Jøsses!

 

 

 

 

Jeg har det elendigt her til morgen. Er vågnet efter et mareridt af værste skuffe og hele min krop, organisme og mit sind er påvirket af det. Et mareridt om flytning, en eks der bliver ved med at insistere på at spøge, og ikke vil lade mig komme videre og være fri. Indtryk fra en masse steder med mit indbo hulter til bulter. Kaos og stress og en masse gode mennesker, der gør hvad de kan for at hjælpe. En drøm der fanme ikke engang kun er en drøm, men da jeg vågner viser sig at være den skinbarlige virkelighed her og nu for mig.

 

Faktisk essensen af hvad der fylder mit hoved hver eneste dag..  Nu plager det mig sgu også om natten!

 

Nå, men jeg må ryste det af mig, prøve at få en god dag og satse på at solen kommer frem på himlen. At kæmpe for sig selv hver eneste dag, er for hårdt og jeg har allermest lyst til bare at give op. Lade mig drive afsted på beroligende piller, glemme og sove. ( Men det gør jeg selvfølgelig ikke )

 

I dag kan jeg mærke ensomheden helt ind til benet. Gråden der ligger lige under overfladen. Hvor tyndhudet jeg er, og hvor meget angsten har fået bolig i min krop. Det er ikke den slags angst der invaliderer og lammer mig, men den der allerstedsnærværende utryghed. Hvad skal der blive af mig?  KAN jeg overhovedet forvente nogensinde, at fortjene omsorg og kærlighed igen?  Jeg kæmper af al kraft hver dag for ikke at fortiden skal ødelægge min fremtid, men hvor længe skal der gå før jeg ikke længere skal tvinges til at kigge mig tilbage over skuldren?

 

Mest af alt frygter jeg, at jeg pga min sygdom og min fortid aldrig kan forvente at blive elsket. For hvem gider mig?  En halvgammel kvinde, der har lig i lasten og som ikke er ukompliceret???   Kan jeg overhovedet tillade mig at drømme om tosomheden??  Kan jeg tillade mig selv troen på at en dejlig, kærlig, varm og elskelig mand gider bruge sit liv med mig en dag?  At sådan en mand findes og evner at elske en som jeg??

 

GU KAN JEG, men idag tror jeg bare jeg vil tude lidt. Det må man godt engang i mellem..