Hvadenten man bliver sparket brutalt eller selv frivilligt vælger at begynde et nyt liv, så er det en lang proces at vænne sig til. Det der med nye vaner er noget der skal arbejdes ind langsomt, og med bevidsthed hver dag, ellers holder de ikke længere end en sodavandsis en sommerdag i 30 gr varme. Netop det der med bevidstheden om det hele er faktisk dødhårdt. Igen.. om det er tvunget eller frivilligt, er det en slags arbejde hele tiden at skulle holde opmærksomheden rettet mod, at gøre det modsatte af hvad man plejer. Hvis man så oveni har bekymringer om børn, økonomi, og manglende bolig er det ligesom om, der er ikke er flere opmærksomhedsbrikker at flytte rundt med.
Det nye liv for mig, har tvunget mig til at se på min tilværelse og mine daglige vaner med nye briller. Der er vist ingen der ligefrem kan påstå, at jeg selv var klar til det dengang, men allerede på hospitalet begyndte jeg at indse realiteterne. At jeg ikke var elsket, at var det fortsat var også mit helbred fortsat med at forværres, at jeg faktisk fik en chance foræret, og på den ene eller anden måde var det nødvendigt at begynde helt forfra.
Der blev skrevet til mig om at se det som en udfordring, men jeg er ikke særligt vild med konkurrencer, og hader faktisk alle former for pres, så det er ikke fordi jeg har har tænkt “ JUHUU, her er noget at tage fat på, noget nyt at prøve, HIT ME “. I stedet er det svimlet lidt for mig ved tanken, for jeg er nu engang mest tryg ved det kendte, og jeg HADER når man når til det punkt, hvor det begynder at gøre ondt, der hvor man begynder at mærke syren i benene så at sige.
At ændre vaner kan være på mange fronter. Mad, rygning, sukker, motion, alkohol, sex, søvn dagligdag. You name it, altsammen udfordringer der kræver beslutsomhed og vilje. Jeg har læst om dem. Hørt dem fortælle. Mødt nogle endda… de der mennesker der alene, og med stålsind klarer den slags. Og jeg kan kun beundre dem, for selv er jeg absolut ikke sådan. Jeg er nødt til at ha støtte, og andre til at sparke mig frem, når jeg vil gi’ op. Uden familien, vennerne ( både de nære og dem jeg slet ikke kendte..), og de professionelle sad jeg ikke i dag her, i Det nye livs midlertidige rammer.
Og hvad vil jeg så med de her skiblerier, denne vandren om den varme vanegrød??
Jo.. jeg vil så gerne ændre mine dårlige vaner. Har villet det i årevis faktisk, men har bare aldrig magtet eller evnet, at gøre det på egen hånd. Især har det været svært dengang familien talte mange børn, og en partner der ikke selv syntes det var aktuelt.. I går skrev en Tante til mig i en kommentar, om jeg mon havde overvejet hvilken betydning kosten har på dette og hint??. Og JA det kan du tro Tante :-) Jeg er overbevist om, at netop kostvaner betyder rigtigt meget for både det fysiske og psykiske helbred, men igen.. jeg har ikke haft overskuddet til at sætte mig ind i det ordentligt. Bruge tiden på systematisk at begynde en kostændring. Jeg har drømt drømme om at vinde i lotteriet, så jeg kunne ansætte en kok, en personlig træner, en livsvejleder osv, til at give mig om ikke et superstjerne liv, så i det mindste et sundere ( bedre??) liv. For hvem andre end dem, der bliver betalt for det gider blive ved med at hjælpe, når jeg ikke vil mere? Når jeg vil give op fordi det gør ondt? Når jeg vil spise kager og chokolade i kilovis? Når jeg vil ryge til jeg segner?? Dovne i ugevis??
Der er masser at tage fat på.
Jeg spiser igen alt for meget sukker. Tilgengæld har jeg i månedsvis ikke kunnet overse andre former for kost, end den der glider lettest ned og ikke skal tilberedes. Med andre ord er yoghurt, Rissi Frutti, kaffe, suppe, vand, og mere yoghurt på menuen morgen middag og de fleste aftener. Det er hurtigt, det er let i maven og bedst af alt, så føler jeg mig ikke tung i kroppen af det, men næring er nok et problem her. Jeg har ikke rørt mig meget sidste år, og det er da blevet meget bedre, men at kalde det motion vil nok være at spænde buen lige voldsomt nok. Jeg ryger ikke voldsomt meget, men jeg ryger og jeg ku godt trænge til de penge et andet sted.. At det er usundt gider jeg slet ikke forholde mig til i denne forbindelse. Forresten er det en underlig ting for jeg absolut hader lugten ved det, lufter ud som en besat og kan blive helt hys når mit tøj er mere røget end speget, men jeg kan samtidigt ikke komme i tanke om en større nydelse i forbindelse med den kolde øl. ( Som jeg iøvrigt sjældent indtager pga medicinen! ). Så jo jo selvmodsigelser er der sgu da nok af her .. A hva ba?? Min døgnrytme arbejder jeg på at gøre fornuftig, men det er ikke nemt når man elsker nattens stilhed og mulighed for ro i rummet.
Nu ligger det sådan at jeg har fået et tilbud om hjælp fra en uventet kant, og jeg er begejstret og glad. Jubler og ser mig selv som en fitmoster og lækkerlamsesild, men spørgsmålet er så om jeg kan leve op til de forventninger der følger med?? Så snart det bliver besværligt, gør ondt eller trætter så begynder jeg nemlig at pive. Vil stå af, syntes det hele er dumt og øv. Begynder at tænke på, hvor meget sjovere det er at sidde i sofaen ( øøhhh nå nej, sengen!!) og hækle firkanter i stabelvis. Med kaffen i koppen, og den der lækre kage nede fra Van Hauen…
Mon coachen så skal have en coach til at coache sig for at kunne coache DEN???
********************************
Her er feks et par sko jeg bare SÅ godt ku se mig selv med, men den kloge træner mener ikke jeg tænker i fornuft. Vi er ude i at det IKKE er farven der bestemmer om en sko er velegnet til motion??? NÅ! :-((( Jeg mener bestemt det må være en fejl, for er det ikke sjovere at motionere hvis man kan lide farven på klunset?? Ja jeg spørger bare??
Eller hvad med de her måske?? Er de ikke også bare super bekvemme at se på NÅ!
Og nå ja, så er der sådan nogle her, de røde striber giver mig sikkert mere fart på.. De er da også meget fede syntes jeg. Men de grønne er nu altså bare favoritten ;)
Jeg er allerede helt træt ved bare at skrive om det, så jeg har da bestemt fortjent en pause nu *fnis*
Ingen kommentarer:
Send en kommentar