Jeg har ikke skrevet meget om Rasmus’ ophold på efterskolen Nysted. Han begyndte i august, og det har været een lang række af uger med problemer. Som nogen måske kan regne ud, så har det ikke liiiige været hvad jeg ( eller han ) forventede af opholdet, ej heller hvad jeg har haft brug for eller godt af, set fra den mentale vinkel. Faktisk har det været vanvittigt opslidende, og nu har jeg taget konsekvensen..
I morgen henter jeg ham hjem derfra, og mandag i næste uge begynder han på en anden efterskole, som forhåbentligt er mere optagede af elevernes gøren og laden, af deres skolegang, af hvordan de generelt trivedes, OG AF AT SAMARBEJDE med forældrene!
Det giver sig selv, at selve det at han nu skal flyttes gør mig overvældet og træt, for det er ingen let tur jeg skal ud på i morgen. Lolland Falster ligger i den forbindelse meget langt væk og jeg skal jo ikke kun ud, men også hjem igen inden for kort tid. Det har også betydet nye og lange samtaler i telefonen med kommune og ny skole, og i det hele taget en masse energi som er gået til at få logistikken til at gå op. Nu håber jeg bare at det bliver som håbet på den nye skole, der allerede nu virker til at være noget mere PÅ omkring undervisning og trivsel. Vi skal til en samtale med forstanderen på lørdag, en samtale jeg ser frem til og som jeg håber vil lægge grobund for at Rasmus bliver samlet op og lagt tilbage på den hylde hvor han er kvik nok til at være på.
Hele forløbet har været præget af svigt fra Nysted efterskole, træge lærere, kontaktpersoner der ikke giver indtryk af at være opfindere af andet end den frie opdragelse, og “ den slags giver vi os ikke af med her”, når jeg har efterlyst samarbejde omkring Rasmus’s specielle situation og manglende motivation. Undervisningen er mildest talt mangefuld og kort sagt under al kritik. Der bliver ikke fulgt op på mine opringninger omkring problemerne, og jeg har aldrig fået tilbagemeldinger om de ting jeg har taget op med dem.
Roses skal kommunen heldigvis. Jeg havde frygtet at det ville være en langsommelig, og papirfedtet affæret at få godkendt en flytning, men her må jeg sige at de har været helt fremme i skoene, og på kun to dage var sagen klar og afgjort. De betaler fortsat for hans ophold, endda på trods af at det bliver dyrere, og de er også stadigt med omkring hans videre forløb når skolen slutter til august. Det er jeg vanvittigt lettet over så de to Lisbeth’er der har hjulpet skal søreme ha en klapsalve. Omvendt skal min eks’svigermor faneme ingen ros have, og senest har jeg i mandags måttet fortælle hende, at jeg nu ikke længere er interesseret i at have kontakt med hende. Slut med det simpelthen. Jeg gider ikke finde mig i at blive overfuset, og mildest talt svinet til for alt, lige fra at ødelægge mine børns liv, til at være en uansvarlig mor der konsekvent tager forkerte beslutninger.
Nu skal jeg bare ha’ styr på mig selv inden i morgen. Mavepinen skal helst væk og hovedet skal også opføre sig ordentligt, for helt ærligt så har jeg det sgu ikke så godt med at skulle ud på den lange tur. Jeg elsker at køre. Jeg elsker at køre langt. Jeg ved det kan blive en hyggelig og stille tur derned og jeg kan holde alle de stop jeg vil, MEN når jeg er nået derned så ved jeg også at jeg er færdig. Og så skal jeg hele vejen hjem igen. DEN trækker søm for mig.
NÅ, men jeg har taget turen før, og jeg ved at jeg kan. Og i dagene efter håber jeg så at både Rasmus og resten af verden, vil tage hensyn til at jeg er zombiemor nogle dage..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar