorstenen på huset overfor sidder de to fugleforældre og morgennusser som jeg ved at de gør hver eneste morgen.
Det syn ser jeg sjældent fordi jeg normalt kun lige er vågnet på dette tidspunkt.

Det er så morsomt at se. Hver morgen, sommer og vinter hopper de op fra deres rede, der åbenbart ligger der i en lukket skorsten. Den er stensikker hver gang, først den ene og lidt efter den anden. Tidligt tidligt om sommeren og først meget senere om vinteren hvor mørket stadig er dominerende til efter otte. De er ingen tvivl om at det er de samme to fugle der bor derovre. Det er hyggeligt syntes jeg.

Om lidt er der liv her i huset igen, ungerne står op en efter en, så jeg må hellere lukke ned og komme videre.


Sikke en dejlig måde at starte dagen på. Helt zen-agtigt syntes jeg, i stilhed og med fred. Pillerne til trods.