03 oktober 2011

NÅ! det var jeg ikke lige forberedt på.. ( og lidt om borderline )

 

 

Jeg har lungebetændelse! 

 

Altså jeg er jo godt nok stadigt hostende, har ondt og bliver angrebet af svedeture især om natten, men jeg har slet ikke tænkt i de baner. Når jeg bliver anbefalet lige at tjekke med lægen omkring det, jamen så lytter jeg selvfølgelig. Så jeg greb knoglen, fik bestilt ny hovedpinebuster, og nævnte så i en bisætning at sån og sån..

 

Jeg blev noget forbløffet, da doktormanden på det bestemteste slog fast, at jeg ikke bare er længe om at slippe af med hosten. Et par tjekspørgsmål ku jeg svare ja og jo til desværre, men nu kan jeg da heldigvis se en ende på det har han lovet. Jeg skal ha lidt antibiotika, og så bliver jeg fit for fight igen.

 

Alt det er udemærket og ok, MEN…  jeg er bange. Og her ved jeg godt at det muligvis er noget fis, men jeg har jo den her ting.. den her lille klogeåge i min hjerne, der får mig til at tænke tanker jeg ikke kan kontrollere. Han fortæller mig, at jeg har været flad alt for længe i forhold til den lille tjans jeg har i garnforretningen. Han sidder der og gentager om og om igen, at jeg nok ikke længere kan bruges derhenne, for jeg har været alt for meget væk. Han bilder mig ind, at han kan høre på ejerens stemme, at hun er træt af alle mine aflysninger. At NU er det nok. Og jeg tror ham. Er helt overbevist faktisk. Og selvom jeg har spurgt direkte, tror jeg alligevel ikke på forsikringer om det modsatte. For vi skal lige ha en snak om, hvordan det skal fungere fremover, når jeg er frisk igen.

 

Desværre er jeg alt for sensitiv.Og desværre har jeg ikke den indbyggede mekanisme, der kan opfange signaler som det er ment, de skal opfanges, og det giver mig til stadighed forvirring og usikkerhed inde i mig selv. Verden er som den er, og kan jeg ikke bruges, så er det sådan det er, men ked af det, det bliver jeg.  Det er sygdommens grimme ansigt, der igen viser sig for mig, og jeg ved det. Jeg kan bare ikke forhindre det, selvom jeg ved det. Kun kan jeg tale om det, og på den måde slippe for flere tanker, der måske - måske ikke er sande.

 

 

Jeg håber sådan at jeg tager fejl.

 

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar