Fra nu af og til 1 maj..

 

…vil der nok ikke lyde så mange pip herfra.

 

 

Jeg har egentlig masser på hjerte, og mange ting der gerne vil ud, men jeg orker det ikke. Den sidste måneds tanker og møder, og det at vi er fem i huset igen, har taget hårdt på mig, og mine resourcer.

Jeg kan ikke helt forklare, hvad præcist det er der gør det, men her er bare mere uro. Flere lyde, flere søskendekontroverser, råb og bevægelse konstant omkring mig. Mere rod og mere snavset, mere rengøring og mere oprydning. Musik og tv der kører nogle gange til langt ud på natten, børn der er hjemme fra skole af alle mulige og umulige grunde, det hele er med til at køre mig i sænk.

Dag for dag har jeg mærket mine kræfter og mit menneskelige overskud svinde ind, mere og mere har jeg lyst til at bare gemme mig, synke ned under dynen hvor der er blødt og stille og lyddæmpet. Beskytte min ører og min hjerne for alt det der får den til at summe. “Lad mig være” lyder det inde i mig, lad mig få lov at hvile, men grænserne er ikke rigtigt til at forstå for de “små”, som ikke er så små endda.

Jeg elsker mine børn, men jeg er desværre en mor der kører på halv kraft, og det mærkes når der ikke er de stille timer hver dag, hvor ingen gør krav på min sjæl og min krop. Jo mere de opsøger mig, jo mere trækker jeg mig ind i mig selv, for at beskytte mig imod det, der føles som en invadering. For tiden er der ikke respekt og accept, og jeg oplever børn der mukker og giver mig skyldfølelse når jeg siger fra.

 

For raske  mennesker må det lyde fuldstændigt vanvittigt, og ja..  det er det vel også, men det er jo også det jeg er.

 

Lidt vanvittig…  eller i hvertfald ikke helt rask i hovedet.

 

Jeg læser med i blogland, men orker ikke at kommentere som jeg gerne ville, jeg mangler at besvare mails, glemmer at ringe tilbage, overser hjørner og slår mig fordi jeg indimellem dingler helt rundt. Mine elskede små spirer skal plantes videre i større potter, og det bliver nok det eneste jeg må tvinge mig selv til at gå i gang med i weekenden, for det ville gøre mig trist at se sommeren komme, uden de smukke farvepletter på altanen.

 

 

 

 

Godt jeg har mit strikketøj ;)