Ja ja jeg ved det.. Jeg har jo lovet at øve mig i optimismens svære kunst, men når jeg er overstimuleret, underskudsramt med ro, og trætheden dominerer hele mit system, har jeg uendeligt svært ved at tralle og synge. På de dage kører tankerne endnu mere end ellers, og alt det jeg normalt er ( næsten) i stand til at fortrænge af mørke tanker og tunge spekulationer, skubber sig frem i første række af min bevidsthed.
Den besked jeg fik på min fødselsdag, har jeg haft lidt svært ved at tage med oprejst pande. Eller.. jo jeg skal jo nok tackle det og tage det som det kommer, for som jeg har skrevet er det hverken dødeligt eller farligt, andre har fået værre beskeder en min, men et eller andet sted føler jeg mig lidt amputeret. At vide at mit underliv ikke fungerer som det skal er altså ret så hårdt. At skulle forholde sig til en fremtid med smerter, som i værste fald kun bliver værre, er næsten ikke til at bære.
Jeg ved at det nok skal gå, at der er flere muligheder for lindring, og at jeg er begavet med en mand der elsker mig, og som siger at også DET skal vi nok klare sammen, men lige nu er jeg bare lidt nedtrykt over det.
Kan man sige at jeg mærker alderen trykke??? ;)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar