Her hjælper kun humor

Den sidste time har jeg siddet og surfet, med mobilen for øret og blødt blødt brød på min tallerken.


Ikke lige noget jeg normalt bedriver en søndag nat, kl meget sort og mørk og kold. Og hvorfor mon??


Tjaaa, efter tredje gang at vågne af et højt hyl fra mig selv, orkede jeg ikke mere. Der måtte gøres noget drastisk, for ellers kan søndagen gå hen og blive meget laaang altså.

Og hyle det er der grund til nu. Ikke med tårer, men med lyd på for som mange i blogland ved, så gør det edderfandens ondt at have tandpine...


Ved gud om jeg forstår hvorfor det gør ondt, når nu nerven blev fjernet for ikke så længe siden, men ondt det gør det. Den midlertidige fyldning jeg har haft i tanden, er pist verschvunden uden at jeg har tænkt mere over det. Og så alligevel. Bid for bid er der røget en lille flig, men da tandlægen står på næste uges liste over aftaler, så har jeg tænkt at det går jo nok.

NOT!

Derfor sidder jeg nu her, med smertestillende bestilt fra vagtlægen, til afhentning på Steno v/Rådhuspladsen og lidt blødt i maven til at lægge bunden for de piller jeg selv har haft liggende, men som bare ikke virker en bønne. Jeg skal virkelig tage mig sammen for at ta klunset på, starte bilen og så køre turen derind, fedte med at finde en parkeringsplads i byhelvedet, vente sammen med narkomaner og forældre til syge børn i en kø af uanet længde, når det er mørkt og nat. ( Ja ok.. nu er det vel nærmest morgen ? ) ( og jo jeg ved hvad jeg taler om, for den har jeg nemlig prøvet flere gange dengang ungerne var små).

Jo det gør ondt ja, men alligevel. Jeg tøver og prøver at mærke efter, om jeg kan klare at vente til det i det mindste er lidt mere dag, inden jeg tager afsted.


I ventetiden kan jeg jo passende bedrive tiden med det jeg ellers ikke lige får læst af blogs, skifte tema og sån. Hvad ellers kan man lave når Josefine sover på sofaen i stuen, John i sengen og jeg derfor ikke kan være for støjende?? Selvfølgelig ligger strikketøjet og lyttebogen derinde, og jeg sidder i mit lille værelse. Josefine er en let sover, og da jeg allerede har været i køkkenet een gang efter lidt kaffe/vand og brød, syntes jeg ikke jeg vil tage turen igennem stuen en gang mere. Marsvinene bliver helt balstyrrige hver gang de ser mig ;) De tror det er tid til mad som altid.


Så ja altså jeg griner sgu lidt.


Andet er der ikke at gøre. Jeg mener... et lægebesøg mandag fordi jeg skranter, og nu også et akut tandlægebesøg i den anden ende af verden, ku det se ud til.

Frau Putz, nu er det alvor og jeg tager plads i småt brandbart, som en anden halvvissen blomst der ikke længere duer til andet end lossepladsen.. ;)


Det er lige morsomt nok syntes jeg.