14 juni 2010

At være en rigtig mor

 

 

SNC19829_resize

 

Rundt omkring i blogland breder der sig en sommerferiestemning. Der skrives om diverse planer og forventninger til hvordan ferien skal forløbe, drømme om vejret og samværet med familien. Det er som det skal være, og også her er der udsigt til ferie for børn og mand.

Som hjemmegående og med problemer omkring samvær i det hele taget, føler jeg mig som en Umor. Alle der går hjemme vil sikkert genkende fornemmelsen af IKKE at føle ferien som noget anderledes, forstået på den måde at man jo ikke kan holde ferie fra hjemmet. Kun hvis man har muligheden for at rejse væk og UD af hjemmet har man muligheden for at få glæde af feriefølelsen.

Jeg er næsten bange for at skrive om det, bange for stemplingen som en forfærdelig mor der aldrig burde have haft lov til i det hele taget af få børn, men jeg gør det alligevel i håbet om, at der bare findes nogen derude der kender det jeg vil skrive om. Og er det ikke tilfældet, ja så er intet jo ændret.

Jeg har minder fra en fjern fortid, om sommerferier der var som det jeg læser om rundt omkring. Noget jeg glædede mig til, så frem til med begejstring og som jeg hyggede mig ved tanken om. Allerede i januar blev sommerhuskataloget fundet frem og der blev studeret ivrigt, efter hvilken del af landet vi skulle bese og bebo i en tid. Ingen skal være i tvivl om at jeg dengang elskede at være feriende med min familie. Sommerdage fyldt med jordbær fra bondens bod, nye kartofler og røget makrel med dild, spil i massevis, strand og sand, sol og regn, is og køreture rundt i omegnen.

Men så blev jeg syg..

Siden ‘99 har det været helt anderledes og selvom jeg er laaangt forbi det værste, så kan jeg slet ikke overskue den lange skoleferie. Kan ikke overskue 7 uger hjemme med mine børn, og det gør mig så flov og ked af det. Jeg ved inderst inde at jeg ikke selv er skyld i min situation, men jeg kan ikke ryste den viden af mig, at jeg er mor og derfor burde være ekstatisk af forventning om den tid der venter. Lange dage med ingen planer og plads til impulsivitet.

Jeg har det bare ikke sådan. Jeg elsker mine børn, bekymrer mig om deres trivsel og ve og vel, vil dem det allerbedste, men jeg kan ikke præstere det jeg skal som mor. Jeg har selv valgt kærligheden og at være i en familie, har bevidst ikke villet være foruden, så jeg kan dårligt tillade mig at fortvivle over det. Jeg har ikke lyst til at være hende den mærkelige med huset fuldt af marsvin og varer der bringes til min dør, men noj hvor klarer jeg det bare ikke særligt godt, når vi har ferie i sigte. Det er som om at støjen, uroen og den ekstra rengøring tager forventninges glæde fra mig. Den viden om at der så er ikke er nogle flugtveje, eller at der så vil være døgnkrav om mad og alt muligt andet, tager pippet fra mig.

Der er helt klare forventninger til mig og ferien fra børnene, forventninger jeg ikke ved om jeg kan opfylde for dem.

Jeg savner følelsen af, og evnen til at være en rigtig mor..

 

15 kommentarer:

  1. Kære Henriette,
    Her rammer du igen plet og tager fat på endnu en bagside ved at lide af en psykisk sygdom!

    Som psykisk syg er det umuligt at gøre det samme som andre mødre. Nogle gange orker vi ingenting andre lidt. Børnene savner "mor-tid", som sundhedsplejersken sagde til mig.

    Da min ældste blev syg for alvor var det første, jeg blev mødt med: "Er du en meget besiddende og streng mor?"
    Med det samme antog min x, psykologer og andre professionelle, at det var min skyld og min fejl og min ringe evne som mor, der var grunden til min datters i øvrigt medfødte sarte sind.

    Men nu er jeg nødt til at se min mor-hed som værende det bedste, jeg kan byde ind med og at mine børn oplever deres barndom på den måde, de nu gør. For selvom jeg ikke er MODER-arketypen eller glansbilledet er jeg dog en mor, en nærværende, en fraværende, en kærlig, en frisk, en træt, en rask, en syg mor. Jeg står nu op om morgenen på trods af morgengruet, jeg tager på café og shoppetur, jeg spiller terninger, jeg krammer og kysser, læser højt, laver mad med, snakker om de svære og nære ting og meget andet.

    Andre børn lider under deres forældres arbejdsnarkomani, men INGEN vil anse disse forældre som dårlige, fordi deres børn får en høj levestandard, masser af ting, men som også er overladt til sig selv i stor udstrækning. Karrieremødre der kan klare 4 børn og en 24-7 karriere er rost til skyerne i magasiner, tv og andre steder.

    Hvad er værst? De forældre, der frivilligt vælger karrieren fremfor familien, eller de som ufrivilligt er afskåret fra at være arketypen og glansbilledet på en mor??

    Jeg synes, du er en dejlig mor. Du lytter til dig selv, du forholder dig til dine børn, du er kreativ, strikker, nyder blomster og din familie. Du er hjemme, de kender dig og din sygdom og vel er det en træls situation at stå i, men det gør I og sådan er det. Så tager I den derfra.

    Og så tilbage til sommerferien. Mine unger drager med mormor og kusinerne på ferie, hvor vi voksne er forment adgang, de vil gerne se andre mennesker end os i ferien, for det er også deres liv. Det kan jeg jo let gøre, når de selv ytrer ønske om det.

    Sommerferien er også for mig svær, fordi der ikk er min hverdags ro, hvor jeg har alle timerne til de vender hjem efter skole og arbejde. De er der hele tiden, så jeg er nødt til at trække mig meget.

    TAK! Jeg er glad for at du har taget hul på endnu et tabu!

    Kram og klem fra
    mette, der lige linker, så endnu flere kan læse om dette.

    SvarSlet
  2. Hollaop! Denne kommentar er længere, end mine indlæg på min egen blog, hi hi!

    SvarSlet
  3. Kan du ikke sende børnene lidt væk? På lejr eller tur med nogle kammerater eller noget?
    Jeg er vokset op med en mor, der efterhånden fik diagnosen manio-depressiv. Det, jeg husker bedst fra sommerferierne er de dejligt lange dage og forventningen om den årlige tur i Tivoli og Zoo og dejlige aften-strand-bade-ture.
    Det kan godt være, du føler dig som en elendig mor nogle gange, men ved du hvad. Du gør altså dit allerbedste - ingen kan gøre mere end det!
    Jeg elsker min egen mor for at have gjort sit bedste, på trods af alt.
    Desuden vil jeg lige minde om, at ikke alle bloglands-ferie-idyller er så idylleriske. Læs f.eks. her: http://2pinde.typepad.com/med_2_pinde/2009/07/overlevelsestur-turretur.html
    Jeg kan virkelig godt forstå, det ikke er nemt. Men jeg er meget imponeret over, at du dels er så åben, dels er så imponerende god til at sætte ord på!

    SvarSlet
  4. Hej Henriette.
    Det lyder helt forfærdeligt, og jeg kan nok slet ikke helt forstå, hvordan du har det. -men en god mor er, i mine øjne, en mor der elsker sig børn uendeligt meget, og det gør du.

    Knus og tanker
    Sonnie

    SvarSlet
  5. Du gør det som du kan bedst, for dig og dine,
    ingen kan forlange mere.
    I har sikkert jeres måde at holde ferie på,
    måske et spil i ny og næ, en god is, et kram,
    lidt grillmad en dag, lidt har også ret, bare det at bryde hverdagen lidt, er sikkert guld værd for dine børn.
    Og ved du hvad ?? Det kunne vi andres snotforkælet børn faktisk lære noget af.
    Det er ikke altid det der glimter der er guld ;)

    Knus Yt.

    SvarSlet
  6. At være en god mor, har da ikke noget at gøre med, om man tager på ferie eller ej.
    For så er jeg nok en af de værre mødre. Vi holdt vores første sommerhusferie (= ferie uden for hjemmet) i 2004 (vi fik børn i 1993).
    Jeg tror, du dømmer dig selv meget hårdt.

    Du HAR holdt ferie med dine børn, du HAR oplevet meget med dem og jo ældre de bliver , jo mindre gider de.

    Du overkommer det du kan og det ved dine børn jo. Du kan overkomme et tur i sommerhuset, du skriver så meget om og det er jo også at holde ferie/fri at tage der op. Bare det at komme væk fra de hjemlige 4 vægge, at gøre noget andet end til hverdag. Det tror jeg dine børn nyder lige så meget.

    Knus Kari

    SvarSlet
  7. Tænkte fuldstændig som Septemberliv. Man kan ikke måle sig selv på mor-barometeret udfra hvor mange ferie man holder med sine børn.

    I øvrigt bliver jeg "ramt" af Mette b's kommentar om, at man som psykisk syg umuligt kan gøre som andre mødre. Jeg er overbevist om, at der findes mødre (og fædre) med en psykisk sygdom der magter mere end nogle mødre (og fædre) uden en psykisk sygdom. Nogle magter ikke "uden grund". Så jeg synes ikke man skal dele det så skarpt op.

    Har du mulighed for, at sende børnene på en ferie uden dig? Kunne John tage dem på en uges ferie, hvor du er hjemme?

    Vær ikke så hård ved dig selv Henriette. Du er mor 100% af hjertet :)

    KNUS

    SvarSlet
  8. Der skal selvfølgelig stå "At være en rigtig mor..."

    Men der findes jo også børn der aldrig holder ferie. Det har dine børn været forskånet for!

    Knus knus

    SvarSlet
  9. Det er bestemt ikke for at lave sort/hvid, hvor vi som psykisk syge ikke kan mere end andre, men jeg mener at vores sygdom, ligesom andre sygdomme, har konsekvenser for vores børn, som vi ikke selv er herre over.

    I perioder er jeg ikke "til stede", når jeg har det skidt, mens jeg i andre perioder netop er meget til stede. Jeg skyder også på alle andre med karrieremenneskene som eksempel.

    Det, det handler om er jo ikke, hvem der er bedst i et kapløb, men at finde et normalitetsbegreb.

    Jeg ved, at vi alle er gode mødre. Vi har bare forskellige vilkår, som vores børn vokser op under, hvilket naturligvis præger dem.

    Jeg synes dette er vanvittig interessant og en vigtig snak, fordi vi er så mange, som tror at vi ikke er gode nok.

    Og det skyldes i mange tilfælde de glittede billeder af det perfekte liv i livsstilsmagasiner- og bøger, som vi labber i os. Jeg gør også, men har efter en årelang proces droppet intentionerne om at leve op til og i stedet bare nyde de dejlige billeder, som jeg kan drømme om.

    Kærligst,
    mette

    SvarSlet
  10. Jeg føler mig lige så u-mor agtig som dig, tror jeg. Jeg er alene med mine børn 24/7, året rundt. Min bror har selv børn og kunne ikke drømme om at tage sig af min et par dage. Mine forældre passer dem, hvis jeg beder om det, men der skal være en grund. Dvs. arbejde eller et selskab. Ikke alene-tid. Nu venter 4 ugers ferie så lige om lidt.

    Økonomien hænger sammen, og inkluderer måske nok både is og Legoland, men ikke noget, der fx involverer et fly - eller noget andet, der ville være nemt. For mig.
    Jeg har ufattelig dårlig samvittighed over, at jeg egentlig selv trænger til aflastning. En mor, der ikke vil holde ferie med sine børn! Har man hørt magen!

    Det vil jeg også. Og jeg gør det også. Og jeg er ikke plaget af fx sygdom, der gør det endnu sværere. Men jeg drømmer om den dag, hvor jeg kan holde bare to dages ferie for mig selv. Læse lidt i en bog, dyppe tæerne i vand, tænke sammehængende tanker. Vågne af mig selv. Og hvor ingen råber mor 8 gange i timen...Det er mit tabu. Tak fordi du delte dit. Kram

    SvarSlet
  11. Hej, du kender mig ikke, for jeg har lige fundet din blog gennem Claus Dalby's blogroll, og dette er første gang, jeg giver mig til kende i blogland - dit indlæg går lige i hjertet på mig, og jeg er derfor nødt til at give dig en kommentar med på vejen :-)

    Ligesom Septemberliv er jeg helt enig i, at man ikke kan måle sin forældre-værdi på, hvor mange ferier man holder udenfor hjemmet. En god mor måles på kærlighedsskalaen :-)

    Psykisk sygdom har været en del af mit liv de seneste 7 år, og jeg har i den tid ikke holdt ferie udenfor mit hjem sammen med min søn. Nu er min søn blevet en ung mand (14 år), der er virkelig god til at sætte ord på sine tanker og følelser. Ligesom dig har jeg tidligere lidt meget under min egen forestilling om at være en dårlig mor, men det er jeg heldigvis kommet ud over. Min søn formulerede nemlig sig således for et par år siden: "Mor, du er mit fristed. Her kan jeg slappe af og bare være til. Vi to skal ikke rejse og tage på ture - vi skal bare være sammen."

    Jeg er overbevist om, at det vigtigste for dine børn også er at være sammen med dig. Det, at de feks kan gå i nattøj hele dagen, er nok til, at det er ferie (noget andet end hverdagen) :-)

    Du må undskylde min lange kommentar, og den er ikke videre godt formuleret, for den er meget spontan, men jeg håber inderligt, at du kan læse mellem linierne og få følelsen af, at du ikke behøver at rejse for at give dine børn en god ferie.

    Jeg har tilføjet dig til mine favoritter, da du lyder til at være en spændende kvinde, jeg gerne vil følge. Såfremt du får lyst og/eller behov for at vende tanker om de særlige vilkår, psykisk sårbare kvinder har i forbindelse med at være mødre, så er du hjertelig velkommen til at sende mig en mail :-)

    Kærlige tanker fra
    Louise

    SvarSlet
  12. Kære Alle sammen hvor er det utroligt godt for mig at I skriver til mig. Jeg bøvler med min morrolle og mine egne forestillinger, så jeg har virkelig gavn af jeres ord.

    Det glæder mig at I gider og der står så meget. :-)

    Til Christunte:

    Jeg håber at der kan komme lidt bedsteforældretid, men det er ikke sikkert det kan lade sig gøre. Jeg har klikket på dit link og jeg er virkelig glad for at læse det. Uhh det trængte jeg til. :) Knus og tak til dig

    Til Hulebo OG Louise I gammelby:

    VELKOMMEN og tusind tak for jeres kommentarer. Jeg er så glad for jeres besøg og at I havde lyst til at kommentere. Jeg håber I kigger ind igen :-)


    Jeg kan se at jeg skal prøve at være mindre krævende over for mig selv, så det vil jeg nu øve mig på. Bolgland er fantastisk og Det er jo ren terapi det her.. Ligeså godt som at sidde ved psykologen næsten.

    Jeg ønsker jer alle en god dag og sender masser af knus rundt til jer.

    Kærlig hilsen
    Henriette :-))

    SvarSlet
  13. PS Louise: Jeg kan ikke finde din mail nogen steder.. Hvad gør jeg??

    SvarSlet
  14. Hej Henriette :-)

    Nu fandt jeg allerede herind igen, for jeg MÅTTE bare lige se din reaktion. Det glæder mig meget, at du vil øve dig i at lade de høje krav til dig selv blive mindre, for ingen kan leve op til så tårnhøje krav :-)

    Undskyld, jeg er da en klovn, når jeg ikke skriver min mailadresse :-)

    Kærlig hilsen
    Louise
    lolesendk@gmail.com

    SvarSlet
  15. hihi Louise, man vel altid øve sig ik.. ;)

    Tak for din adresse, jeg føjer den til i min gmail liste.

    Knus Henriette

    SvarSlet