Blogvognen kører og hvad af træthed følger

 

 

 

Blogvognen kørte lige fra mig og jeg har slet ikke hverken læst eller skrevet i flere dage. Det er nu heller ikke fordi der er sket det store, sååå. Og så alligevel. I går var nok liiige lovligt heftig, men det var en god dag, Jeg var chauffør for et sløjt lille marsvin der skulle til lægen, og efter nogle timers ro var det videre til striksammen hos Karina. Jeg var fast besluttet på at jeg VILLE være med, trods advarsler fra mit indre, for jeg har ikke set de damer vældigt længe.

 

Lille kanin kommer ikke hjem til mig før mandag desværre. Jeg har nemligt købt dens nye hus, og hvad der ellers er brug for på nettet. Det sparer på mine kræfter og jeg får det hele leveret lige til døren. Bur, sække med hø og savsmuld, mad, og hvad har vi kommer ikke i dag som jeg egentlig troede, og derfor må indflytningen lige udskydes nogle dage. Fint nok egentlig. Antenneledningen der løber i metervis igennem stue, entre og til soveværelse har jeg ikke nået at sømme fast. Nu har jeg weekenden til det i stedet for.

 

I dag har jeg betalt prisen for i går, med småsmerter og vanvittigt trætte øjne, urolige søvn og tung krop, MEN jeg har nu hygget alligevel. Stille men stædigt har jeg nuslet på altanen, med potter og planter, jord og hulsten på snor, frø og spirer og dejlige nybagte knækkebrød med varm kaffe i regnvejr. Jojo skam. Jeg kan sidde helt tørt og godt når himlens sluser åbner sig, der på min stol og som den eneste i hele nabolaget ( hihi ), imens jeg frydes over at DET imellem alt det andet jeg syntes er lidt svært, er det bedste ved denne lejlighed. Hvor jeg stadigt fedter rundt indedøre, med møbler og ting jeg ikke helt syntes føles som hjemme, er altanen helt systematisk ved at blive som jeg gerne vil have den. Billederne har jeg allerede i mit hoved og de har været der siden den dag jeg så den første gang.

 

Som en lille bonus har jeg nu også fået min egen private lille rislende bæk. Huset har ikke tidligere haft tagrender, men med det nye tag er der også sat nogle store flotte rendere op. I dag da himlen tændte for vandhanen lød der den skønneste rislen af vand over mig. Jeg siger jer, det er helt specielt og ret så syret at sidde på 2. sal med sådan en lyd tæt på. Lyden af Arildsbækken :-)

 

 

Som noget helt unormalt har det taget mig en krig, at få dette lille skriv færdigt. Normalt flyder bogstaver, ord og sætninger ligeså hurtigt og let som bækken ved taget, men jeg ER virkeligt træt i øjne og hoved. Koncentrationen er på nulpunket, men som med dagens gerning, både savner og VIL jeg lige give lyd fra mig her. Ganske som jeg også VIL igang med at strikke igen. Hele aftenen har jeg siddet og kigget kærligt på en opskrift der kalder på mig fra Rasmilla. Let og ligetil, og god som start efter den ufrivilligt lange pause. Garn er fundet frem og aet så ømt som kaninen forleden. Dejlige saftige forårsfarver af luksusgarnet, men er jeg i stand til at slå op og komme igang??  Niksen biksen. Det mentale fokus er ligeså sløret som øjnene. ØV med øv på.

 

Heldigvis ser det ud til, at jeg lige når at trykke på publicér inden midnat så det forbliver et fredags indlæg, og når det er gjort, vil jeg lade Beo´s bløde røst klinge i mine ører, med oplæsningen af Genfærd. Måske jeg så kan få strikket et par pinde. Bare et par..