At være en rigtig mor

 

 

 

Rundt omkring i blogland breder der sig en sommerferiestemning. Der skrives om diverse planer og forventninger til hvordan ferien skal forløbe, drømme om vejret og samværet med familien. Det er som det skal være, og også her er der udsigt til ferie for børn og mand.

Som hjemmegående og med problemer omkring samvær i det hele taget, føler jeg mig som en Umor. Alle der går hjemme vil sikkert genkende fornemmelsen af IKKE at føle ferien som noget anderledes, forstået på den måde at man jo ikke kan holde ferie fra hjemmet. Kun hvis man har muligheden for at rejse væk og UD af hjemmet har man muligheden for at få glæde af feriefølelsen.

Jeg er næsten bange for at skrive om det, bange for stemplingen som en forfærdelig mor der aldrig burde have haft lov til i det hele taget af få børn, men jeg gør det alligevel i håbet om, at der bare findes nogen derude der kender det jeg vil skrive om. Og er det ikke tilfældet, ja så er intet jo ændret.

Jeg har minder fra en fjern fortid, om sommerferier der var som det jeg læser om rundt omkring. Noget jeg glædede mig til, så frem til med begejstring og som jeg hyggede mig ved tanken om. Allerede i januar blev sommerhuskataloget fundet frem og der blev studeret ivrigt, efter hvilken del af landet vi skulle bese og bebo i en tid. Ingen skal være i tvivl om at jeg dengang elskede at være feriende med min familie. Sommerdage fyldt med jordbær fra bondens bod, nye kartofler og røget makrel med dild, spil i massevis, strand og sand, sol og regn, is og køreture rundt i omegnen.

Men så blev jeg syg..

Siden ‘99 har det været helt anderledes og selvom jeg er laaangt forbi det værste, så kan jeg slet ikke overskue den lange skoleferie. Kan ikke overskue 7 uger hjemme med mine børn, og det gør mig så flov og ked af det. Jeg ved inderst inde at jeg ikke selv er skyld i min situation, men jeg kan ikke ryste den viden af mig, at jeg er mor og derfor burde være ekstatisk af forventning om den tid der venter. Lange dage med ingen planer og plads til impulsivitet.

Jeg har det bare ikke sådan. Jeg elsker mine børn, bekymrer mig om deres trivsel og ve og vel, vil dem det allerbedste, men jeg kan ikke præstere det jeg skal som mor. Jeg har selv valgt kærligheden og at være i en familie, har bevidst ikke villet være foruden, så jeg kan dårligt tillade mig at fortvivle over det. Jeg har ikke lyst til at være hende den mærkelige med huset fuldt af marsvin og varer der bringes til min dør, men noj hvor klarer jeg det bare ikke særligt godt, når vi har ferie i sigte. Det er som om at støjen, uroen og den ekstra rengøring tager forventninges glæde fra mig. Den viden om at der så er ikke er nogle flugtveje, eller at der så vil være døgnkrav om mad og alt muligt andet, tager pippet fra mig.

Der er helt klare forventninger til mig og ferien fra børnene, forventninger jeg ikke ved om jeg kan opfylde for dem.

Jeg savner følelsen af, og evnen til at være en rigtig mor..