En harmløs baktus spreder sig

Jeg tør næsten ikke skrive det, for jeg er lidt overtroisk, men her der ikke nogen ond baktus der spreder sig.

En harmløs baktus er tilgengæld ved at vokse frem, og halløjsa hvor bliver den flot. Jeg er så vanvittigt betaget af garnet, og kan slet ikke beskrive de farver der viser sig på pindende. Jeg har taget et billede som jeg håber kan vise bare lidt af forløbet. Det er nemlig helt unikt.

Hver evig eneste maske har en forskellig farve, nøje og fint afstemt efter forrige og jeg fatter ikke hvordan det kan lade sig gøre. Jeg mener.. det er håndindfarvet. Jeg ved intet om processen med at farve garn, men nogen har altså siddet og farvet det på en måde så farveskiftene er så korte, at der aldrig er to masker ved siden af hinanden der har samme farve. Når man sidder med pinden i hånden, ligner den faktisk at farvekort. Prøv selv at se her:


Med mit lille kamera er det temmeligt svært at fange farverne og de kommer ikke helt til sin ret på billedet. Det er svært at se at hver en maske faktisk har sin egen farve, men det har de altså og jeg er dybt fachineret.


Mit sjal er færdigt og jeg kan nu sige at jeg kun mangler een julegave der skal være færdig, så har jeg alle klar, undtagen børnenes. Der er ingen af dem der ville blive særligt begejstrede for mors hjemmestrik, så de må indkøbes i de dertil indrettede butikker.

Jeg har også denne gang hæklet en kant hele vejen rundt, og selvom garnet er tykkere end kaunien, er det blevet rigtigt godt, og nu mangler kun vasken og så at det skal strækkes lidt ud.

Det har fungeret fint med at smide maskerne her også, og det har et lidt mere rustikt udtryk end det grå. Alt i alt er jeg tilfreds med resultatet. Og så er det forresten ret sjovt at se det vokse frem, efterhånden som de "tabte" masker får lov at løbe i gennem arbejdet. :)



En ny uge begynder i dag og jeg er mere afslappet i sindet end længe. Der er ro omkring mig, vores utilfredse knægt holder sig helt og aldeles på afstand af mig, og umiddelbart kunne det lyde som en betænkelig situation, men her må jeg indrømme at det har gjort mit liv og min hverdag så meget lettere og mere behagelig. Trist som det er, er sandheden nu bare den at jeg har det fint med det. Ikke at skulle diskutere, modtage kritik og spydigheder, ikke at skulle mærke den ubehagelige energi der er omkring ham, betyder virkelig en hel del for min trivsel. Som det er nu, lever han og jeg tilfældigvis i samme lejlighed, men vi kommer ikke hinanden ved. Han er i øvrigt ikke hjemme de næste fjorten dage ( nu får vi se med det.. ), utilfredsheden med at skulle betale husleje er så stor, at han endnu en gang er blevet hentet af mormor!

Fred være med det.


Jeg mærker også at min energi og mit humør langsomt er ved at indtage min krop igen, men jeg skal ikke overdrive og derfor gør jeg ikke mere end jeg ved jeg kan. Jeg har tre aftaler i denne uge, den ene ikke lige noget jeg havde kalkuleret med, og jeg håber at jeg kan overholde dem alle, den første er i morgen aften. De pelsedes mor har inviteret til en sludder og lidt the, og det glæder jeg mig til, for er der noget der kan få mit humør op, så er det da at sidde med et lille marsvin i hænderne, og dem har hun jo masser af. Spørgsmålet er så bare om jeg kan klare at tage hjem igen UDEN at tage en baby med mig...

Cupcake er nu så stor at han næppe kan kaldes et lille marsvin længere, men han er stadig den morsommeste af de fire vi har omkring os. Her er han gået kold efter en lang løbetur i vores seng.
Lakridsen er heller i just lille længere, men han er stadig en blød lille bjørn at se på



Uha jeg må være stærk må jeg