Tabuer og åbenhed

Som Mette skrev sin kommentar til mig i går, er problemer i sammenbragte familier en ting der er nærmest uungåelig.


Problemerne kan komme i mange grader og varianter, men fælles for dem alle, er vel at det oftest er to familie"kulturer" der skal flettes sammen til en. I den sammenhæng er der visse tabuer og usagte ting jeg ikke har det godt med, og det er dem der handler om det almindelige dagligliv. Måske fordi jeg har den indre kamp med min Borderline at slås med, den der giver mig så store problemer til tider, med at forstå og håndtere oplevelser og ting der er voldsomme. Jeg selv har meget stor gavn af at høre/læse om hvordan andre takler ting og sager, for det kan jeg lære af, men desværre er det som om at der er visse ting man helst ikke tager op og taler om.

Mange tabuer bliver brudt ned i disse år, og der er heldigvis kommet meget mere fokus på store emner som alkoholproblemer, vold i hjemmet, mobning på arbejdspladserne, overgreb på børn, psykiske lidelser osv. Men hvad med de mere nære ting? Dagligdagen som den er for mange af os, de fleste måske? Det man kan forholde sig til. Den er der ikke så meget fokus på.

For sådan en som mig især, og sikkert for en masse andre også der IKKE har en lidelse af en art, er det kæmpe hjælp at vide, at der er andre der kæmper de samme daglige kampe for at få liv, kærlighed og hverdag til at fungere. Derfor har jeg min egen lille kampagne kørene her på bloggen.

Der skal fokus på de sammenbragte familier og deres forviklinger og "issues".

Da jeg gik ind i det her og valgte at vi skulle slås sammen til een familie, var det bestemt ikke med bind for øjnene. Jeg var udemærket klar over, at det ville give sammenstød og at der var kanter der skulle slibes af. Det jeg ikke var klar over, var at det ville blive SÅ svært. Ok det var heller ikke lige skrevet i kortene at vores ene pige skulle få diagnosen Asperger, og jeg havde indtil da hele tiden haft den opfattelse at hendes opførsel kunne opdrages væk, men sådan var det så ikke lige så let. Havde jeg været lidt mere klarsynet kunne jeg måske nok have forudset at flere teenagere sammen ville give sammenstød, men da vi lagde ud fungerede alle virkelig godt sammen. Der var hygge og fælles fodslag over hele linien.

Hvordan kunne det gå så galt?

To forskellige baggrunde og kulturer er årsagen. Og med eller uden diagnoser af enhver art, så er det et faktum alt baggrund og kultur/traditioner meget ofte vil være vidt forskellige og derfor altid vil være årsag til at sammenbragte familier har meget arbejde foran sig hvis det skal fungere og lykkedes.

Her er det at jeg agiterer for lidt mere åbenhed. Andres erfaringer kan være en god måde at finde metoder til at takle tingene, klare de problemer der kan opstå på en fornuftig måde, og undgå faldgruber måske. Det er altsammen fint nok med de professionelles nedskrevne artikler og den slags, men der er ikke noget bedre end at tale/høre/læse om dagligdagens oplevelser, med andre der har oplevet lignende ting. DET kan man bruge til noget, om ikke andet så til at vide at man ikke er alene i båden.

Derfor skriver jeg om ting som man ikke taler om, ting som man helst ikke vil at andre skal vide, for ikke udadtil at fremstå som uchekket og uden styr på sagerne. Jeg indrømmer her helt officielt..


Jeg er dybt uchekket, og mit liv og min bolig er ikke et ugeblad værdigt, men jeg kan da godt nok mærke at jeg er i live...