12 november 2009

Jeg er påvirket...



... af at se kreativiteterne udefolde sig her og der og allevegne.

Påvirket fordi det sender minder om min egen fortid i spin. Der var engang hvor jeg var utroligt inspireret til at udfolde mig, og specielt om efteråret og i den første vintertid, var jeg i fuld sving med at forberede hjemmet til december. Jeg lavede dekorationer i bunkevis. Aften efter aften og dagene med, sad jeg med ståltråd, mos, glimmer og alskens grønt, for at fremtrylle hjerter, kongekroner, kranse, dørpynt, og guderne må vide hvad ellers. Nutiden er helt anderledes for mig.

Der sker intet inde i mig, og jeg kan ikke kende mig selv.

Som det er nu, bliver jeg helt ufatteligt træt bare jeg tænker på at jeg snart skal have en adventskrans på bordet. Den forandring bryder jeg mig ikke om, men jeg tror bare at jeg må lade mig flyde med og håbe på at jeg igen en dag, får lysten til at jule tilbage. Om ikke andet, så fordi det jo er vældigt hyggeligt med lidt rødt i stuerne og duften af gran der spreder sig i varmen.

Forandring fryder siger man, men denne forandring ville jeg nu gerne være foruden.




Generelt kan jeg mærke at jeg er helt drænet. Det gælder hele vejen rundt, og jeg får hverken lavet det ene eller det andet. Tiden flyder forbi, men jeg ved jo godt at det kunne være en reaktion på de sidste ugers enorme energiudladninger og følelsesudbrud. Det tager på kræfterne at være i konflikt hele tiden. Heldigvis er der nu en tid med våbenhvile.

Den viser sig på den måde at hele familien kører som den plejer ihvertfald set udefra. Indefra er virkeligheden at jeg går rundt i mit eget hjem, i bevidstheden om at inde i det ene værelse sidder der et menneske, som gør alt for at undgå mig. Han kommer kun ud, hvis han er sikker på at jeg befinder mig i stuen. Kommer han ud af sin dør, vender han om på hælen øjeblikkeligt, hvis han får øje på mig. Han taler heller ikke med John, kun hvis han tilfældigvis ikke er sammen med mig. Selv John er ved at være kørt grundigt træt nu.



Det plager mig faktisk at jeg ikke kan hoste op med mere positive og sprudlende ting på min blog. Allerhelst ville jeg være morsom, underholdende og inspirerende. Heldigvis er jeg af den faste overbevisning at jeg nok skal komme op og tilbage igen. Min tomhedsfornemmelse er forbigående, jeg har jo prøvet det så mange gange før. Jeg skal liiige ha mig selv på plads igen.


Heldigvis er der andre her på matriklen der er morsomme og det er de pelsede. De var ikke tilfredse her til morgen. Vi sover jo stadig i stuen, da Josefine er sygemeldt, og kl halv ni så de sådan her ud:

De peb og hylede som besatte. Bed i tremmerne og utilfredsheden over at jeg stadig ikke havde givet dem deres vante morgenmåltid, var til at tage at føle på. Inden jeg havde fået strømper på futterne var de i fuldt firspring ud over stepperne..

Kom så med vores salat, eller vi tisser på din dyne...


I går aftes lå de sådan her i længere tid, og vidste jeg ikke bedre, kunne jeg få den tanke at de lå og kiggede på fjernsyn eller noget.. ;)

10 kommentarer:

  1. Det er så dejligt for dig at du har de pelsede til at muntre dig lidt op... :o)
    Ved fra yngstedatterens Hamster og hendes to mus, at man næsten ikke kan lade være med at smile ved synet af dem...De er så ligefremme og ukomplicerede...modsat mennesker... Pøj pøj med det hele...og som du selv konkludere, så flyd med og se hvad tiden bringer...så mon ikke også at du ryger med på julebølgen, når den kommer nærmere... ;o).
    Knuss og tanker

    SvarSlet
  2. Kære Henriette, der er da ingen tvivl om, at de seneste uger har presset dig i bund. Jeg bruger også vores firbenede til at muntre mig op. At sidde med dem eller lege med dem eller bare sidde ved buret og "snakke" med dem, giver mig et rum til lidt glæde, når det er værst.

    Hvis du vil sende mig din adresse til mig, har jeg noget, jeg vil sende til dig pr. snailmail ;o)
    Min mail er mettebrinch(snabela)gmail(dut)com

    Knuser fra Mette

    SvarSlet
  3. Kære Henriette
    Jeg håber ikke de nåede at tisse. Har haft 2 marsvin, der hed samsom og sally og de var bare så dejlige. Især deres fortænder er bare vildt søde ; )Jeg håber du kan lade lidt op og at han snart kommer til fornuft den unge herre, der prøver på at undgå dig ; ) Det må sku være hårdt. Kan huske da min bror bonussøn sagde til mig, at han ville ønske jeg var oppe i himlen og jeg spurgte ham uddybende om han mente som en engel...nej jeg ville ønske du var død. Han ville bare af med alt der havde med Steen at gøre. Han var endda kun et barn. Men alligevel kan det sku bare gøre så ondt, fordi man bare vidste, at han egentlig bare ville have sin egen familie tilbage og vi kunne rende ham på trods af alle gode intentioner.
    Du får energien tilbage, det ved jeg. Julestemningen skal også nok komme igen, især når du nu er så glad for Julen ; )
    Knus fra Rikke

    SvarSlet
  4. Hej Pi andrea. Ja de giver søreme mange smil på læben, husdyr er en glæde syntes jeg.

    Tak for kommentaren og dejlig eftermiddag til dig :)

    Knus

    SvarSlet
  5. Kære Mette, jeg har sendt dig en mail.

    Tak for din hilsen og knus :)

    SvarSlet
  6. Hej Rikke, jeg skal nok finde energien igen, det er jeg sikker på.

    OG.. de nåede ikke at tisse hihi

    Knus

    SvarSlet
  7. Der er ikke noget af sige til, at du er træt og ikke kan finde julehumøret frem Henriette. Hvor er det godt at læse, at der er våbenhvile hos jer - jeg håber bare i snart kan finde en løsning på "problemet" som er til at holde ud. Mange knus og god aften - god du kan hygge dig med de små pelsdyr ;-)

    SvarSlet
  8. Henriette - er der ikke noget med at du har en god sagsbehandler, der forstår dit sind og dine behov?
    Hvis du har, kunne det være i skulle se om de ikke kunne hjælpe den unge herre med et klubværelse eller ungdomsbolig, så I begge kan få et tåleligt liv. Det kan være, det kan gøre jeres horhold mere tåleligt.

    Det er jo helt modsat med de pelsede. De kan slet ikke undvære dig ;)

    Knus og kram til dig
    Kari

    SvarSlet
  9. Hej Kari. Mnjaa joo, sådan set er der jo noget i gang via kommunen. De har i forrige uge skrevet og erklæret at vi er en familie der har brug for hjælp, MEN derfra og så til at der rent faktisk sker et eller andet.... der er langt! Jeg talte med dem sidste fredag, sad faktisk og stortudede i telefonen, men der fik jeg så at vide at hvis jeg selv havde brug for hjælp, skulle jeg begynde forfra hos en regulær "voksen"socialdims. man arbejder nemlig ikke på tværs af afdelingerne.. Herligt ik?

    Her til aften har knægten igen været i krigshumør over for john og det er helt tydeligt at nu er det ham der er upopulær, fordi han har støttet mig. Vi har bare trukket på skuldrene af det, for hvis han vil surmule må han det.

    Mange tak for din kommentar, den er ikke helt ude i hampen og vi skal nok få løst det her. ;)

    Jeg har det i hvertfald bedre nu.
    Knus Henriette

    SvarSlet
  10. Kære Anette, Jeg har det bedre og kan mærke at det virkelig har hjulpet fordi John og jeg holder sammen nu. Tilgengæld er Theis jo så endnu mere eddikesur! Ham om det, han MÅ lære at indrette sig. Men jeg tror nu ikke dette bliver ved meget længere. Han er tydeligvis IKKE tilfreds, fordi vi ikke bøjer af.

    Tak for din hilsen og mange knus
    Henriette :))

    SvarSlet