Mobilt netværk til låns

 

 

Kære allesammen. Jeg har lånt et mobilt netværk af Josefine, for det ligger mig meget på sinde at fortælle om status og ikke mindst takke for jeres støtte og opbakning.

 

Jeg er blevet indlagt på en lukket!!! afd, da personalet mener jeg er alt for nedtrykt til at kunne overlades uden overvågning. En underlig men også utroligt tryg fornemmelse. Da jeg har mine to børn som jeg elsker og skal passe på, kunne det aldrig falde mig ind at gøre noget dumt, MEN jeg har helt klart givet udtryk for en lyst til bare at sove sove sove.

Jeg bliver holdt øje med, nurset om, passet på, og talt med til den store guldmedalje og som da jeg første gang lå her ( 1999 og igen i 2000 ), er dette hospitals psykiatriske enhed vældigt kompetente og obs på behovet hos den enkelte patient.

Jeg fik feks med det samme udleveret en kugledyne, fordi jeg er så forbandet utryg når jeg skal sove. Jeg har svært ved at finde hvile og ro, og dynen fungerer som et kæmpe kram. Til dem af  jer der ikke ved hvad en kugledyne er, kan jeg sige at det er en dyne ( nemlig selvfølgelig) MEN den er fyldt med bolde der tilsammen vejer noget der ligner et ton, men nok nærmere er omkring 10 kg. Når jeg ligger med den ovenpå den alm dyne ( som er pergamenttynd!! ØV), så føles det som om nogen holder om mig, og samtidigt hjælper den til at jeg kan mærke min krop. Det er nemlig svært når man mister sig selv.

 

Behandlingens fokus går først og fremmest på at få mig op at stå igen. Dertil kontrolleres medicinen, jeg bliver tilbudt samtaler af enhver art, både kognitive og fra psykolog og heldigvis er min faste psyk  jo knyttet til hospitalet, så hun kommer her til mig og hjælper.

Af de samtaler der har været indtil nu, hvor jeg er blevet detaljeret udspurgt om de senere års forløb, og især om sidste juls oplevelse og de efterreaktioner der har været, har lægerne vurderet ( og jeg er enig) at jeg i hele dette år har gået rundt med noget henad post traumatisk stress. Symptomerne der handler om vild angst for at blive forladt, problemer med at trække vejret, indre konstant uro, panik ved uventede situationer, OG så den bekymring der har været i forbindelse med Josefine og Rasmus, alle er faktorer der har bragt mig her hvor jeg er nu.

Så der er sat gang i, at jeg skal til at genfinde Henriette, få bugt med frygten, og opbygge overskud og glæden igen.

 

 

Hvad der sker fra nu og frem omkring bolig og økonomi ved jeg ikke, men for min egen skyld VIL og MÅ og SKAL jeg arbejde på at få mig selv tilbage. Tilbage til hende der kunne trække vejret selv, uden at suge al luft ud af sine omgivelser.. Tilbage til hende der havde lysten til at passe på sig selv og sin verden.

 

Ingen aner hvor meget det har betyder og betyder at jeg mærker omsorg her fre blogland. Jeg kan kun sige at det betyder KÆMPE for mig.

 

Knus til alle for denne gang.