100 og hvad der videre hændte

 

 

 

 

 

 

Inden jeg fortsætter på historien om kvinden og manden, skal jeg lige råbe højt hurra :-)

Jeg er nemlig stolt som en pave, og benovet som et barn foran julemanden. At tænke sig..  jeg har rundet de 100 faste læsere!  Det havde jeg aldrig i min vildeste fantasi troet skulle ske for mig, da jeg begyndte at blogge. Jeg er jo bare lille mig, der bøvler med alt muligt og som ikke kan præstere hverken DIY’s eller 15 daglige indlæg med beretninger fra et interessant liv. Jeg syntes selv at jeg har noget på hjerte, men har også hele tiden været bevidst om, at mange muligvis ville finde mig lige lidt FOR åbenhjertig, FOR tæt på, og FOR trist til tider. Det er alt andet lige lettere, at forholde sig til de mere upersonlige emner og glade tidener, men altså der har jeg åbenbart troet forkert.

Glad er jeg, for det giver mig jo en voldsom incitation til at blive ved med, at gøre det jeg nu syntes jeg gør godt. At fortælle og bruge ord på en måde, så den vide verden får indsigt i, og større forståelse for, hvordan livet former sig for en kvinde med pukkel på ryggen. En pukkel der alt for ofte betyder nedture og dårlige dage, men som ikke vejer så meget, som den gjorde en gang.. trods alt. Der er masser af faktorer i hverdagen der giver mig glæde, jeg er bare ikke så dygtig til at se dem til tider.

Jeg har skrevet det mange gange før og jeg gør det lige igen. At blogge har givet mig SÅ meget, se bare her:

- Respons og andre vinkler på mine tanker. Input fra en bunke intelligente og livserfarne kvinder, med hvert deres at komme med og som de med glæde giver mig lov til at bruge af, så min egen hverdag kan blive lettere. En masse sparringspartnere, der hver især har hjulpet på deres måde, når jeg har brugt bloggen til at græde snot, eller bare pive på. Inge har nogensinde beklaget sig over, at jeg kan være en tudemarie eller en klagemoster.

TUSIND tak for det allesammen :-)

- Også et par enkelte søde og dejlige mænd har givet deres besyv med her, hvilket i dén grad er en overraskelse for mig. Tænk sig at de gider..  At de gider læse med på en udpræget feminin og kvindagtig blog, er da fantastisk ikke? 

- Et helt nyt liv som ivrig strikkenørd, ramte mig kort efter jeg begynte at skrive her. DET har været en gave simpelthen. Det hjælper mig hver eneste dag, og betyder en helt ny form for terapi når jeg hænger med snuden. Jeg elsker det simpelthen og det fylder meget i mit liv nu. Tak til alle de smukke og inspirerende strikkedamer, der også blogger og som deler af deres erfaring. Mange af dem har glædet mig ved at gide læse med her hos mig amatør.

- Min hverdag som pensionist, og dermed hjemmegående har fået mere kulør på, og jeg har fået mere kontakt socialt pga bloggeriet. De fleste ved jo nu, at jeg døjer virkelig meget med at komme ud og deraf kommer til at isolere mig alt for meget. Alle de mennesker jeg har “mødt” her, og dem jeg har mødt IRL, har givet min hverdag en helt anden dimension og jeg er ikke længere så huleboeragtig. TAK for det allesammen. Man bliver mærkelig i hovedet af IKKE, at kommunikere med andre, og I har vel egentlig reddet mig fra at gå helt i frø. Noget min familie helt bestemt har mærket og er glade for på mine og egne vegne. Det er nemlig ikke nemt at leve omkring mig, det ved jeg godt. At jeg nu får oplevelser jeg kan fortælle om, gør at jeg ikke suger så meget på dem når de kommer hjem. Forstår I hvad jeg mener??

Alt i alt elsker jeg at blogge, selvom jeg også tit er for træt eller uoplagt til det. For ikke så længe siden erkendte jeg her, at jeg for min egen skyld skulle sætte det mål at skrive bare et enkelt indlæg hver dag. Det tvinger mig nemlig til at bruge hovedet og til at stå op på de sorte dage. Bare nogle få ord eller et billede er nok. Ikke hver dag er jo en kilde til de store fortællinger, det ved vi alle der skriver :-)  Det har virket godt for mig, og bortset fra min ferie-næsten-pause har jeg holdt det tror jeg nok..

Pyhh nu blev jeg helt træt efter alt det takkeri og denne lange “tale” hihi, jeg venter lige et par timer før jeg vender tilbage med en opfølger på forrige indlæg. Jeg kan godt afsløre, at jeg har haft gavn af de mange kommentarer, og jeg har det langt bedre i dag. Heldigvis da.

Heldigt er det forresten også at det her er overskyet, for jeg trænger til at få luftet ud både her i huset og inde i mit hoved. Det har værket de sidste dage og den friskere luft er en lise.

Vi “ses” senere..