Henriette’s altan er snart i luften igen

 

 

 

 

I går fedtede jeg lidt med layoutet, og inden længe begynder jeg igen at skrive der også. Det er helt rart igen at tænke i praktiske udebaner, for på Henriette’s altanblog handler det udelukkende om jord, ro i sjælen og de grønne glæder. Ikke så meget personligt fis der, og på den måde er den vel også en slags oase i space.

 

Der er et link ude i siden, hvor man kan klikke videre direkte til siden, og når jeg har postet nyt vil jeg lige pippe om det her. Jeg håber selvfølgelig at I også gerne vil følge med der, så sæt jer glad på som faste læsere hvis I har lyst, så bliver jeg så glad.

 

På lørdag skal jeg på en rundtur ud i verden, efter krukker og kasser. Uhh jeg glæder mig især fordi den søde tager med mig. Nogen skal jo da slæbe ik.. ;)  Jeg skal hilse på damer jeg slet ikke kender, og det er både spændende og lidt skræmmende, men jeg er klar. Bilen bliver pakket med varm kaffe og lidt at gumle på, og så tager vi på udflugt til både Humlebæk og Herlev. Mere tror jeg ikke skal på programmet den dag. Kameraet skal selvfølgelig også  med, for der skal være pauser på turen. Jeg elsker den slags udflugter, og håber af hele mit hjerte at jeg har kræfterne til det. I morgen skal jeg nemlig med Rasmus på hospitalet ( selvfølgelig skal jeg det, men øv.. det var ikke med i min ugeplan), for knæet har det ikke godt, og nogen har hvisket noget om mulig operation i øret på ham. SUK. 

 

Nå, men DET har han og jeg besluttet, at vi IKKE tror bliver aktuelt. Nej. OG nej. Og  N E J .  Hehe

 

Jeg har forliget mig med tanken om, at det er muligt han så igen skal være hjemme i en  periode, skulle det ske alligevel, men psykologens ord om, at jeg skal fastholde mig selv i troen på, at mit liv nok skal blive en smule lettere og mindre fyldt med problemer, ja det kniber det sågu med. Hun vil så gerne lære mig IKKE at se med skepsis på fremtiden..  Jeg selv har den der livserfaring, der fortæller mig det modsatte. At jeg er født i et bjergfyldt terræn, der ustandseligt kræver koncentration og balancegang, to kompetencer jeg mestrer rimeligt dårligt. Sidste samtale var forresten også en øjenåbner omkring lige netop de to ting. Min krop og mit sind er nemlig kodet til konstant at være i alarmberedskab. Ikke underligt, men bare heller ikke godt.

 

I dag nøjes jeg heldigvis med bare at drømme. Gode og dejlige drømme for foråret. Drømme der helt lader spændinger og bekymringer passe sig selv, for i dem er det både muligt at få malet det jeg vil male herhjemme, at få min altan til at spire, at få kræfter til at gå ture og tage billeder af dyr og natur, at igen kunne nusse marsvinebabyer, at få min nattesøvn tilbage og for at mærke både ro, forelskelse uden at andet fylder, og glæde over at jeg HAR MIT EGET HJEM :-)

 

Lyder det ikke godt?

 

Drømme kan ingen undvære. Nogle mener at det er en måde at fornægte virkeligheden på, jeg selv mener det er vejen til overlevelse. Ganske enkelt.

Beklager at billedet er uskarpt, men jeg kan f… ikke se hvad jeg laver.