Denne lørdag morgen

At vågne op til sol er virkeligt noget der rykker på sådan en lørdag morgen.


Josefine er hjemme denne weekend, men til gengæld er de to yngste ikke hjemme og derfor er vi kun tre på adressen lige nu. Vi har sovet i stuen, noget vores pelsede venner er voldsomt begejstrede for, for de har tydeligvis savnet at kunne spæne rundt i den store sovesofa. Hu hej er det gået hele morgenen, over stok og sten og menneskeben, rundt og rundt i ring omkring vores kroppe. Under dynen og ud igen, hen og snuse og nippe til vores næser, kilde lidt og så tager vi lige en tur rundt igen.

Der pludres på livet løs, snakkes om hvilken vej der skal løbes, og så alligevel kan man se at de støder hovederne sammen, når de alligevel har for meget fart på. Det er så hyggeligt og jeg er sikker på at de også kan mærke at noget er ved at ske. At lyset er anderledes og at det snart er tid til at lege på altanen igen.

Lege håber jeg også at jeg kan komme til i dag. Jeg har frisk jord og stedmødre stående og vente på mig. Jeg syntes endnu det er for koldt udenfor, så de får lov at begynde deres tilværelse indenfor hos mig i mit værelse. Det er nogle hårdføre små planter, som jeg har oplevet dukke sig helt af en uvelkommen frostperiode og ovenikøbet også sne, for så at rejse sig igen og knejse med nakken, når solen igen varmer fra himlen.

De skal nok komme til at pryde mine altaner, når den tid kommer.


Sådan her har det set ud de forrige år:



Frodigt og kulørt og ikke til at slå ned, når bare der vandes og klippes



På vores mini mini lille altan i soveværelset er de en fantastisk udsigt af vågne op til


En taknemmelig plante der altid glæder og stråler, lige noget for mig