Tankefulde måger

 

 

Som en anden soldat foran dronninges slot, gik ham her vagt foran mit vindue i går aftes. De menige måger stod på rad og række henover tagryggen og jeg syntes det er et pragtfuldt syn:

Jeg har den senere tid skrevet flere indlæg om min egen selvopfattelse som mor. Det optager mig enormt meget for tiden, og alle her skal ikke være i tvivl om at de ting I skriver til mig har en stor betydning for mig.  Søstersolidaritet og kvinde til kvinde råd er de ord der kommer springende, når jeg sådan tænker over det. Det er virkelig guld værd, og jeg tænker meget over hvad det er, der bliver skrevet til mig.

Jeg vil forsøge at være mindre krævende og skrue ned for mine egne forventninger til mig selv.  En     M E G E T    svær opgave…

Nu hvor vi har nået det halve år ind i 2010, kan jeg også lige tage en midtvejsstatus med, omkring hvordan det går med mine mål for året. Det står skrevet herude til højre.

At smile mere gik fantastisk til at begynde med, og jeg syntes stadigt at jeg generelt er gladere end sidste år, MEN de seneste to mdr er det blevet mere anstrengt til tider. Jeg døjer med at have overskud til de problemer vores tre børn hver især har. Og igen.. med fare for at få en stempling som et dårligt menneske, så må jeg her ærligt tilstå, at det er endog virkelig svært, at leve i en hverdag med et aspergerbarn. Et barn der ikke engang er mit eget og, som derfor ikke altid sender de moderlige impulser igennem mig, som mine egne gør uanset opførsel.  For at sige det som det er, så er der tider i løbet af dagen hvor de grå hår springer frem i flok på mit hoved, og hvor jeg næsten ikke er i stand til at bekæmpe min trang til at skrige højt af desperation.

Tålmodighed er nøgleordet her.

Tålmodighed, som alt andet lige altid er lettere at finde over for egne unger, end andres. Jeg ved det.. det er også et tabubelagt emne, men sådan er det altså bare.

Hun er sød ingen tvivl om  det. Glad og imødekommende det meste af tiden, men TONStung at have med at gøre. Det er en virkelig svær personlighed, ( som kolliderer med min egen ), og vi ved begge at hun får det svært senere i livet derude. Noget vi taler om og, som vi heldigvis kan kigge på med mindre bekymring nu, hvor hun skal på denne særlige efterskole ,der træner netop hendes slags i de daglige rutiner og    “sådan SKAL det bare gøres”    ting.

Jeg vil ikke begynde at skrive om alle de små ting, det har jeg fortalt om tidligere, men netop de der små ting hver dag, er dem der trækker tænder ud. Og dem der får mit smil til at stivne. DET arbejder jeg også med, men sgutte altid med lige stor succes.

At komme ud hver dag er kikset fuldstændigt!

Det er en meget stor hurdle for mig, og et mål jeg nok ikke lige når i år. Når jeg endelig er ude, går det udemærket og jeg nyder naturen og lyset. Det er bare den forbandede hoveddør der er så svær at gå igennem.

 

 

En større ydre og indre ro…  Hmmm mjaaa, tjoo, tum ti tummm…

Ikke lige så let heller. Nogle gange er den der, andre gange ved jeg slet ikke hvad ordet betyder. Jeg prøver, kigger indad og tænker over alt muligt. Prøver at få hold på mig selv, men her har jeg en diagnose der spænder ben for mig. Som regel just når det begynder at gå godt. En tanke/ide ( som det eksempel jeg kom med i sidste måned) bliver sået i min hjerne og så ruller skateboardet i fuld fart, og det med den indre ro er som at prøve at tænke som en mand... Helt umuligt simpelthen, men her er det så at jeg SKAL lære at tale om det, inden det går helt galt. Så det må være målet i stedet for måske??

Åbn kæften Henriette.  Speak up goddamn it..