27 januar 2012

Det skal nok gå, og jeg bider lige tænderne sammen

 

 

 

Jeg er hjemme igen. Den planlagte længde på min flugt fra hjemmet er forkortet ret så meget, men knægten skal jo hentes og bringes hjem på en eller anden måde. Jeg har været nødt til at gå i lettere selvterapi, for at opbygge overskuddet til den uventede ændring af min hverdag. Det skal nok gå selvfølgelig, men jeg har faktisk og desværre ikke kræfterne til det, når jeg skal være helt ærlig.

 

En stor teenager der ikke kan andet end at kalde på mig, mere nødvendig madlavning, flere ture til supermarkedet og, hvad der ellers følger af at være to i stedet for een, kan godt overvælde mig. Selv er jeg slet ikke i orden og jeg er kun langsomt ved at få færre hovedpiner. Skal jeg blive i det mørke hjørne kan jeg lige se det for mig..  Mig der kravler rundt med migræne, og Rasmus der hverken kan rejse sig eller hjælpe til med noget. Jeg undskylder lige for mit midlertidige pessimistiske humør.

 

Vel hjemme igen har jeg lige fået fjernet de værste bunker. Der er også skrevet en lille huskeseddel om indkøb jeg skal gøre i dag og jeg fik talt med lægen om, hvordan jeg skal forholde mig til Rasmus og de kommende ture til mere røngten af hans knæ. En lille detalje jeg ikke har lyst til at tale så meget om fordi jeg skammer mig over det, er også de bivirkninger der følger når man tager ketogan. Kun vil jeg fortælle at pga de gentagne anfald i sidste uge, følger der derfor nu en nedtrapning som bla betyder flere nætter og dage med rykkede rytmer. Abstinenser med andre ord. Det forsvinder heldigvis igen, men lige nu er det vældigt upraktisk at jeg først falder i søvn ved tre halv fire tiden.. Håndværkerne begynder deres arbejde ved syvtiden og det mærkes som bekendt.

 

Derfor må sønnike og jeg have os en snak om, hvordan vi takler tingene i næste uge. Når han igen er tilbage på skolen har jeg lige en uge og så er der vinterferie. BAGEFTER vil jeg ikke satse på, men bare drømme om, at behovet for en rolig og fredelig hverdag kan blive en realitet.

 

 

 

Af de mere lyse oplevelser går det fremad med blomsterne, men det må I høre om senere idag… jeg tager lige og prøver at sove lidt mere inden jeg må til dagens gøremål.

2 kommentarer:

  1. Jeg blev lidt forarget over din beskrivelse af en uhjælpsomme søn, - indtil jeg huskede, at han jo var kommet til skade på skituren, og det derfor ikke er viljen til at hjælpe han mangler.

    Jeg ønsker knægten god bedring, og mental styrke og kræfter til dig.

    SvarSlet
  2. Jeg kan sagtens forestille mig, hvor svært det er at bide tænderne sammen og klare sig trods migræne og træthed, jeg har for tiden meget lidt overskud og er lykkelig, hvis jeg en dag om ugen har 5 gode timer. Men jeg tror faktisk at det hjælper at have kontakt med andre mennesker, ansvar, opgaver - med måde! Altså hvis der er for meget, må jeg reducere, sige nej.

    Sidste uge var jeg ikke i stand til at vurdere, hvad jeg skulle sige ja/nej til. - Men man bliver klogere.

    Pandekager og hyggelig råkostsalat, det var opskriften på hygge dengang min søn boede hjemme :)

    SvarSlet