10 november 2009

Tabuer og åbenhed




Som Mette skrev sin kommentar til mig i går, er problemer i sammenbragte familier en ting der er nærmest uungåelig.


Problemerne kan komme i mange grader og varianter, men fælles for dem alle, er vel at det oftest er to familie"kulturer" der skal flettes sammen til en. I den sammenhæng er der visse tabuer og usagte ting jeg ikke har det godt med, og det er dem der handler om det almindelige dagligliv. Måske fordi jeg har den indre kamp med min Borderline at slås med, den der giver mig så store problemer til tider, med at forstå og håndtere oplevelser og ting der er voldsomme. Jeg selv har meget stor gavn af at høre/læse om hvordan andre takler ting og sager, for det kan jeg lære af, men desværre er det som om at der er visse ting man helst ikke tager op og taler om.

Mange tabuer bliver brudt ned i disse år, og der er heldigvis kommet meget mere fokus på store emner som alkoholproblemer, vold i hjemmet, mobning på arbejdspladserne, overgreb på børn, psykiske lidelser osv. Men hvad med de mere nære ting? Dagligdagen som den er for mange af os, de fleste måske? Det man kan forholde sig til. Den er der ikke så meget fokus på.

For sådan en som mig især, og sikkert for en masse andre også der IKKE har en lidelse af en art, er det kæmpe hjælp at vide, at der er andre der kæmper de samme daglige kampe for at få liv, kærlighed og hverdag til at fungere. Derfor har jeg min egen lille kampagne kørene her på bloggen.

Der skal fokus på de sammenbragte familier og deres forviklinger og "issues".

Da jeg gik ind i det her og valgte at vi skulle slås sammen til een familie, var det bestemt ikke med bind for øjnene. Jeg var udemærket klar over, at det ville give sammenstød og at der var kanter der skulle slibes af. Det jeg ikke var klar over, var at det ville blive SÅ svært. Ok det var heller ikke lige skrevet i kortene at vores ene pige skulle få diagnosen Asperger, og jeg havde indtil da hele tiden haft den opfattelse at hendes opførsel kunne opdrages væk, men sådan var det så ikke lige så let. Havde jeg været lidt mere klarsynet kunne jeg måske nok have forudset at flere teenagere sammen ville give sammenstød, men da vi lagde ud fungerede alle virkelig godt sammen. Der var hygge og fælles fodslag over hele linien.

Hvordan kunne det gå så galt?

To forskellige baggrunde og kulturer er årsagen. Og med eller uden diagnoser af enhver art, så er det et faktum alt baggrund og kultur/traditioner meget ofte vil være vidt forskellige og derfor altid vil være årsag til at sammenbragte familier har meget arbejde foran sig hvis det skal fungere og lykkedes.

Her er det at jeg agiterer for lidt mere åbenhed. Andres erfaringer kan være en god måde at finde metoder til at takle tingene, klare de problemer der kan opstå på en fornuftig måde, og undgå faldgruber måske. Det er altsammen fint nok med de professionelles nedskrevne artikler og den slags, men der er ikke noget bedre end at tale/høre/læse om dagligdagens oplevelser, med andre der har oplevet lignende ting. DET kan man bruge til noget, om ikke andet så til at vide at man ikke er alene i båden.

Derfor skriver jeg om ting som man ikke taler om, ting som man helst ikke vil at andre skal vide, for ikke udadtil at fremstå som uchekket og uden styr på sagerne. Jeg indrømmer her helt officielt..


Jeg er dybt uchekket, og mit liv og min bolig er ikke et ugeblad værdigt, men jeg kan da godt nok mærke at jeg er i live...

12 kommentarer:

  1. Jeg tænker og grubler, for jeg er én af dem, som ikke har lyst til at vise mine små og store problemer til en hel verden, som kan kigge med. Jeg lukker dog ikke øjnene for, at livet naturligvis ikke kan være en dans på roser evig og altid (det er der nogle som tror jeg gør), det er fuldkommen umuligt, men jeg tier stille af hensyn til de mennesker, der vil blive involveret i mine skriverier. De har ikke selv bedt om at blive udstillet for verden og det respekterer jeg naturligvis.

    Omvendt ville jeg jo også blive frygteligt ked af, hvis jeg pludselig en dag kunne læse om mig selv og mine lidet flatterende sider, på en tilfældig blog, og det er de tanker, jeg holder mig nøje for øje, når jeg sidder og får lyst til at skrive om de gange, hvor jeg kunne skrige op til himlen, fordi jeg synes, ét eller flere mennesker er nogle store idioter, røvslikkere eller bare skal se at fise ud af min butik. Jeg har lyst til at få luft på bloggen, men jeg gør det ikke.

    Men jo, jeg har også oplevet problemer i en sammenbragt familie og vi klarede den desværre ikke og hvis jeg skulle skrive om det til offentligheden, ville det knuge i min mave, fordi nogle uvidende ville blive udstillet. Set med mine øjne. Det ville jeg simpelthen ikke kunne bære og derfor holder jeg mund omkring det.

    Jeg holder også min mund offentligt, når det drejer sig om mine børns unoder. De rigtig grimme af slagsen. For en skønne dag er de voksne og går nogle helt nye veje og så er jeg ikke så sikker på, de vil bryde sig om at kunne læse om sig selv på min oldgamle blog. Det er sådanne historier, de kan få mund-til-mund af mig på et senere tidspunkt - hvis de har lyst.

    Mit hjerte har været fuldkommen smadret pga. knust kærlighed, angst og dyb sorg, men det er perioder jeg forlængst er kommet mig over og idag er jeg glad for, at jeg ikke udpenslede dem til hele verden. Det ville, for mig, være grænseoverskridende privat.

    Jeg håber du kan følge mig i min smøre og du må for Guds skyld ikke tro, jeg dunker nogen som helst i knolden for _deres_ valg, men jeg synes bare jeg er nødt til at fortælle, meget kort, hvorfor jeg helst vil skrive om dét, der er "det letteste" :-)

    SvarSlet
  2. Jamen kære Anita. Jeg respekterer skam helt og fuldt dit synspunkt, og ved at det jo er sådan mange har det. Jeg forstår det vel også godt et eller andet sted :) Her hos mig er det blevet meldt ud klart og tydeligt at jeg er nødt til at få luft på denne måde, og at jeg henter mange gode input og råd på den konto.

    Jeg er klar over at jeg muligvis stikker snuden lidt form langt frem når jeg nu har lavert sådan et indlæg, og det er egentlig slet ikke mig, at være så kontroversiel. Jeg er ikke vild med at gøre andre mennesker utilfredse med mig.. MEN jeg er stadig af den mening, at det er godt at dele for dem der har lyst til det.

    Tusind tak for din mening, den er bestemt fornuftigt syntes jeg :)

    Mange knus og rigtig god dag
    Henriette ;))

    SvarSlet
  3. You've got endnu en mail : )

    SvarSlet
  4. Tak Rikke, det var en god mail :-)
    Mange knus
    Henriette

    SvarSlet
  5. Og tak Anita for en dejlig udveksling af ord ;))
    Knus

    SvarSlet
  6. Selv tusind tak ;-)

    PS. bøgerne er nu sendt afsted i din retning...

    SvarSlet
  7. Tak!
    Jeg er gået ind i bloglivet med samme åbenhed, for jeg har lært at åbenhed nedbryder tabuer og åbenhed giver forståelse og åbenhed gør, at jeg selv kommer videre.
    At du også gør det, har jo gjort, at jeg dagligt læser med hos dig og i mine kommentarer til dig, får jeg selv reflekteret over min egen situation med både dit og dat.

    Så tak!

    SvarSlet
  8. Kære Mette, tusind tak for din kommentar. Det glæder mig jo at der trods alt er nogen der kan have gavn af mine skriblerier ;)

    Der skal være noget palds til alle og alle former for emner.

    Rigtig god aften og mange knus
    Henriette

    SvarSlet
  9. Kære Henriette.

    Tak for din åbenhed!
    Jeg synes det er flot og meget modigt, at du sådan deler ud med os andre. For mit eget vedkommende må jeg nok erkende, at jeg endnu ikke har lukket op for "godteposen", og ved heller ikke om jeg kommer til at turde. Min mand læser også min blog og derfor skriver jeg ikke alt, bl.a. for ikke at såre ham. Herhjemme er det dog også mest ekskæresten/moderen som der er problemer/konflikter med.(Det emne vil dog helt sikkert bliver berørt) Men jeg kan godt forestille mig, hvordan det vil blive når vi har 3-4 teenagere om nogle år...

    Kærlig hilsen
    Karina

    SvarSlet
  10. Jeg læser med og har læst med næsten hele vejen.
    Det er svære situationer du havner i gang på gang.
    Du får masser af gode råd med på vejen i kommentarerne, så jeg vil nøjes med at sende dig et kæmpe cyberknus og krydser fingre for, at du får en hurtig og brugbar løsning på de problemer du har :)

    SvarSlet