Pip

 

 

 

 

 

 

Jeg opsender et lille pip, med besked om at jeg er i live endnu, men også at det ikke føles  sådan lige nu. Et par rigtigt gode dage, med masser af dejlige oplevelser og god snak, betyder at jeg siden eftermiddagen i dag har ligget udstrakt som en anden kristus på korset. Helt og aldeles smadret både fysisk og mentalt. Ikke at jeg ville have været dagene foruden, det ville jeg bestemt ikke, men jeg glemte altså lige spillereglerne. Dem I ved nok, der handler om, hvad jeg kan og må, hvis jeg ikke skal betale en pris der er for dyr.

 

Først nu kan jeg se ud af mine øjne, og tale uden at snøvle, høre uden at lukke helt af og sidde oprejst uden kvalme. Ja jeg ved det..  det lyder vildt og voldsomt, men sådan har det altså været siden kl halv to, hvor jeg var hjemme igen efter et hyggeligt møde med en anden blogger der som jeg, lider af borderline. Vi havde sat hinanden stævne for at se om det ville være noget, at vi mødtes og måske også kan ses ind i mellem på sigt, for simpelthen at kunne dele erfaringer og tale om den sygdom der fylder livet med bøvl. Ikke at det skal være en tudeseance, eller dyrkning af selvmedlidenhed, men mere som et middel til større selvforståelse, og måske især for at opdage at det, der er så specielt for os, alligevel er noget også andre kender til. Den der med at …  “sådan har jeg det også..”

 

Egentlig er der to andre vi også meget gerne ville have med til sådan et møde, men de bor langt fra os, så indtil nu er det bare June og jeg der har drukket goddag i kaffe og sodavand på et strøg i en by.  For mit eget vedkommende har det været et ønske, fordi jeg ikke tidligere har været i kontakt med borderlinere. Ikke en eneste faktisk, heller ikke da jeg var indlagt. Sjovt nok..   For mig er det helt fantastisk at opdage, at jeg ikke er alene om de symptomer jeg render rundt med, og jeg vil mægtigt gerne i den udstrækning jeg magter det, følge op med flere møder. Jeg ved endnu ikke om June også tænker sådan, og er det ikke tilfældet er det helt ok. Det er jo ikke givet at man falder i hak, eller syntes at det alligevel klikker efter at have talt IRL, så vi får se. Jeg fik i hvertfald et godt indtryk af en kvinde der kæmper som jeg selv, og som desuden skal være mor for et mindre barn. Det er ikke altid lige morsomt.   

 

Små to timer sad vi og sludrede forsigtigt og lidt nervøst om stort og småt, og mere skal der ikke til for mig. Inden vi sagde farvel var jeg træt i hovedet og fyldt af ord som skulle finde sin plads, og turen hjem i bilen gik kun lige. Koldt vand og åbent vindue hjalp, og heldigvis skulle jeg ikke køre så langt, men jeg bliver stadigt tosset over at sølle to timer kvæster mig sådan.  For fanden da, det er sgu da så ligetil. To mennesker, lidt samtale og så er den ged barberet ik…   Men nej.  Det er og bliver bare noget jeg SKAL forholde mig til. Om og om igen har jeg skrevet om netop dette, men jeg er stadig ikke helt afklaret med at jeg ikke kan mere end det.

 

 

Nå, men i morgen følger endnu en dag og kan jeg, så er der en der har tilbudt at gå tur med hunden ( mig *fnis*) og er jeg sød, får jeg måske lov til at gå helt uden snor hihi.  Bare sådan en lille tur, måske med indlagt bænk og strik til.  DET ser jeg frem til, men mere må det heller ikke være, for igen lørdag aften skal jeg være i selskab med andre en John og børn, så der skal jeg være frisk og klar i bøtten.

 

Jeg tror jeg går ind og lægger mig.. :-)