Jeg har det ad pommern til…

 

 

 

 

Ham her er så sløv i varmen at han bliver i bevæglesen af løb, og ikke engang orker at trække begge ben op på puden. Der ligger han så i hele og halve timer og bare kigger på mig. 

 

“ MOR, jeg har det alt for varmt “..

 

 

 

 

Jeg selv kæmper med sygdommens grimme fjæs. Ved godt, at de sidste næsten tre ugers få ferieskriv har været solrige, og fyldt med glæde og sådan er det da også, men inde bag ved…  helt inde i hjertet har jeg det alt for tit skidt.  Den med, at borderlinere blandt andet ikke kan rumme modsatrettede følelser, er i dén grad min plageånd. Forvirring, sorg, og ekstrem træthed, kvalme og hovedpine er følgen og hele tiden i hælene på mig.  Alt alt for ofte “udsættes” jeg for information, jeg ikke kan reagere på på en fornuftig og rationel måde. En underlig konsekvens af de mange års terapi er, at jeg i dag er sindssygt bevidst om AT jeg reagerer, men på een og samme tid, kan jeg ikke finde ud af om mine reaktioner er fornuft eller sygdom…  Om reaktionerne er sygdommen eller om de er rimelige og som andre ville reagere. Jeg aner ikke hvordan jeg skal håndtere stormen indvendigt. Det betyder at jeg trækker mig helt ind i mig selv og bliver stille,  hvor jeg før terapien “bare” reagerede spontant, rasede ud eller hvad jeg nu gjorde. I dag lægger jeg hele tiden bånd på mig selv for ikke at være en hystade.

 

Indtil jeg en dag får et udvidet kursus i at sætte grænser og sige fra, vil smerten aldrig forsvinde. Tårer vil rende mere eller mindre i en jævn strøm de dage jeg går i stykker, og i skjul må jeg forsøge at reparere mig selv.

 

 

Jeg har det rent ud sagt ad helvede til