27 marts 2011

I ring

 

Jeg har ramt et punkt hvor jeg syntes jeg kører i ring. Herinde.. Dødkedeligt og trættende er det når jeg selv læser tilbage over de seneste måneder.. Den ene dag glad, den anden trist. Den ene dag træt, den anden energisk.  Hvorfor i alverden forestiller jeg mig, at nogen overhovedet gider høre mere om, hvordan det er at havne i en livskrise, arbejde sig ud af den, nægte at stå stille eller lægge sig til at sove i 100 år? Jeg ved det ikke. Jeg gider ikke engang selv skrive mere om det, og ser jeg det udefra så har jeg lige nu et liv, der er så evigt uinteressant at det ikke fortjener de bogstaver jeg trykker på nu.

 

 

På den ande side illustrerer det på bedste vis, hvordan det er at have en psykisk lidelse. Hver dag er en form for kamp, også når man er nået dertil hvor man er “velbehandlet”, korrekt medicineret og ikke længere i så dybt et hul, at der bare mangler låget til at lukke det sidste lys ude. Aldrig ved jeg hvordan dagen i morgen bliver. Er den lys eller mørk eller bare jævnt overskyet? Og er den ikke lys, hvad skal der så til for at den bliver det?

 

Det er en livsvarig tur i rutsjtebanen og da jeg hader netop rutsjebaner af et godt hjerte, og aldrig frivilligt ville sætte mig i en af slagsen, er det sgu lidt kikset ik..;) For tiden er min borderline i nogenlunde ro, men den rører på sig kan jeg mærke. Trods det at jeg ikke kan gøre så meget ved det, så ved jeg heldigvis præcist, hvad der er hvad i min hjerne, og så er det bare med at slå ned med hård hånd inden den får inficeret mine tanker med omvendte sandhedsprofetier. Det kan jeg desværre ikke klare ved egen hjælp, så jeg må række ud efter assistance ved kildens udspring, og blot stole på at det bliver modtaget med forståelse og de rette ord. Det sidste bliver det sværeste, for netop tilliden til at jeg godt må være ærlig og ikke bliver afvist, har jeg ikke hidtil haft så vildt gode erfaringer med. Jeg bliver kvalmende dårlig ved tanken om netop det at skulle åbne op, men i tråd med resten af mit nye liv, så VIL jeg ikke mere gemme mig selv. Jeg er som jeg er ik..   Og jeg er god selvom jeg er dårlig  ;.-)

 

For lige at sætte bare lidt farver på her så set hvad aftenen bragte af hæklerier:

Jeg har en ide der rumsterer, og måtte lige i gang med at se hvordan og hvorledes, men selv her blev det i dagslys tydeligt, at det er DØDKEDELIGT at kigge på i farverne. ØV  Jeg mangler endnu 6 minifirkanter til sweateren, og jeg håber at blive færdig med dem i dag, men vi får se om det lykkedes. Jeg bliver i Vanløse til jeg kan give dyrene det sidste grønne inden deres mor kommer hjem igen. Det gør hun først efter midnat, men så længe orker jeg ikke at vente. Når en ferie er slut har jeg altid haft det sådan, at SÅ vil jeg bare hjem igen NU, og sådan er det også her. Jeg vil hjem til min uvorne knægt med den nye knallert. Hjem til mit garn og mit eget i det hele taget. Hjem til den cykel, min far har tryllet frem til mig, og som jeg har savnet i flere år.

 

Det ser faktisk ud til at jeg er klar til at tage en runde mere på Østerbro gør det ikke?   :-)

6 kommentarer:

  1. Så uinteressant som du skriver er her nu ikke. Ellers ville jeg vel ikke blive ved at vende tilbage.
    Har du nogensinde overvejet om der er den mindste sammenhæng mellem hvordan du har det og kosten?

    SvarSlet
  2. Jeg synes bestemt ikke at det er kedeligt at læse med hos dig... Selvom jeg ikke er så god til at kommentere, så læser jeg hvert og et indlæg fra din hånd... :o)
    Jeg kender rigtig godt den følelse af ikke at bidrage med noget på bloggen, som andre kan drage nogen nytte af... Men er nået til den konklusion at pyt...så længe at jeg får renset ud i alle de ord der evt. måtte stå i kø for at komme på tryk, ja så glæder jeg ihvertfald én...nemlig mig selv... Og er det ikke det primære?... :o)
    Håber at du må få en dejlig cykeltur - hvor den end må bringe dig hen... :o)
    Knuss og søndags kram... :o)

    SvarSlet
  3. Dit indlæg huskede mig på noget vigtigt: At borderline skifter. At man nogen gange er håbløst borderline, og dermed paranoid, påvirkelig og rotterende tanke-offer. Alene det Henriette gør at intet du skriver er "for nothing". Du husker mig på mig selv. Når jeg selv er træt af at jeg er træt hele tiden, ikke kan det samme som mine kolleger, ikke tør konfrontere kilde, og der ér en kilde dagligt, - når jeg glemmer hvorfor, kan jeg læse det hos dig. Derfor.
    Kh

    SvarSlet
  4. hej Henriette

    køre i ring.... den tanke har slet ikke strejfet mig...
    jeg læser med af lyst - og kommenterer når tiden er til det ....på din dejlige blog :)
    fortsæt din ærlige måde at skrive på - kæmp med næb og klø'r med og mod din borderline og stop aldig dine kreative ideer.... vi er flere der bliver inspireret :)
    kh♥
    håber du har nydt en dejlig solskins cykeltur

    SvarSlet
  5. For pokker da Henriette.. vel er du ej kedelig eller kører i ring. Du skriver suverænt godt.. Du er som du er, og du er god nok, vi er mange der læser med, og det gjorde vi ikke hvis det var kedeligt. :-) Op med humøret, det er forår lige om lidt og nu kan du cykle ud i det. :-)
    Kærlig hilsen
    Inge

    SvarSlet
  6. Jeg er så enig i, hvad specielt Prophecy skriver. Det er ikke nytteløst, det, du skriver. Det er et bidrag til "Den store borderlineerfaringsbog".

    Og desuden tænker jeg: Du kører da ikke mere i ring end så mange andre bloggere.
    Men er det ikke også bare bloggens væsen? Og (trommehvirvel): Er det ikke bare livets væsen?
    Jeg har endnu til gode at se en blog, som hver eneste dag eller for hvert eneste indlæg kommer med revolutionerende nyt. Eller en person som "lever livet" hver dag.

    Men derfor kan man jo godt følge med alligevel :)

    SvarSlet