Her skulle det have handlet om efterskolen, men..

Jeg har egentlig lovet at fortælle om lørdagens udflugt til efterskolen. Der er masser af underholdning i den dags oplevelser, og også søndag bød på mulighed for ord om skønhed, efterårsfarver og hygge i stearinlysenes skær.

Desværre bliver det ikke i dag jeg kan skrive om det. Mandag gik min hjerne og min krop i baglås og jeg har det virkeligt skidt lige nu. Det ene øjeblik står jeg på planteskolen for at hente husløg og lidt andet til altan og retreat, det næste ringer telefonen og jeg går fuldstændigt ned. Visse samtaler, visse problemstilinger og visse krav til mig som menneske, ligger ud over hvad jeg formår og reaktionen var voldsom.

Efter planteskolen var planen at jeg skulle hente Rasmus ved skolen. Han ville imidlertid IKKE med hjem alligevel.. så jeg vendte bilen og kørte mod Godthåbsvej for at kigge ind til Jorun Garn, som jeg har set omtalt på Ravelry og andre steder her i bloglands strikkeunivers. Inden jeg nåede så langt bimlede min mobil og Rasmus var igen i røret. Denne gang for at fortælle at han alligevel gerne ville med hjem og om jeg ikke kunne vende bilen og køre tilbage. Altså søde..  Først er det livsvigtigt at blive hentet, så ikke alligevel, og  så igen..  vil han med hjem. Jeg slog fast at NU måtte han sgu tage bussen.

Besøget i Jorun endte med ingenting for mine tanker var helt andre steder, og jeg var hurtigt tilbage i bilen for at køre hjem. Så langt nåede jeg bare ikke. Bedst som jeg holder og venter i et kryds får jeg vanvittigt ondt. Det føles som om ribbenene strammer til om lungerne og jeg kan næsten ikke trække vejret. Hedeture, hjertebanken og rysten på hænderne gør mig voldsomt utilpas og jeg må parkere på en sidevej for at samle mig. Der sidder jeg så. Tankerne ræser og  jeg mærker bare lysten til at smide håndklædet i ringen. Give op og stå af.



Den senere tid har jeg forsøgt at se de gode ting ved tilværelsen, forkusere på de små glæder og fremhæve det positive, glædet mig over den kærlighed jeg modtager fra kæresten og familien, ikke altid med lige stort held, men jeg har virkeligt prøvet.  Sandheden er bare at det er en kamp hver eneste dag. En kamp at skulle tage medicin med bivirkninger, en kamp at forsøge at overvinde den depression der hele tiden ligger lige under overfladen og truer med at kigge frem. En kamp at bevare optimismen trods et helbred der bliver dårligere, og er alt for dårligt i forhold til min alder. En kamp for at fungere bare nogenlunde så de forventninger der er til mig som mor kan indfries.   En kamp at forholde mig og hjælpe med alle de problemer der hele tiden fylder min datters hverdag.

Hvad skal det hele nytte? Hvorfor kæmper jeg? og til hvis glæde?

Min generelle livskvalitet er bare for ringe, det ved jeg selv og jeg bliver mindet om det hver eneste dag, når jeg er nødt til at afslå besøg både ude og hjemme, når jeg efter nærmest ingen ting oplever en træthed der er så voldsom at jeg kan sove overalt og gør det. Jeg forsøger at ignorere de begrænsninger og insistere på at leve bare en lille smule som andre. Alle der har prøvet at leve med en depression, ved hvad jeg mener når jeg siger, at man på et sekund kan rammes af så lammende en træthed, at selve det at løfte hovedet og kigge ud over dynekanten bliver noget der kan minde om det rene fitness program. Det var det der skete i går da jeg sad der i bilen. At løfte blikket og holde fast i rettet, styre bilen hjem og bestige trapperne til anden sal, tog tyve gange så lang tid som ellers. L A N G S O M T og med bly i skoene fik jeg fragtet mig selv hjem. Ringet efter John for at få hjælp, og sidenhen efter endnu en time med overtøjet på i en stol, ku jeg gå det sidste stykke hen til sengen for at mærke dynens tyngde om min krop.

Siden har jeg intet kunnet.

Jeg ved at det går over igen. At jeg igen formår at rejse mig og se fremad, men lige nu overvældes jeg af magtesløshed. Gider jeg overhovedet kæmpe videre? Mod smerter i underlivet, der igen er under udvikling, en hverdag med et minimum af energi, men med at maximum af dårlig samvittighed fordi jeg ikke er den mor mine børn forventer af mig. Med bevidstheden om at jeg ville have godt af en livsstilsændring, som jeg bare ikke kan overskue at gå i gang med for mig selv. Sundere kost og motion kræver både overblik og evnen til at fastholde sig i det, og netop koncentration og overblik har jeg ikke meget af.  Især det at jeg dagligt og om og om igen, skal forklare, undskylde og beklage at jeg er som jeg er, dræner mig. Jeg selv prøver at acceptere min situation, men det er pokkers svært når jeg mærker at det samme ikke er tilfældet hos mine nærmeste.

Jeg ved sgu ikke..  hvad nytter det egentlig?



Er der stavefejl og manglende kommaer i dag, beklager jeg.