18 august 2010

Så rammer den igen..

 

 

Følelsen af afmagt.

 

Min datter har kun mig.

 

Min søn har kun mig.

 

Mine grænser tæller ikke.

 

Mine ord bliver ikke hørt.

 

Jeg elsker mine børn, men jeg bliver ædt op ind til benet.

 

De få kræfter jeg har, bruges til at kæmpe for min korte tid i ro.

 

Men jeg skal undskylde, forsvare og forklare, om og om igen.

 

Tynges af skyld over ikke at orke 24 timers døgnvagt som rådgiver/problemknuser og organisator.

 

De har kun mig, og de ved det.

 

Jeg er så træt og vil bare ligge under dynen. Gemme mig og slippe for menneskelig kontakt. Den slags der skal bruge mig til noget.

 

Bare jeg sad på en øde ø.

 

UDEN mobil…

12 kommentarer:

  1. Kære Henriette,

    Er faktisk lidt tom for ord, men ville lige fortælle, at jeg læser med og tænker på dig.

    Knus

    SvarSlet
  2. Det er også nok for mig kære June. Tak fordi du skrev. Jeg har stadigt mascaraen på fra i lørdags, burde gå i bad, men jeg orker simpelthen ikke.

    Jeg har ikke mere af give af lige nu, ikke engang til mig selv..

    Knus til dig søde

    SvarSlet
  3. Knus kram og varme tanker til dig fra mig.

    SvarSlet
  4. Tak Inge. Det varmer og jeg har brug for det :)

    Knus tilbage

    SvarSlet
  5. Det må være hårdt. Jeg føler med dig!

    Kan I evt. lave en aftale om en dag i ugen, hvor de ikke kan kontakte dig? Eller efter et bestemt tidspunkt hver dag? Bare en eller anden form for afgrænsning, så du også får tid til dig selv - det er du nødt til, for at kunne være der for dem!

    Kram fra mig
    Polka

    SvarSlet
  6. Mine ord bliver ikke hørt.
    Nej ikke altid, og det er ikke godt, det er en belastende situation som kræver assistance. Det eneste du kan gøre nu er at gentage hvad du siger, være pædagogisk og sige "forstår du, vi må klare detteher sammen, jeg er træt."

    De fleste forstår at man er træt. Hvis de ikke forstår det, så har de vel så meget energi at de selv kan løse problemet? Nej nej jeg ved det godt, så enkelt er det ikke.

    SvarSlet
  7. Jeg læser din blog (hver gang du skriver), men har ofte svært ved at finde ord til trøst!
    Kan der gøres noget for at hjælpe dig, er jeg nok ikke den rette til at rådgive - desværre!
    Knus til dig

    SvarSlet
  8. Det var måske ikke en dum ide Polka. Tak for den ;)

    Knus og håber at du har det godt.
    Henriette

    SvarSlet
  9. Nej, det er søreme ikke let Donald. Jeg har umådeligt svært ved at sætte grænser desværre.

    Knus for din kommentar, jeg bliver så glad når du skriver ;)

    SvarSlet
  10. Kære Kirsten, det gør mig glad bare at få en hilsen fra dig, så det er skam nok :)

    Jeg skriver jo fordi jeg ikke kan rumme tingene indvendigt, så det hjælper også at få det ud her.

    Mange knus
    Henriette

    SvarSlet
  11. Det hjælper nok ikke så meget... Men du er ikke alene om at have det sådan.......

    Nogen dage er "bedre" end andre... Og ved du ... nogen gange må en mor altså også godt få nok... Og ikke kunne mere...

    Og på en alle anden måde klare vi "det" altid, selv om det virker håbløst... Det må være den der hemlig styrke de siger en mor har.

    Stort web knus,
    Hyggehygge
    Marianne

    SvarSlet
  12. Kære Julemig. Tak for din kommentar, den hjælper og varmer mig skal du vide :)

    Stort knus tilbage til dig
    Kh Henriette ;)

    SvarSlet