Alene hjemme

 

 

 

Noget så sjældet som en aften alene hjemme havde vi i går. Mira er hos mormor og Rasmus var til fest.  Og her til morgen oplever jeg så at stå op i absolut stilhed!  Det er så specielt at det ikke kan beskrives, og jeg vil bare benytte mig at muligheden for at tulle rundt og lytte til urets tikken og dyrene der gumler på deres salat.

Jeg elsker faktisk min familie, hvad nogen måske kunne tvivle på, men i perioder slider det på min psyke at være mor. Det er en ufatteligt svær situation at takle, den med at jeg har det så svært med støj, konstante stemmer der taler og taler og så teenageres energiudladninger.

Hvor jeg har det fint med et stille rum, er de to unge ved at gå ud af deres gode skind over, at komme hjem til så megen stilhed. De tænder straks alle apperater og går i gang med at skabe deres egen lyd for, at kunne føle sig godt tilpas. Rasmus klager over at der ikke sker nok og og jeg syntes her sker så absolut for meget..

 

Vi brugte to tre timer i går henne ved Josefine for at få hængt ting og sager op, og da vi var hjemme igen var jeg fuldstændigt færdig. Som i 100 år gammel færdig. Intet orkede jeg og den sjældne friaften blev tilbragt på langs i sofaen. Da jeg endelig kravlede i seng, lå jeg og fik den tanke at det er da helt urimeligt at jeg skal være SÅ træt, og i øvrigt træt hele tiden. Det er det ord der ringer mest i  mine ører i øjeblikket, og jeg er meget obs på at kæresten må være ved at få pip til tider, fordi jeg har det sådan.

Trætheden er psykisk, den ligger inde i hovedet og svøber mig ind i en tåge af mærkelige beslutninger og blå mærker.  Årsagen kender jeg jo egentlig godt, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at ændre på det. Jeg genoplever min tid i ægteskabet, jeg troede jeg var sluppet ud af for evigt, idet min egen søn som jo var alene med sin far i næsten tre år, mere og mere viser sider der er sin far op af dage. Besiddertrang, kontrol, jalousi og konstant overvågning er noget jeg bare ikke kan klare i mit liv, jeg vil ikke finde mig i at være ufri, men nu befinder jeg mig igen en den situation. Siger jeg fra er reaktionen også præcis den samme..  gråd, vrede og forurettede følelser, og en evne til at gøre mig skyldig i manglende kærlighed og omsorg vælter ud af ham.

 

Jeg føler mig magtesløs..