Det slog mig lige i dette minut, at det i dag er otte år siden verden væltede..Den dag glemmer vist ingen.
Jeg selv sad hundesyg i sofaen, bedøvet af beroligende medicin. Tilfældigvis var jeg på rundtur, og da jeg rammer CNN, ser jeg det første fly flyve direkte ind i det høje tårn.
Jeg troede ikke mine egne øjne, og var helt paralyseret i timerne derefter. Som alle andre kunne jeg slet ikke fatte hvad der foregik, og efterhånden som det næste fly ramte, tårnene væltede, og det tredje fly i så også styrtede, rendte tårene ned af mine kinder.
Det var så forfærdeligt og uoverskueligt at hjernen ligesom ikke kunne rumme informationerne.
Mit sind var på det tidspunkt helt åbent, mit filter helt væk og mit hjerte blødte allerede, så jeg gik helt i sort, og mærkede angsten for alle de tragedier, der måske lå og ventede rundt omkring i resten af vores verden. Også her i Danmark. Jeg turde slet ikke bevæge mig ud i den første uge, og jeg slappede først af efter en grundig samtale om perspektiv og livetgårvidere med Ester.
Det slår mig at nu her otte år efter, er det slet ikke det første man husker når man kigger i kalendere.
Godt eller skidt jeg ved det ikke...
Kan I huske hvor I var da det skete??
Ja da, jeg var lige skredet fra et job, fordi jeg stod og ørlede i toilettet hele tiden og min mor var død nogle måneder før. Jeg græd sgu ikke. Jeg tænkte: Hvad flipper folk sådan over? Nu rammer det bare USA i stedet for alle andre. Da jeg så billeder af folk fra Danmark, der sad og græd i kirkerne, så tænkte jeg: Er det virkelig første gang noget rammer dem? Skal der virkelig ikke mere til at bringe dem i affekt?
SvarSletHård hund, hvem mig? Narj...men lige det gjorde ikke indtryk på mig.
Uha Susling. Der er vi vist ikke helt ens, men på den anden side.. der var andre og mere nærværende ting i dit liv der var grund til at tude over, så måske er det alligevel ikke så underligt.
SvarSletTak for svaret og du er ikke hård hund min søde :-))
Jeg sad på mit arbejde, da min leder kom ned og fortalte.
SvarSletMin første tanke var: Godt min far ikke oplevede det. Han havde nemlig fødselsdag i dag, men var død 1 år og 13 dage før angrebet.
Vi har lige netop snakket om det, fordi jeg konstaterede, at der stod 9/11 på den pakke pasta, vi skal have om lidt. Her gik det op for manden, at det er dén dag i dag. Jeg konstaterede bare, at det er sidste chance for brug af pastaen.
SvarSletMen allerede i går tænkte jeg over tragedien. Og mærkelig nok så er det den eneste erindring, jeg har, om den tidligere placering af vores tv i vores stue. Jeg kom lige ind ad døren efter at have hentet vores ældste på lige fyldt 3 år og nr. to, der ikke var fyldt 2 måneder på armen. Manden sad forstenet foran apparatet, og det var det første jeg så, da jeg trådte ind i stuen - jeg dumpede ned og blev siddende der de følgende mange timer, mens jeg kikkede på de to små, jeg netop havde bragt hjem, og tænkte på hvilken fremtid, der venter dem - og det gør jeg faktisk stadig i dag, hvor jeg hører at terrortruslen øges dag for dag i vores lille land.
Men så igen: det er week-end, vi er glade og sådan skal det være.
Jeg håber, du også kan abstrahere fra disse uhyggelige minder og nyder week-enden trods alt :o)
Jeg husker også dagen. Min daværende svoger var på vej til Danmark fra Canada og han var med det sidste fly, der landede i Kastrup Lufthavn inden de lukkede lufthavnene rundt omkring i verden.
SvarSletVi havde tændt netop for CNN denne dag og jeg så også det første fly ramme tårnet. I første omgang troede vi, at det var en film de vidste, men erfarede jo snart, at dette var den ramme alvor og virkelige verden, der viste sig for øjnene af os.
Vi græd, både Per og jeg!
Har ikke glemt, det er det første jeg tænker på når jeg høre/læser datoen, det tænkte jeg på i morges og i dagene op til i dag. Sporadisk.
SvarSletJeg boede på Strynø, en lille tryg ø i det sydfynske, var lige kommet hjem med færgen 14.30, og af en eller anden grund så jeg TV den eftermiddag...det gjorde jeg ellers aldrig. Min datter og daværende kæreste havde været i NY om sommeren og er fotograferet i Empire med vue mod de to tårne...jeg tænke - godt hun ikke er der nu - altså først en tanke på de nærmeste. Men jeg satte mig foran kassen helt forstenet. Det er slemt.
Hej Nina
SvarSletJo jeg kan godt abstrahere, men det giver stadig stof til eftertanke.
En oplevelse vi godt kunne have været foruden.
God aften og knus:)
Ja Jeanette Mariae. Det var da også lige lovlig tæt på for din svoger.
SvarSletKnus og tak for svaret
Lavendel, De nærmeste er helt sikkert også det der fik mange andres tanker til at køre.
SvarSletDet var slemt ja.
Knus og tak
Kære Kari. Jeg er sikker på at mange der IKKE oplevede det ville være blevet ligeså rystede som vi.
SvarSletTak for svaret og god aften til dig :-)
Knus
Kære Henriette
SvarSletJeg stod i en kø i Føtex og så angrebet på en tv-skærm- Det var uvirkeligt og sært. Desværre gik jeg selv igennem en masse dårlige ting på det tidspunkt, så det kom først til at betyde noget senere. Min venindes kæreste døde og hun er stadig meget påvirket af tabet. Jeg tro aldrig at det er en dag verden glemmer.
Jeg håber at du er ved at være ovenpå igen. Knus
Jeg husker også dagen ganske tydeligt. En af mine kolleger kom farende og fortalte om det - og alle var jo chokerede. Og da man så så nyhederne og de samme scener igen og igen, var det som om, verden fra nu af så ud på en anden måde. Dog synes jeg, at Busch taklede det ualmindelig tåbeligt ...
SvarSletKlem til dig!
Kære Malou. Det vil aldrig blive glemt, det er jeg sikker på.
SvarSletJeg har det meget bedre idag heldigvis, og jeg ønsker dig en rigtig god weekend.
Knus og tak for din hilsen
:-))
Ja Madame, der var et eller andet der ikke gik som planlagt der, men det er jo et meget varmt emne, for hvad skulle der så være gjort istedet??
SvarSletKlem tilbage her i solskinnet:-))
Jeg gik på seminariet, var mega træt da jeg kom hjem, så jeg havde lagt mig for at sove... min far ringer og siger bare "tænd for tv´et" jeg tændte, og tænkte hvad det var for en dårlig film de sendte, var så omtumlet af søvn, at jeg i et kort øjeblik troede det var en dårlig film der blev vist... men det var en helt anderledes virkelighed... tænkte meget den efterfølgende tid, over den dybe tragedie...
SvarSletHej Kirsten og tak for dit bidrag. Som med Kennedy, Elvis, marilyn og Diana er der dage man aldrig glemmer hvad man foretog sig.
SvarSletTrist trist
God søndag og kh Henriette :-)