Tålmodighed er en dyd søster

 

Aftalen med “økonomiministeren” blev så ikke til noget idag!

 

Hun ringede og aflyste, men bad mig ringe i morgen så vi kun finde tid i morgen eftermiddag. Der skal jeg så bare lige til tandlæge, og har det muligvis ikke så fedt i knolden når jeg kommer hjem, men jeg VIL tale med hende, så jeg ved hvad jeg har at holde mig til.

 

I stedet tog jeg bilen og kørte ud til min nye adresse for at tale med den flinke dame igen. Hun havde lovet mig at jeg gerne måtte komme tilbage, så jeg kan kunne tage mål og billeder af rummene og altanen. Tænker at det ville være dumt at investere i en seng feks, og så er den for bred når den skal sættes op.

Da jeg kom var hun på vej op ad trappen sammen med sin søn, han havde hjulpet hende med nogle indkøb, og derfor var jeg så heldig at jeg også fik mulighed for at se kælderrummet. Jeg har ikke villet bede om at se det, da en dårligt gående ældre dame ikke skal jages op og ned af trapperne, men sønnike var mere end hjælpsom, og jeg skal da lige love for at også kælderrummet var en fryd at se. Stort ( nok til at rumme en knallert også ), lyst ( der er et stort vindue ), og med et langt bord og en hylde der bliver stående til mig. Perfekt til at sætte sine kasser og ting på. Det er et tørt rum, så jeg behøver ikke bekymre mig om fugtig julepynt og råddent tøj der ligger gemt væk for sæsonen.

 

Altanen kommer først. Det viser sig at den ikke er 5 meter, men HELE  S Y V meter lang :)))) Jeg dåner ved tanken og fryder mig over at der er plads til alle mine drømme derude. Også et tørrestativ i ny og næ.

Hvad gælder altanen, vil jeg fortælle om på Altanbloggen senere. Her kigger jeg til venstre når jeg står foran altandøren

 

Og her kigger jeg til højre. Den er syv meter lang som skrevet, og 1 meter og 15 bred.  Der er opsat en lampe på muren som jeg gerne må beholde, og med en anden kuppel bliver det vildt hyggeligt om aftenen når det er mørkt og desuden er der et stik med strøm i derude. Det blev sat op så hun kunne støvsuge derude, og igen.. det er da dødpraktisk.

 

Flere billeder kommer i morgen :)

 

Den drejning mit liv har taget efter november, har efterhånden været beskrevet mange gange, og jeg ser frem til at få ro i mit liv. Jeg mener.. VIRKELIG ro på. Det har været for meget for mig, og det mærker jeg stadigt i min krop hver eneste dag. Også nu hvor jeg er super glad, spændt og lettet over at jeg har fået mig en lejlighed. Jeg er begyndt at få det rigtigt skidt, selv ved meget små og korte ture ud af huset. Egentlig forstår jeg det ikke, for jeg syntes virkelig ikke at jeg gør ret meget, og så alligevel.. jeg ved jo godt at jeg går rundt med langvarig stress og overbelastning i krop og sind, og sådan noget forsvinder ikke lige sådan. Det tager tid at komme sig over, og jeg har jo i et halvt levet under stort pres psykisk fordi jeg ikke har haft noget at bo i, og med en teenager der heller ikke har haft det sjovt her i tændstikæsken, OG det kommer i direkte forlængelse af en indlæggelse som igen kommer som et resultat af et helt år med angst, utryghed og ubearbejdet post traumatisk stress.

 

Når jeg ser sådan på det. Når jeg minder mig selv om disse ting, så er det nok alligevel ikke så underligt, at jeg bare ikke kan klare noget, der giver mig den mindste sindsbevægelse. Om det så skyldes glæde eller sorg. Jeg kan fortælle at jeg begyndte dagen i dag med et par timers strik, heeelt stille og roligt og smadder dejligt, men allerede efter kort tids kørsel til Brønshøj, (efter “kassedamens aflysning” ), fik jeg det vildt dårligt, med kvalme, ondt i maven og hovedpine. Dybe indåndinger tog jeg da jeg steg ud af bilen, så jeg ku få taget mine mål og sludre en times tid med damen fordi jeg syntes hun er så flink. Og da jeg endeligt sad i bilen igen vældede kvalmen endnu mere op, så jeg måtte køre langsomt og forsigtigt tilbage til Østerbro.  Op og ind og af med alt tøjet, så intet strammede, ned og sidde og drikke lidt. Hvile og ligge stille for at få svimmelheden til at forsvinde. Først efter mange timer forsvandt det værste ubehag igen, men så snart jeg bare tænker på at gå ud begynder det forfra. Jeg ville nemlig gerne have overholdt en aftale her til aften, men det må jeg droppe. Jeg bliver svimmel lige på stedet.

 

Derfor må jeg nu forsøge at lægge en plan. Nøje beslutte hvad jeg skal bruge mine dage på de næste mdr. Hvem jeg vil se og hvad jeg vil deltage i. Ikke være mere aktiv end højst nødvendigt. Der er nemlig een meget vigtig ting i mit liv jeg bare ikke vil undvære, og det er mine timer i butikken. De giver mig så meget, at jeg VIL kunne om ikke hver dag, så bare nogle gange om ugen indtil jeg får en hverdag der er

 

ROLIG, stabil, fastlagt, regelmæssig, forudsigelig og min egen.

 

Jeg håber jeg kan overholde det, og jeg har nok brug for støtte til at huske på mine begrænsninger, for det er svært syntes jeg. Det der med at jeg ikke kan det jeg gerne vil. Og at jeg må afstå fra at se de mennesker jeg holder så meget af, så tit som jeg gerne ville.