How to remain sane ( rapport fra afd psyk #1 )

 

 

Det er fredag aften på afd psyk.

 

Efter nu fem dage i tryg varetægt, sidder jeg her og skal igennem min første fredag i mit nye liv uden min elskede. For at sige det som det er, så er det så smertefuldt at jeg hellere vil føde en hest på tværs, end at opleve dette nogensinde igen.

 

Hjertesorg, indlagt, fredag aften, november, og helt alene.

 

“How to remain sane” ? , spørger The Ark.   Tjaaaa…

 

Jeg tager helt bogstaveligt eet minut ad gangen, imens jeg skæver til den mobil der pludseligt er blevet min livline til fornuften udenfor disse fire vægge. Problemet er jo bare at den eneste der IKKE ringer, er ham jeg allerhelst vil høre fra..

 

Vi tager lige remsen fra en ende af, så er det overstået for jer derude for denne gang:

 

Jeg savner HAM

Jeg savner mine børn

Jeg savner HAM

Jeg savner mine små pelsede basser

Jeg savner HANS hænder, som er de smukkeste og tryggeste i verden

Jeg savner mit tøj

Jeg savner HANS favntag som indtil for fjorten dage siden holdt mig så tæt hver eneste nat

Jeg savner mit hjem ( som nu ikke er mit mere..)

Jeg savner HANS duft på puden ved siden af min

Jeg savner mine støvler og sko

Jeg savner at HAN kysser mig godmorgen

Jeg savner den Henriette der var, og som er gemt et sted inden i min sjæl.

Jeg savner HANS krop som er den smukkeste jeg har haft i mine hænder nogen sinde.

Jeg savner mine varme tæpper

Jeg savner det blik som HAN så på mig med,   engang..

 

MEST af alt så savner jeg hele 2008 som var det lykkeligste år i mit ellers bøvlede liv. Savner euforien, glæden og lykkefølelsen.  Savner løfterne om en dejlig fremtid.

 

Hvad jeg ikke savner, er alle de bekymringer og den smerte der har fyldt for meget i 2009 og 2010. Problemet er, at jeg har elsket ( alt for meget) og PÅ TRODS af alt, hvorimod min elskede ikke har magtet at gøre det samme. Ikke magtet at elske mig på trods af sygdom, venners manglende støtte og svære tider. Det kan også blive FOR svært, det ved jeg. Der er grænser og man må stå af når man begynder at svinde ind selv.

 

Bare noget lort at jeg ikke har kunnet stå af selv, da jeg begyndte at svinde…

 

 

Godt så!

 

Hverdagen her på afd er ellers ikke kedelig. I går torsdag blev jeg bogstaveligt talt herset ud af min søvn og seng, tidligt om morgenen fordi en anden og mere dårlig patient skulle bruge stuen. Jeg lå i forvejen på et afsnit der ikke hører til Vanløse, så på ti  min var jeg selv og mine ejendele smidt i pose og sæk, og transporteret til naboafd, hvor en ny stue ventede. I alt det kaos jeg føler indvendigt var det ikke lige det fedeste, men sådan er det. Nu er jeg beboer af den kæmpeste stue i afd med eget bad og toilet. Umiddelbart lyder det jo mægtigt, der er bare det at når man er i en konstant følelse af utryghed, forladthed og ensomhed, ja så ku jeg nok ha ønsket mig et værelse nærmere på størrelse med et kosteskab. Men igen.. sådan er det.

 

Her er patienter af enhver art, hvoraf flere giver ordet lukket afd helt ny mening..  Det kræver en stærk psyke at være indlagt på psykiatrisk afd! 

Bare så I ved det derude. Det er IKKE for sarte sjæle eller folk med tendens til tics.

 

Jeg selv har min kugledyne. Jeg har mine smøger, som desværre ikke bliver lagt på hylden, som planlagt inden for nærmeste fremtid. Jeg har mine Paranødder som jeg kæmper for at indtage ( min appetit er pist borte, og jeg har ikke indtaget fornuftig føde i en uges tid nu). Som et andet egern sidder jeg og nipper små bidder af den fordømte nød, skyller ned med vand og håber at det bliver hvor det skal i min mave. Musik kan jeg slet ikke rumme, da alt musik minder mig om kæresten. Det samme gælder film, og faktisk også denne computer jeg sidder ved nu, og allerværst… strikketøjet.

At strikke har været noget der i den grad har hængt sammen med vores liv i fællesskab, fordi jeg ikke strikkede før jeg mødte ham. Jeg håber at lysten kommer tilbage, indtil videre kigger jeg bare på det.

Iøvrigt blev alt taget fra mig den første dag, og strikkepindende var stort NO NO. Ligeså saksen i tasken, nøglesnoren, ledninger, plastikposer, glasset med Nescafe og snore i tøjet.

 

Jo jo der bliver som sagt passet ret så godt på mig her. Jeg har dog jo fået det hele tilbage igen, incl kaffen der nu befinder sig i en plastbøtte med låg. Vandet må jeg ikke selv koge, men hvad fa’en :) Jeg må ikke gå løs uden ledsager og der er hegn omkring hele arealet. Det er dog ikke strømførende..

 

For at fokusere på andet end min sorg, har jeg brugt min formiddag på praktiske ting. Talt med boligselskaber og  kommune, meldt mig på Boligportal.dk, og overvejet om jeg skulle oprette en gruppe på Facebook til støtte for Rasmus og Henriettes nye liv. Formålet skulle være at mennesker med ejendele vi mangler nu, meget gerne måtte donere… Men jeg syntes det lyder lidt søgt så det blev ved tanken.

 

Nok for nu, jeg vender tilbage næste gang jeg har ord til bloggen.