Så vidt så godt

 

Jeg har været en god pige og lyttet til både mig selv og I andre kloge kvinder herinde. Desværre er det sådan at jeg ikke lige kan møde op selv på nuværende tidspunkt, fordi den mindste bevægelse der giver stød i underlivet sender mig durk til stjernehimlen. Så jeg har ringet til lægen, og bedt om en henvisning til en gynækolog.

Det er så noget der kan give ventetid i flere mdr! Hm

Godtså, kan jeg få en henvisning til hospitalet evt? I betragtning af min historik?  Hmm  tja njoo, siger sekretæren og beder mig ringe igen kl 13.  Hun vil i mellemtiden lige høre lægemanden ad, og se om man kan gå en anden vej end den der fører forbi hans kosultation. Jeg vil scannes og ha tvivlen om cyster fjernet, og det kan min egen læge ikke lige gøre.

Det er ikke altid at den lige vej er den hurtigste, så jeg venter lidt endnu, imens jeg øv'er over at jeg i det hele taget har ondt. Og at jeg er nødt til at få det tjekket.

 

Jeg har faktisk en indrømmelse at gøre..

 

Det går rigtigt skidt på den sociale front for tiden. Jeg har så svært ved at komme ud, ja bare i tøjet faktisk at bare tanken om det uafvendelige lægebesøg der kommer, gør mig helt desperat. Jeg kan næsten ikke. Så hellere blive her og håbe det går over igen. Det er så svært for mig lige nu, at jeg som nogen måske har bemærket også kæmper for at holde mig selv i gang her på bloggen.

IKKE at det er det samme som at jeg ikke vil blogge længere, det er ikke der problemet ligger, jeg glæder mig over den verden, læser med ved jer andre, men jeg kan bare ikke give noget af mig selv for tiden. Min normale interesse og glæde ved at maile, kommunikere og tage "del" i de liv mine bloggevenner har, er svækket. Det huer mig ikke, men jeg har ikke energien til det.  Der suges af mig andre steder fra og det efterlader mig tom og slap simpelthen. Bare det at sætte mig til tasterne og fortælle om de lettere emner, som strik og dit og dat og kaffen i koppen, krævet på et eller andet plan noget af mig, noget som ikke er der nu.

Jeg er mærket af konsekvenserne af min eksmands påvirkning af mine børn...

Sidder tilbage med resterne at mine to elskede unger og er som mor den eneste de har. De er begge knyttede til John, men det er jo mig de helst vil bruge af når de har behov. Og behovet for nær nær kontakt er enormt, specielt hos den mindste af dem.  Så de dage jeg har i denne uge alene hjemme er timer der har høj værdig hos mig. Jeg værner om timerne som en udhungret, og vil ingenting der kræver noget af mig overhovedet. Heller ikke mit eget helbred..  Jeg vil bare sidde her og se uforpligtende tv, strikke/hækle og prøve at lade verden glide forbi. Jeg reagerer ved at trække mig helt ind i mig selv, ind bag den tynde skal der beskytter mig fra omverdenens krav om at få en bid af mig.

 

Jeg savner faktisk at blogge om stort og småt. Savner at jeg i det hele taget kan.

 

Du godeste hvor er jeg træt indeni.