Medicineringens svære balancegang ( rapport fra afd psyk #4 )

 

 

GODT SÅ!

Det kan jeg så sige herfra i dag. Der er nu to typer medicin jeg absolut IKKE har godt af, meeeeen der er jo mange mange andre slags at vælge imellem. Som fra en bolsjekrukke skal man stikke hånden ned i udvalget, og finde liiige præcis det “bolsje” der “smager” godt..

De er mægtigt obs på herinde, at jeg har haft et uhensigtsmæssigt søvnmønster de senere år, og at det også kan være en faktor omkring depressionens tag i mig. For at sige det som det er, så har jeg generelt svært ved at hømme mig selv i kassen om aftenen, og når jeg endelig er der bliver det sent før jeg føler lyst til at sove. Trods det har jeg for det meste alligevel været vågen enten sammen med John kl seks morgen, eller allersenest når han kyssede mig farvel ved syvtiden. Så har jeg været vågen et par timer eller tre, har derefter sovet lidt igen, været vågen, sovet lidt igen og så…  jahhh, aftentid og så tager vi turen igen.

Det er blevet mig bemærket at DET skal laves om. NU!    Jeg klapper hælene sammen og gør honnør med ordene JAVEL Fru Læge. 

Ej, jeg kan godt selv se det. Det er ikke godt for hverken krop eller sjæl, og jeg vil faktisk rigtigt gerne have nye døgnrytmer og system i mine hverdage. Det der med medicin til at falde til ro på og til at sove på og til at slappe af på og til guderne må vide hvad mere, kan være ret så tricky. En balancegang omkring for meget og for længe, og for lidt i for kort tid. Jeg selv hader stadset, men måtte jo ty til det beroligende en tre ugers tid inden jeg blev indlagt, for simpelthen at kunne standse bare lidt af de indre rystelser. Desværre bliver man/jeg M E G E T hurtigt afhængig af det, og allerede da jeg kom herind, var kroppen hooked. Det betyder at pillen virker når man tager den, MEN allerede efter fire timer ophører effekten og resten af natten består af konstant vekslen mellem at sove og vågne, sove og vågne indtil jeg til sidst står op.

SÅ altså..  det blev besluttet af en enig bestyrelse ( mig, læge og kontaktperson), at jeg skal vænnes fra Benzodiazepinerne, og i stedet ha noget andet, for jeg har voldsomt brug for den nattesøvn, og er endnu ikke stabil nok til helt at stå af piller der hjælper på det, endnu.

Onsdag aften var så aftenen  hvor jeg skulle prøve noget andet, og jeg fik ordineret et alternativ som i kombination med nedtrapning af sovepillen, skulle give mig en god nattesøvn. DET må man så sige at jeg fik! MED bonus faktisk, i form af hævede fødder, hænder og øjne jeg ikke kunne åbne næste morgen, TOTALT svævende fornemmelse, og en form for handlingslammelse der bla fik mig til at være helt zombieagtig. Den fornemmelse forsvandt først langt ud på eftermiddagen torsdag. Så det blev besluttet at det skulle vendes med den søde lægedame fredag formiddag, og her kom bolsjekrukken så frem igen , og et andet præparat kom på bordet. Denne gang en pille, der skulle indtages et par timer før sovetid, og som skulle virke på samme måde, som når man naturligt bliver mere og mere tændt på at gå i seng for at sove til normaltid.

Javel Ja.

Her er det at jeg må indrømme, at jeg nu tager en alm afvænning med hvad deraf følger af uregelmæssig søvn, men i samråd med en anden snild lægedame bliver det ikke før jeg har det rigtigt godt igen. For sove det SKAL jeg altså gøre i helbredelsesprocessen.

Det der hændte fredag aften var som følger:

Jeg skulle tage en pille ved titiden, men allerede halvti blev bolsjevognen kørt rundt på afd, så jeg tager bare hele bundtet og erklærer at en halv time fra eller til, må være lige fedt. Om jeg bliver træt halv tolv eller tolv.. Potatoes potaatoos ik . 

NOT!

Præcis et kvarter senere fik jeg voldsomme vanskeligheder med at færdiggøre et skriv på facebook, min mund kunne ikke få ordene ud ved tale, jeg blev svimmel helt ud i det vanvittige og havde jeg ikke vidst bedre, ville jeg sige at jeg havde fået en ordentlig brandert på. Jeg snøvletænker så at jeg hellere bare må lukke computeren og sove, så jeg kører sengen tilbage til liggeposition,men da jeg lukker øjnene har jeg de vildeste lysglimt der ligesom eksploderer som en blitz inde bag lågene. En million billeder suser forbi mit indre øje, farver og lyd kører rundt i psykedeliske mønstre. Hmmm tåger jeg, men bliver bare liggende. Kan faktisk ikke andet, for stå på benene er lodret helt umuligt. Ved titiden kommer sygeplejemanden så ind for lige at chekke om pillen er begyndt at virke..

MMTTJOOOO siger jeg..

Hans bekymring når nye højder, da jeg også begynder at ryste helt ukontrolleret og fryse som på arktis uden kluns på kroppen. Jeg får mere tøj på og ekstra tæpper på sengen, varmen bliver skruet op i radiatoren og en læge bliver tilkaldt. På det tidspunkt er mit blodtryk begyndt at falde og det bliver det ved med i timevis. Hele natten til lørdag bliver altså en nat med halvtimelige check af hjerte og blodtryk, servering af saft og youghurt, mere check og så lige lidt mere. Gentagne lægebesøg og personalet der kigger til mig hele tiden.

Det siger sig selv, at jeg var fuldstændigt færdig her til morgen ( lørdag), og denne virkning aftog først langt ud på eftermiddagen. Jeg blev beordret til at blive i sengen og ikke stå ud ved egen hjælp indtil ved frokosttid. Derefter havde jeg igen fået skiftet den askegrå kulør i ansigtet ud med en mere lyserød en af slagsen, og jeg insisterede på at gå en lille tur. Ude i bilen har jeg nemlig fået mig et lager af mælk og andre kølevarer, som ikke må stå i afd. køleskab. ( Det er noget med sundhedsstyrelsen!!) Mig ud i sneen, finde mælk og andet frem, pløje mig en tur igennem snedriverne og hjem igen, hvor jeg derefter tog fat på at skovle sne fra terassen og bygge mig en mini snemand på bordet. Alt sammen i forsøget på at få skidtet arbejdet ud af kroppen.

Den sidste jeg mærkede til den syrede pille, var gevaldige efterrysteture, hjertebanken og småpanik, så en beroligende måtte tage det sidste og NU

…Er jeg mig selv igen… Lidt småtræt og ør i kasketten, men ok og totalt chilled hihi.

 

 

 

Jeg tænker at det måske er ok at vi dropper flere eksperimenter for denne gang??