Den sidste dag

 

 

 

 

Så er det den sidste dag Josefine skal være på hospitalet, og i morgen eftermiddag er hun tilbage på Ålekistevej igen. Dog kun for en kortere bemærkning, da hun jo flytter 1.maj.

Der er masser der skal gøres og tænkes efter i sømmende, men jeg lægger mig i selen og hjælper kun på vej, ikke noget med at gøre det hele for hende. Sjovt nok ramte jeg ind i et program med Dr. Phil her til formiddag, en sjælden hændelse da jeg ellers ikke ser tv på det tidspunkt, men temaet i dagens program handlede netop om unge der er blevet hjulpet så meget at de intet kan/gider/tager ansvar for selv. Godt nok hed emnet generation me, og det handlede også om det der med, at denne nye generation af unge er så optaget af dem og deres, flere og flere bliver flasket op med at de er unikummer og ganske særlige, men det har en slagside der gør, at de slet ikke kan forholde sig til andres behov eller grænser. Meget bliver jo sagt i sådan et show, men humlen var god nok..

Det er IKKE en hjælp at mor og far redder sønnike eller datter, ud af de redeligheder de får rodet sig ud i, de er nødt til at gøre en indsats selv. Det gælder både når huslejen ikke kan betales, ( en knægt på 24 var i studiet og havde endnu aldrig haft et fast arbejde længere end tre mdr. Hans penge gik til fis og ballade, og mama betalte hans husleje ), når pengene er brugt inden der er tænkt på en hel måneds mad eller transport i bus og tog, når der skal ringes om det ene eller det andet og når der skal tages et ansvar.. Det er en bjørnetjeneste at gøre dem, fordi de ikke fatter at det kun er mor og far der syntes de er guds gave. Chokket er så meget større når de opdager realiteterne, og at verden er fuld af poder der har det som de.

Med andre ord..  Vi er alle en del af en helhed og et samfund der bygger på solidaritet og social bevidsthed.

Der er intet der er fortjent bare fordi de er født. De skal yde og gøre deres.

Reaktionen er i mange tilfælde at de unge får et mindre chok og bliver triste eller måske ligefrem deprimerede, fordi de oplever at de slet ikke er så meget mere særlige ude i livet, end de troede.  Mange tror heller ikke det er et ok liv, hvis ikke man er minimum berømt eller noget der ligner. Fra den vinkel kan jeg godt forstå, at det er noget af en downer, at opdage at der er millioner derude, som har de samme evner eller drømme som dem selv. Vi kan ikke alle være særligt talentfulde i det ekstreme, og det er vel egentlig også ok..

Min datter er for mig noget ganske særligt, hun er sin egen og min førstfødte. De evner hun har for at håndtere dyr og at tegne er helt unikke, så alene der har hun talent, men det er ikke det samme som at andre falder på halen over hende, så også hun skal lære at der skal arbejdes for at gøre sig fortjent til udmærkelse. Ikke noget hun er helt vild med at acceptere endnu.  Men det kommer vel med tiden, når hun er helt på toppen igen :)

Indtil da glæder jeg mig over at min kære lille fugleunge er blevet den smukkeste svane, og at hun nu folder sine vinger forsigtigt ud. Hun snubler måske i forsøget på at flyve, men jeg er både den der skubber hende og som nøder hende til at prøve igen. Det er hårdt men nødvendigt.

Jeg elsker hende