Forrygende søndag, men så…( rapport fra afd psyk #5 )

(Beklager den forringede billedkvalitet, men jeg har jo heller ikke noget rigtigt kamera længere..)

 

 

Søndag var en god dag, trods den totale mangel på noget, der bare mindede om en adventskrans her på afd. Den nåede ikke at blive fremstillet, og når den engang kommer på plads, vil det være med en form for elektriske stearinlys!!  Hmmm  Ingen har åbenbart endnu opfundet et kalenderlys der ikke er levende :( Så det må vi undvære.

 

Nå, men jeg var vågnet tidligt, og allerede ved halv nitiden klædte jeg mig på med forhåndenværende varme fra min medbragte garderobe. GODT man er strikker, så to sjaler, een sweater og et par vanter senere tog jeg de første skridt på en vandring i området ved hospitalet.  Da det jo var en god dag, blev det hurtigt til en ekspedition efter smukke eller interessante detaljer. Min tanke var at selv om jeg befinder mig et møgkedeligt sted, behøver det hele jo ikke være det. Se bare her:

 

 

 

 

 

 

Også bygningerne gemmer på både smukke og fine detaljer:

 

 

 

 

 

Jeg fandt et hjerte og flere fuglereder:

 

 

 

 

Et kig ud til den virkelige verden:

 

 

Og til sidste skal I se at jeg har bygget min egen lille snemand. Billedet er fra i nat.. ( ja ja, jeg har ikke sovet. Altså som i SLET IKKE..)

 

Da jeg kom hjem igen var der helt uden at jeg opdagede det gået mere end en time. Jeg var stolt og glad, for at have gjort det så godt.

 

Derfra fortsatte jeg med min første lysbehandling, og noooojjj hvor er det dejligt at sidde foran sådan en lampe. Jeg får en time ( det handler lidt om afstanden fra lampen og til mit hoved ), og i den time skal jeg bare sidde med front mod lyset, og jeg kan enten strikke ( som i går), eller skrive ( som lige nu) . Jeg håber sådan det hjælper, og er spændt på hvornår og om jeg kan mærke effekten.

 

Ligeså dejlig en dag jeg havde, ligeså en forfærdelig og gyselig nat har det været i nat. Som et lyn fra en klar himmel, ramtes jeg af de realiteter som jeg jo lever i og med. Sorgen dukkede op igen, og tankerne om alt det jeg føler jeg har mistet fik tag i mit hjerte. Jeg VED med min fornuft at jeg skal flytte og at jeg skal gemme min kærlighed væk til en anden go’ gang, men mit hjerte… det kan ikke rumme det. Så jeg har vandret, røget, vandret igen, siddet på min pilatesbold og forsøgt at finde fodfæste, drukket kamillethe, strikket, vandret, og mest af alt har jeg bare tudet tudet tudet. 

 

Det mærkelige er at jeg stadigt KAN græde, for jeg husker udemærket der hvor jeg føler mig svigtet, og dermed burde være lettet over at det nu er slut med det.

 

 

Men er der ikke noget med at BURDE er død??