Jeg KAN altså ikke lide det

 

 

Jeg gik tidligt i seng i går. Dagen var præget af lørdagens voldsomt energiske flytteri, og som søndagen skred frem, fik jeg både ondt i ryg, arme og hoved. Det er svært at forklare, men jeg kan ligesom ikke holde mig i ro nu. Efter de mange ( alt for mange ) måneder her på krisecentret, bliver jeg som tiden nærmer sig med hastige skridt, mere og mere rastløs og hektisk. Det er sikkert helt naturligt og jeg tror de fleste ville reagere som jeg, men jeg ved også at jeg har en ekstra lille trold med på min skulder. Trolden med borderline, som bla betyder at jeg kæmper meget med enten / eller problematikken. Som i enten laver jeg absolut intet / kan intet, eller også fræser jeg som en bulldog over stok og sten i et alt for højt tempo. Jeg har aldrig været i nærheden af diagnosen Manio-depressiv, men jeg kan forestille mig at sådan må det være når man er i tilstanden af mani.  Jeg ved dog af erfaring at jeg efter sådan en periode, hvor jeg har tonset og knoklet med alle sanser åbne og inspirationen flydende, godt kan ende med at brænde ud og få en tid derefter med totalt nedtur.

 

NÅ, men der røg jeg lige af sporet..

 

Jeg tilbragte altså søndagen med at prøve at være i ro. Kroppen hjalp til, og sørgede for at jeg var NØDT til at ligge ned pga ryggen og hovedet. Den er nu ikke dum den krop ;) Jeg sov ikke natten til søndag og jeg begyndte at være en smule uroligt over min egen adfærd, netop fordi jeg ved at jeg kan nå der til hvor jeg ikke kan styre mig. SÅ ALTSÅ.. jeg sov tidligt i aftes.

 

Og jeg KAN altså ikke lide det.

 

At blive vækket i min dybe søvn midt om natten, fordi hele gaden er oplyst af brandbiler og politi!

 

Jo jo det er ikke længe siden det skete sidst, men denne gang var det lige lidt mere voldsomt. Jeg aner ikke hvad der fik mig til at vågne i første omgang, men jeg blev hurtigt klar over at noget var anderledes på gaden. Her er normalt rimeligt stille udenfor på det tidspunkt. Blåt lys og råben fyldte mit værelse. Jeg står op og skubber vinduet mere åbent, og der neden for holder der en stribe brandbiler. Mennesker løber frem og tilbage og politiet lyser med deres lygter op på vinduerne, samtidigt med at de råber at vi skal komme ud herfra. Desuden kan jeg tydeligt mærke lugten af røg nu.

Det er så underligt, for man ved aldrig hvordan man vil reagere i en uventet situation, og jeg gik da også i baglås i et par sekunder før jeg smed min natkjole på kroppen, computer og kamera i tasken og derefter styrtede ind til Rasmus. Også han blev helt forfjamsket af den voldsomme vækning. Han hopper rundt som en kanin og bakser med at få benene i bukserne, og i farten væltes glas og alt muligt andet. Ud med os og ned af den lange gang, men underligt nok er der ingen brandalarm der ringer. Den blev ellers chekket for et par måneder siden, dengang vi også måtte ud i en fart. På gangene og trapperne myldrer det med beboere og brandfolk, og jeg kan mærke mit hjerte hamre som besat.

 

På gaden kan vi alle tydeligt lugte brand, men ingen steder kan man se hvorfra det kommer. Der kommer endnu en brandbil og vi venter. Og venter. Og venter lidt mere..

 

Endeligt får vi besked på at alt er ok, og at vi kan gå tilbage til værelserne. Det viser sig at en bil brænder på Strandboulevarden og vinden har båret den kraftige og tykke røg ned ad gaden og ind af de vinduer der står åbne i vores bygning. Hvilket vil sige næsten alle vinduer, da luften er varm og trykkende.

 

Jeg KAN altså ikke lide det. Og set i lyset af, at jeg aldrig tidligere har oplevet noget lign, så er det nok lige i overkanten med to gange på så kort tid. Og sjovt nok begge gange en søndag aften. Både Rasmus og jeg var noget rystede, og kunne selvfølgelig slet ikke sove igen. Begge lå vi og lyttede og sniffede for at sikre os, at der alligevel ikke var noget galt. Nu har jeg endnu en god grund til at ville væk herfra. Har ikke skrevet meget om det, men her er ALTID ballade i huset. Alt for ofte bliver ting og sager ødelagt, alt for ofte er der råben og skrigen og nogle gange endda eks’er , der står og råber nede på gaden fordi de vil i kontakt med deres koner eller børn. Der er et rend af unger der ikke er styr på, døre der smækker og besøgende med hunde der ikke må være her. Altid virker elevatorene ikke, og altid ligger reklamer og aviser spredt OVERALT i hallen fordi gulvet er en udemærket skraldespand. Ligeså bliver kuverter og emballage også bare smidt på gulve og trapper.  Det har jeg endnu ikke vænnet mig til. Syntes det er en underlig ide, at man gør sådan noget.

 

Man kan være bange for mange ting, noget af det jeg frygter allermest er netop brand. Tanken om at ild og røg måske forhindrer mig i at kunne komme ud, giver mig panisk hjertebanken, men heldigvis er det da normalt ikke noget jeg går rundt og tænker nærmere over. Lige nu er jeg sikker på at jeg skal have brandalarmer overalt i min nye bolig. Mere kan jeg vist ikke selv gøre. Jo måske jeg skulle sørge for at have noget liggende jeg kan kravle ned af hvis altanen skulle vise sig at være eneste mulighed…

 

Jeg KAN altså ikke lide det..   Når brand bliver nærværende.

 

 

Tilgengæld kan jeg lide denne her. Det er rosen jeg fik til min fødselsdag af Pernille sidste år. Den er i pleje i Vanløse, og nu blomstrer den søreme igen. Snart kommer den hjem til mig på altanen :-))