28 september 2010

Her skulle det have handlet om efterskolen, men..




Jeg har egentlig lovet at fortælle om lørdagens udflugt til efterskolen. Der er masser af underholdning i den dags oplevelser, og også søndag bød på mulighed for ord om skønhed, efterårsfarver og hygge i stearinlysenes skær.

Desværre bliver det ikke i dag jeg kan skrive om det. Mandag gik min hjerne og min krop i baglås og jeg har det virkeligt skidt lige nu. Det ene øjeblik står jeg på planteskolen for at hente husløg og lidt andet til altan og retreat, det næste ringer telefonen og jeg går fuldstændigt ned. Visse samtaler, visse problemstilinger og visse krav til mig som menneske, ligger ud over hvad jeg formår og reaktionen var voldsom.

Efter planteskolen var planen at jeg skulle hente Rasmus ved skolen. Han ville imidlertid IKKE med hjem alligevel.. så jeg vendte bilen og kørte mod Godthåbsvej for at kigge ind til Jorun Garn, som jeg har set omtalt på Ravelry og andre steder her i bloglands strikkeunivers. Inden jeg nåede så langt bimlede min mobil og Rasmus var igen i røret. Denne gang for at fortælle at han alligevel gerne ville med hjem og om jeg ikke kunne vende bilen og køre tilbage. Altså søde..  Først er det livsvigtigt at blive hentet, så ikke alligevel, og  så igen..  vil han med hjem. Jeg slog fast at NU måtte han sgu tage bussen.

Besøget i Jorun endte med ingenting for mine tanker var helt andre steder, og jeg var hurtigt tilbage i bilen for at køre hjem. Så langt nåede jeg bare ikke. Bedst som jeg holder og venter i et kryds får jeg vanvittigt ondt. Det føles som om ribbenene strammer til om lungerne og jeg kan næsten ikke trække vejret. Hedeture, hjertebanken og rysten på hænderne gør mig voldsomt utilpas og jeg må parkere på en sidevej for at samle mig. Der sidder jeg så. Tankerne ræser og  jeg mærker bare lysten til at smide håndklædet i ringen. Give op og stå af.


SNC12658_resize
Den senere tid har jeg forsøgt at se de gode ting ved tilværelsen, forkusere på de små glæder og fremhæve det positive, glædet mig over den kærlighed jeg modtager fra kæresten og familien, ikke altid med lige stort held, men jeg har virkeligt prøvet.  Sandheden er bare at det er en kamp hver eneste dag. En kamp at skulle tage medicin med bivirkninger, en kamp at forsøge at overvinde den depression der hele tiden ligger lige under overfladen og truer med at kigge frem. En kamp at bevare optimismen trods et helbred der bliver dårligere, og er alt for dårligt i forhold til min alder. En kamp for at fungere bare nogenlunde så de forventninger der er til mig som mor kan indfries.   En kamp at forholde mig og hjælpe med alle de problemer der hele tiden fylder min datters hverdag.

Hvad skal det hele nytte? Hvorfor kæmper jeg? og til hvis glæde?

Min generelle livskvalitet er bare for ringe, det ved jeg selv og jeg bliver mindet om det hver eneste dag, når jeg er nødt til at afslå besøg både ude og hjemme, når jeg efter nærmest ingen ting oplever en træthed der er så voldsom at jeg kan sove overalt og gør det. Jeg forsøger at ignorere de begrænsninger og insistere på at leve bare en lille smule som andre. Alle der har prøvet at leve med en depression, ved hvad jeg mener når jeg siger, at man på et sekund kan rammes af så lammende en træthed, at selve det at løfte hovedet og kigge ud over dynekanten bliver noget der kan minde om det rene fitness program. Det var det der skete i går da jeg sad der i bilen. At løfte blikket og holde fast i rettet, styre bilen hjem og bestige trapperne til anden sal, tog tyve gange så lang tid som ellers. L A N G S O M T og med bly i skoene fik jeg fragtet mig selv hjem. Ringet efter John for at få hjælp, og sidenhen efter endnu en time med overtøjet på i en stol, ku jeg gå det sidste stykke hen til sengen for at mærke dynens tyngde om min krop.

Siden har jeg intet kunnet.

Jeg ved at det går over igen. At jeg igen formår at rejse mig og se fremad, men lige nu overvældes jeg af magtesløshed. Gider jeg overhovedet kæmpe videre? Mod smerter i underlivet, der igen er under udvikling, en hverdag med et minimum af energi, men med at maximum af dårlig samvittighed fordi jeg ikke er den mor mine børn forventer af mig. Med bevidstheden om at jeg ville have godt af en livsstilsændring, som jeg bare ikke kan overskue at gå i gang med for mig selv. Sundere kost og motion kræver både overblik og evnen til at fastholde sig i det, og netop koncentration og overblik har jeg ikke meget af.  Især det at jeg dagligt og om og om igen, skal forklare, undskylde og beklage at jeg er som jeg er, dræner mig. Jeg selv prøver at acceptere min situation, men det er pokkers svært når jeg mærker at det samme ikke er tilfældet hos mine nærmeste.

Jeg ved sgu ikke..  hvad nytter det egentlig?



Er der stavefejl og manglende kommaer i dag, beklager jeg. 

20 kommentarer:

  1. Pardon my french:
    Åh, for helvede, Henriette! Ja, jeg kender til den tilstand, du er i. Det ene øjeblik er det ok og det næste rutscher man ned i angsten, tristheden, meningsløsheden.

    Du ER en god mor og du er lige præcis den mor, dine børn vil have.
    Du ER en dejlig kæreste og lige præcis den kæreste, John vil have og har brug for og elsker.
    Du er et dejligt menneske, der blandt andet beriger min verden med dine skriverier, dine betragtninger og din humor.

    Det er så skide svært at acceptere, at man kun kan én sølle ting om dagen. De dage, hvor jeg prøver mere end det, lænker mig til sofaen eller sengen dagen efter. Og det er det ikke mange der kan forstå. Egentlig kan jeg heller ikke.
    De dage, hvor andre stiller krav til mig, ender som regel med at jeg bryder sammen, fordi jeg ikke kan leve op til det eller tror jeg kan og så kan jeg ikke alligevel.

    Jeg skal til min kluddermor nu og prøve at snakke med hende om præcis de ting plus min temperament, som er eksplosivt!

    Mange varme og kærlige tanker fra mig til dig.

    Kram fra
    mette

    SvarSlet
  2. Altså jeg blir virkelig så ked af at læse, hvad du skriver. Jeg synes det lyder som om du får alt for lidt hjælp til din depression.
    Det løber mig koldt ned af ryggen, når du skriver du overvejer om du overhovedet gider kæmpe mere. Jeg håber ikke de ord betyder, hvad jeg tror. Håber virkelig jeg misforstår.....
    Kære Henriette, søg mere hjælp....ved godt det er svært :-)
    Knus

    SvarSlet
  3. Søde dig, tænker på dig og sender varme over broen til dig.
    Kh

    SvarSlet
  4. Åhhh for pokker søde Henriette.. Hvor er det bare alt for svært at være dig lige nu. Jeg er glad for at du selv ved, at du kommer op til overfladen igen. Men jeg tænker også du har brug for mere hjælp lige nu.
    Mette skriver det jo så rigtigt til dig, du er dig og du er god nok, dine børn og din familie elsker dig højt, og os herude i bloglandia giver du så meget, når vi får lov at få indblik og forstå din fine, men så skrøbelige hverdag.
    Mange tanker og varme knus til dig
    fra Inge

    SvarSlet
  5. ja, ikke at jeg forestiller mig at jeg forstår hvordan du har det, men min förste tanke er alligevel: hvorfor har hun ikke en fast, mindst ugentlig, tid hos en psykolog? det er i min verden ikke acceptabelt at have det som du har det, og er det sådan skal man have hjælp. når man ikke får hjælp til at få styr på det mentale har kroppen det med at sige fra og tvinge os til at söge hjælp, så mon ikke nogen af dine kropslige symptomer er psychosomatiske? og selvfölgelig er du god nok, men enhver person vil jo være tilböjelig til at give op når man har det så skidt.
    kh.fra Island
    Frida

    SvarSlet
  6. Hvis man ikke selv synes man er god nok....

    Så kan intet få en til at tror på at andre synes man er god nok !!!

    Ved godt det ikke er let.. Men prøv at tro på at når du gør dit bedste , så er det godt nok ...

    Dem der elsker dig, ved jo forhåbentlig hvordan du har det og hvordan du er stykket sammen...

    Men... jeg kender det... Jeg kender din smerte... Men jeg øver mig hver dag... i at tro på at jeg er god nok....

    Ved ikke om det nogen siden lykkes... Men jeg prøver.

    Og jo... det er kampen værd.... Det tror jeg fuldt og fast på....

    SvarSlet
  7. Åååååhhhhh Skatter altså.....

    JO JO JO det er kampen værd.....

    I 2002 var jeg SÅ langt nede at jeg kun kunne holde ud at være sammen med mine børn MAX.10 min ad gangen og sjældent mere end 2 gange i døgnet... Det var bare for uoverskueligt.....

    Og jeg er vendt tilbage til livet... Om muligt i endnu bedre form end før jeg for alvor gik ned..

    Men kampen for at komme op igen har været hård... Jeg vil ikke lyve for dig.... Den er dælme tuff, og jeg har været ved at opgive mange gange.....

    Du gør dit bedste udfra de omstændigheder du har med dig nu... Måske er det bedste ikke godt nok, lige nu... Men du kæmper for at komme dertil... Og kæresten din, må tage et ekstra nap...

    Sejt at du sagde fra overfor Rasmus.... Det kræver en stor styrke... Spec. når man er svag...

    Keep fighting.... Your worth it ;)

    Knuz
    Arduinna <3

    SvarSlet
  8. Hold op de andre siger det så fint.
    Jeg mener det samme - du er det hele værd.

    SvarSlet
  9. Åhh nej, Henriette! Jeg føler med dig og ved, hvordan det føles, når alt bare er for meget og man helst vil være fri. Fri for det hele.

    Jeg håber virkelig, at du finder styrke til at kæmpe videre og ikke mindst, at du finder ud af, at DER ER en mening med det at gøre det!

    Kram fra mig!

    SvarSlet
  10. Kære Mette, jeg ved jo godt at det er rigtigt hvad du skriver, det er bare svært at holde sig oppe nogen gange.
    Det betyder virkeligt meget at jeg får støtte også herinde fra, især når det er som nu :)

    Mange tak og knus
    Henriette

    SvarSlet
  11. Kære Jane. Det gør jeg nok ikke, men det skyldes nok også mig selv, fordi jeg har svært ved at komme ud og dermed få talt med nogen.

    Du kan være rolig, jeg finder ikke på noget dumt, det er mere den der lyst til simpelthen bare at sove og sove, og vågne en dag uden al bagagen ;)

    Tusind tak fordi du skrev og var bekymret, det varmer mit hjerte.

    Mange knus
    Henriette

    SvarSlet
  12. Kære Inge, hvor det betyder virkeligt meget for mig at du skriver som du gør. Tusind tak for det og for at du kigger forbi her.
    Det varmer min sjæl :)

    Kærlig hilsen
    Henriette

    SvarSlet
  13. Kære Frida.

    Jeg bør nok tage mig sammen og få tider igen ved psykologen. Tusind tak for dine ord, det betyder alverden lige nu.

    Kærlig hilsen
    Henriette :O

    SvarSlet
  14. Kære Julemig.

    Jeg er bare træt træt, og fyldt med en fornemmelse af at nu orker jeg bare ikke flere problemer som andre har og som JEG skal håndtere for dem.. Kender du det?

    Tak for din hilsen, det var sødt af dig at skrive til mig
    Knus Henriette

    SvarSlet
  15. Kære Arduinna, jeg syntes godt nok der er langt ud af den tunnel lige nu ;)

    Tusind tak for din hilsen
    Knus
    Henriette

    SvarSlet
  16. Kære Polka. Jo jeg skal jo nok rejse mig igen, men lige nu er jeg bare træt og træt af altid at være det..

    Sikke en kæreste jeg er..

    Knus

    SvarSlet