Tidlig stilhed

 

 

Sidder her på den sidste feriedag og nyder stilheden og fuglenes kvidren udenfor. Klokken er otte. Ved siden af mig ligger min elskede og sover tungt, og i rummet ved siden af ligger Rasmus i samme tilstand. Mira er stadigt hos sine bedsteforældre.

Jeg er vågnet med en kold arm der har ligget forkert. Min strikkearm faktisk og derfor er jeg nu iført en langærmet t-shirt der skal få varme tilbage igen. I det hele taget er jeg ikke helt i orden fysisk. Jeg aner ikke hvorfor, men mine øjne er totalt hævede og jeg ligner en bokser efter kamp, så med en halvvissen arm og svuldent blik sidder jeg her for at skrive lidt. Et kønt syn.. 

Mange har prøvet det før jeg, også jeg selv forøvrigt, men den sidste feriedag gør mig trist og lidt tudevorn. IKKE fordi jeg har været lidt ude af flippen over skuffede forventninger, men mere fordi den årlige ferieslutning også symboliserer, at så går vi imod næste årstid med hastigere skridt end før. Jeg ved godt at sommeren er lang endnu og at der kommer minimum to gode måneder inden mørket og kulden vender tilbage igen, men det ændrer ikke på denne stemning jeg er i lige nu.  Som efter barndommens jul, får jeg nærmest en efter-ferie-nedtur.  Bare sådan en lille bitte en af slagsen, der suger i maven.  Kender I det?? Jeg HADER nye tider. Hader, at noget længe ventet og trods alt godt er slut, og at nyt skal begynde.

Jeg vil have min ferie tilbage…

Jeg fik virkelig noget at tænke over af kommentarene til torsdagens historie, men inden jeg nåede at vise kæresten hvad jeg havde skrevet, skete endnu en ting og så knækkede filmen simpelthen. Jeg tudede og fik usammenhængende fortalt hvad jeg følte. Uden at gå i detaljer reagerede han med først at blive sur og ikke fatte en meter, men efter en tid kunne han godt se min pointe, og det her handler om flere ting. Der skal ikke herske tvivl om at vi skal have rundet problemet igen, men mit budskab gik ind, og nu er spørgsmålet så bare om det ændrer ved noget..? 

Tog jeg en forkert beslutning, da jeg valgte at blive i december??  Indtil nu har jeg faktisk ikke følt det sådan, for uanset hvilket forhold man er i, vil der altid være skuffelser og frustrationer, og jeg er ikke så naiv at jeg tror man kan finde den ufejlbarlige partner.   Bare tag et kig på mig..  Hvordan mon det er at være den der elsker mig??( Umuligt.. hvis I spørger mig selv )  Gør man det, skal man samtidigt stå model til IKKE at vide, hvornår jeg reagerer på et eller andet, fordi jeg ikke pipper før jeg er ved at dø af sult. Jeg mener stadig at han har handlet ubetænktsomt, men måske er skylden også lidt min egen, fordi jeg ikke siger noget allerede første gang. Ingen kan læse tanker desværre.. Igennem mit liv og helt fra jeg var lille, har min oplevelse været at jeg ikke har ret til at føle vrede eller skuffelse, eller at sige fra og give udtryk for utilfredshed. Jeg er altid blevet mødt med afvisning og endda isolation, og er gang på gang endt med at stå alene tilbage. Jeg har brugt år på, at forsøge at lære at være tro mod mig selv, men nu kan jeg så se at det er næsten umuligt at blive det gamle mønster kvit. Uden regelmæssige terapitimer til hele tiden at støtte mig, ryger jeg tilbage til udgangspunket..  Vrede er mig helt umuligt at indeholde. Ihvertfald når det handler om dem jeg er bange for at miste. Jeg KAN bare ikke finde følelsen frem. I stedet går jeg i dvale indvendigt, lukker det inde, lukker ned og bliver dårlig i stedet for.

Tryghed er nøglen her. Hvis jeg kunne føle mig helt tryg i forvisningen om at jeg IKKE bliver elsket mindre, eller bliver forladt fordi jeg er mig, så ville jeg nok langsomt kunne ændre på det, og her rammer vi så nøglen til de problemer jeg har, og som derfor også min elskede får.Jeg føler mig stadigt ikke tryg i forholdet. En sørgelig og frygtelig følge af hele det drama der var sidste efterår og jul. Nogle rejser sig hurtigt, nogle går bare deres vej, nogle kommer sig ALDRIG over det, og andre igen bliver, glemmer og går videre. JEG ruger stadig. Ikke hele tiden og hver time af dagen, men sådan når der opstår ting og situationer jeg ikke forstår. Så er det jeg vender tilbage til udgangspunktet og tror at NU bliver jeg forladt..igen.  Faktum er at det gør jeg ikke. Om og om igen bliver det sagt til mig at jeg er elsket, at der ikke er tvivl om kærligheden til mig, og at der ingen tvivl er fra kærestens side af græsplænen. Jeg syntes måske nok det her ville have været et godt træk, netop i tiden efter dramaet, at kæresten udsendte tydelige signaler over for omverdenen, at han elsker mig, og det har jeg sagt til ham nu. Desværre må jeg så også her tilstå, at jeg faktisk godt er klar over, at han har sat de mennesker omkring ham, der ikke er “tilfredse” på plads, men jeg har ikke kunnet “høre” det. Han har faktisk meldt klart ud, men punktummet ville jo være mere markant hvis han også demonstrerede det syntes jeg.

En anden ting er, at jeg ikke rigtigt kan forstå at forhold generelt kan ændre sig. Jeg har læst at det går i faser og, at den første forelskelse forsvinder til fordel for noget andet og dybere, men her er jeg anderledes åbenbart. Jeg er stadigt dybt forelsket,og jeg kan ikke forstå at det ikke er som det var i begyndelsen. Hvorfor ændrer det sig? Hvorfor hvorfor..  jeg bliver bare ved med at have disse stærke følelser. Voldsomt og heftigt og altopslugende til tider. Igen… en borderliners klassiske problem.. ALt eller intet, sort eller hvidt, enten eller, kold eller varm, og ja eller nej.  Ingen gråzoner og mellemveje. Enten elsker man 100 % hele tiden, ellers også gør man slet ikke.

Pyhh nu er jeg blevet helt træt af mig selv og mine skriverier..  at sætte ord på livets store problematikker er død hårdt, og jeg keder mig selv nu, hvilket betyder at jeg nok også er begyndt at lulle mine læsere i søvn på dette tidspunkt. Summa summarum er, at jeg skal have mig en snak med min elskede om det jeg har skrevet om her. SLUT

Kom så.. OP med jer, UD med jer. Ikke sidde her og læse om psykisk uligevægtige væsener med bøvl i hjertet. UD i sommeren og VID SÅ, at jeg nok skal komme op og videre også.

Lige om lidt.