Jeg er gået hjemmefra

 

 

 

 

Fuglen er fløjet.

 

 

 

Jo den er god nok. Hjemmesyetfast som jeg er, har jeg alligevel vristet mig fri af mine egne vaner, har pakket lidt dit og dat, og er udvandret.

 

Ikke langt væk, men nok til at jeg får det jeg har behov for lige nu. Nemlig fred og ro, også i maven. Den søde mand har til huse tæt på, og i hans hybel slapper jeg nu af. Som en ægte praktiker bor han enkelt, ja nærmest spartansk når man hedder Henriette… , og der oppe under taget med udsigt til tagene, vil jeg nu forsøge at komme til hægterne igen.

 

Sidste år tilbragte jeg mange timer her når jeg trængte til pause fra min hverdag, og her har jeg hver gang mærket roen sænke sig over sindet. Hvorfor ved jeg ikke. Det er bare sådan det er. Jeg elsker mit hjem, det kan ingen vist være i tvivl om, men i går ku jeg ikke holde til mere. Der tog tagmænd med hammer og mejsel for alvor fat. De begyndte i min ende af huset. Kl halv syv. Med mit hoved stadigt skævt syet på, føltes det meget voldsomt, og så vil jeg alligevel ikke klage for NOJ hvor arbejder de hurtigt. Et par timer og de var allerede forbi mig, og videre henover naboen og hans nabo igen.

 

Nu er tagballaden muligvis andledning til min retræte, men det handler faktisk allermest om, at jeg ikke har været her siden juli sidste år. SÅ svært har jeg ved at være væk fra mig selv. Der har ikke været problemer med det, vi har været hos mig og det er fint, det er bare så fjollet for jeg kan faktisk rigtigt godt lide at være her. Her hvor der ikke er meget der kan stresse øjne eller ører. Her hvor der stort set aldrig bliver set tv, og her hvor der er masser af rumplads og ikke mange møbler. Med andre ord.. her, hvor der er så meget mere anderledes end hos mig selv.

 

Siden jeg flyttede for snart et halvt år siden, har jeg nærmest været konstant syg. og det har jeg gået og summet lidt over. Påfaldende, men nok ikke så underligt når jeg tænker efter, for jeg har levet i et ( for mig ) voldsomt stressende og hårdtspændt miljø, i henved to år inden da. Fra januar til sommer klarede jeg det fint efter omstændighederne. Kørte kækt ( for det meste ), frem og tilbage imellem Østerbro og Vanløse. Da august ramte var jeg mentalt brugt op. Jeg fik flyttet og er kommet næsten på plads, men jeg orker faktisk ikke mere nu. Migrænerne og de forskellige infektioner har gjort mig så træt, at jeg på det nærmeste ikke har været i forretningen siden.

 

Jeg har talt med min læge i går. Trængte til lige at vende tingene med ham, og han mindede mig om at jeg IKKE har været hos psykologen siden januar sidste år, OG at jeg jo faktisk fik skrevet i min journal dengang i novemer 2010, at jeg udover dyb sorg ankom med symptomer på ptsd. Jeg ved han har ret, jeg ved jeg mangler samtale og bearbejdning af de chok jeg fik dengang i ‘09 og 10. Inde i mig sidder de stadigvæk og i hverdagen mærker jeg det i form af mere og mere tilbagetrækning fra hverdagen udenfor dørene. Jeg mærker det i form af alverdens smerter og dårligt immunforsvar. Jeg mærker det når jeg uden forståelig årsag flipper helt ud og mister fatningen i en strøm af tårer og afmagt. Og jeg mærker det ved denne sindssyge træthed.

 

Jeg ved det hele, men jeg har ikke gjort noget ved det. Har tænkt at det vender sikkert om lidt, og når jeg får ro og fred omkring mig.  I går fik min læge “ sat mig på plads”, og mindet mig om at det sind jeg går rundt med, SKAL ha aflastning og hjælpes videre, hvis jeg vil have det bedre end jeg har haft det på det sidste. I dag får jeg fat på psykologen, og i går pakkede jeg sammen og tog på “ferie”. Det kan jeg heldigvis fordi jeg ikke har børn derhjemme lige nu. Hvor længe ved jeg ikke, men lige nu nyder jeg det bare.

 

Jeg har ellers kæmpet hårdt for at komme videre i livet. Fokuseret virkeligt meget på de små ting og de positive vinkler. Har været optaget af håndarbejde, bloggeri, redebygning, kæreste, og når jeg ku, strikkedamer og frivilligt arbejde. Og samtidigt har jeg ganske langsomt trukket mig mere og mere. Har fået sværere ved at gå ud. Har fået sværere ved de praktiske ting, såsom tøjvask og oprydning. Særligt turen ned i vaskekælderen volder mig vanskeligheder. Jeg kan ikke forklare hvorfor.  Det første halve sidste år gik ret godt socialt, det sidste har været noget mere svævende, og det kan ikke blive ved med at gå. Jeg VIL ikke ha det. Sådan.

 

I hyblen er der derfor pludseligt kommet garn og hæklerier ind i mellem alle chiliplanterne:

 

Jeg er alene hjemme indtil arbejdsdagen er slut, og skal/kan ikke tage stilling til andet end den næste blomst jeg vil hækle.

For nemhedens skyld har jeg nemligt pakket hæklerier og ikke strikketøj. Jeg har sat mig for at hækle videre på vennetæppet, og at gå i gang med at øve blomster. I mange afskygninger.

De to bøger har jeg med hjemmefra, og så er der jo enorme mængder pinnet til min opslagstavle. Det er bare at beslutte hvilken slags og hvilke farver.

 

 

DET kan sgu da ikke stresse mig. NÅ!