Jeg er påvirket...

... af at se kreativiteterne udefolde sig her og der og allevegne.

Påvirket fordi det sender minder om min egen fortid i spin. Der var engang hvor jeg var utroligt inspireret til at udfolde mig, og specielt om efteråret og i den første vintertid, var jeg i fuld sving med at forberede hjemmet til december. Jeg lavede dekorationer i bunkevis. Aften efter aften og dagene med, sad jeg med ståltråd, mos, glimmer og alskens grønt, for at fremtrylle hjerter, kongekroner, kranse, dørpynt, og guderne må vide hvad ellers. Nutiden er helt anderledes for mig.

Der sker intet inde i mig, og jeg kan ikke kende mig selv.

Som det er nu, bliver jeg helt ufatteligt træt bare jeg tænker på at jeg snart skal have en adventskrans på bordet. Den forandring bryder jeg mig ikke om, men jeg tror bare at jeg må lade mig flyde med og håbe på at jeg igen en dag, får lysten til at jule tilbage. Om ikke andet, så fordi det jo er vældigt hyggeligt med lidt rødt i stuerne og duften af gran der spreder sig i varmen.

Forandring fryder siger man, men denne forandring ville jeg nu gerne være foruden.




Generelt kan jeg mærke at jeg er helt drænet. Det gælder hele vejen rundt, og jeg får hverken lavet det ene eller det andet. Tiden flyder forbi, men jeg ved jo godt at det kunne være en reaktion på de sidste ugers enorme energiudladninger og følelsesudbrud. Det tager på kræfterne at være i konflikt hele tiden. Heldigvis er der nu en tid med våbenhvile.

Den viser sig på den måde at hele familien kører som den plejer ihvertfald set udefra. Indefra er virkeligheden at jeg går rundt i mit eget hjem, i bevidstheden om at inde i det ene værelse sidder der et menneske, som gør alt for at undgå mig. Han kommer kun ud, hvis han er sikker på at jeg befinder mig i stuen. Kommer han ud af sin dør, vender han om på hælen øjeblikkeligt, hvis han får øje på mig. Han taler heller ikke med John, kun hvis han tilfældigvis ikke er sammen med mig. Selv John er ved at være kørt grundigt træt nu.



Det plager mig faktisk at jeg ikke kan hoste op med mere positive og sprudlende ting på min blog. Allerhelst ville jeg være morsom, underholdende og inspirerende. Heldigvis er jeg af den faste overbevisning at jeg nok skal komme op og tilbage igen. Min tomhedsfornemmelse er forbigående, jeg har jo prøvet det så mange gange før. Jeg skal liiige ha mig selv på plads igen.


Heldigvis er der andre her på matriklen der er morsomme og det er de pelsede. De var ikke tilfredse her til morgen. Vi sover jo stadig i stuen, da Josefine er sygemeldt, og kl halv ni så de sådan her ud:

De peb og hylede som besatte. Bed i tremmerne og utilfredsheden over at jeg stadig ikke havde givet dem deres vante morgenmåltid, var til at tage at føle på. Inden jeg havde fået strømper på futterne var de i fuldt firspring ud over stepperne..

Kom så med vores salat, eller vi tisser på din dyne...


I går aftes lå de sådan her i længere tid, og vidste jeg ikke bedre, kunne jeg få den tanke at de lå og kiggede på fjernsyn eller noget.. ;)