Vi slap med skrækken, YES!

 

 

 

Der er ingen operation i udsigt. Vi hoppede så meget vi ku af lettelse og glæde. De næste to uger skal Rasmus fortsat ha skinne på, denne gang er den justeret ind så han kan bøje benet 90 grader. Og derefter står den på genoptræning med fysioterapeut. Nu er han igen på skolen, hvor eleverne i weekenden har temasjov. De plejer at bede en gruppe elever om at bestemme, hvad der skal ske og nu skal de altså pynte op og lave mad mv, som om der skulle fejres bryllup. Det er da vildt sjovt syntes jeg, og sidste gang han var med til sådan en weekend, var det fødselsdag der var temaet. Lagkager og boller og sang i lange baner, som eleverne selv står for. Det ER bare en super skole.

 

På vej hjem gennem Frederiksberg, tog jeg alleen, og der fik jeg øje på guld højt oppe. Tænk engang, jeg har boet i området i 11 år, og aldrig har jeg lagt mærke til denne smukke top. Den sidder på Betty Nansen Teatret.  Jeg elsker det kvarter og skulle liiige ha et par billeder med mig tilbage.

 

 

 

 

Det har været dejligt at være ude i den forårsagtige luft, men noj hvor er jeg bare ikke mig selv om formiddagen. Som en zombie stod jeg op, efter vækning i telefonen af Rene. Som en zombie klædte jeg mig på og kom afsted. Som en zombie fik jeg hentet knægten og kørt ham til Bispebjerg. Ventetid var der heldigvis ikke meget af, men til gengæld er jeg HELT BLANK når det handler om at referere detaljer fra de to undersøgelser. Jeg aner simpelthen ikke hvad der er blevet sagt, andet end det med, at han ikke skal under kniven. Min hjernes harddisk er simpelthen ikke tændt. Driverne virker ikke og de opdateringer der er klar, bliver først kørt senere på dagen. Alt hvad der er af brugbart derinde, er det der i forvejen er installeret fra barnsben, hvilket vil sige at jeg kan manøvrere mig selv i trafikken, jeg kan gå og stå, tale og gestikulere, smile og se ud som et levende menneske, men indeni… der er alle ledninger disconnected..

 

Nå, men jeg er hjemme nu. Med lettere hovedpine, og glad forventning om lørdagens udflugt mod Hornbæk. MAND hvor jeg se frem til det, også fordi jeg sjældent kommer der, så jeg håber at energien også er til lidt havudsigt inden vi tager hjem igen.

 

Dette vindue var så fint pyntet. Den lille frisør om hjørnet ved siden af chokoladebutikken har altid helt enkle dekorationer til at fange øjet. Og i vinduet ligger der også ALTID den sødeste lille hund. Åhh jeg bliver hundeskruk når jeg se sådan en.

Han ER da ikke til at stå for vel?  Som jeg stod der og tog billeder, var han på pletten og kom hen i den åbne dør for at hilse på og slikke lidt på min hånd. Jeg er som smør efter sådan en hilsen :) Håbløs dyreelsker som jeg er.