03 juni 2012

Jeg er nået til et punkt, eller om hvorfor dette sansynligvis bliver sidste gang jeg blogger

 

 

 

IMG_8325_resize

 

Længe har jeg forsøgt at kommunikere ud, uden at kunne finde ord eller lyst. Det i sig selv er, og har været en kæmpe kilde til nedtrykthed, for er der noget der har været givende og hjælpende for mig, er det jo netop min blog og kontakten til verden i og med blogland. Jeg kan bare ikke mere. Orker ikke længere at dele, og endnu værre, kan ikke længere rumme at følge med i den verden der er rundt om mig.

 

Hele grundlaget for at jeg har blogget, har været oplysning og deling omkring et liv med en psykisk lidelse. Derudover har både den og jeg så udviklet en sidegevinst i form af et dejligt netværk, en interesse for garn og strik, som har været så meget mere betydningsfuld end jeg kunne have forudset dengang jeg begyndte. Jeg har nydt den nye verden af billeder som illustration til mine skriverier. Ingen der har fulgt med er i tvivl om alt det gode, jeg har fået med på vejen ved at være blogger, men som sagt.. jeg kan ikke mere nu.

 

************

 

Grundende er mange.

 

**************

 

Af være hjemløs har sat nogle spor i mig, som betyder at jeg ikke længere er den samme som før jeg røg ind og videre til Østerbro. Faktisk har de tre år med eventyret i Vanløse givet mig nogle skrammer som endnu bløder og ikke rigtigt vil heles. Skrammer i sindet, men måske lige nu endnu værre.. skrammer på det praktiske plan. Da hele balladen var igang og på sit højeste, var jeg allermest fyldt af praktik og overlevelse på det basale plan, og jeg holdt fokus på fremtid og bolig som noget at holde fast i. Fanden tog ved mig og jeg ville ikke finde mig i at være invalideret metalt allerede som 44 årig. Ihvertfald ikke mere end jeg allerede var som pensionist.. Så jeg gik i Nørkleriet og satte mig for at komme videre. Videre mentalt og socialt.

 

Siden jeg flyttede til den så længe ventede bolig, har jeg langsomt med sikkert fået det værre og værre.Stik imod mine egne forventninger og ambitioner, er jeg i dag endt et sted der virker alt for bekendt. Handlingslammet, inde i dage/uger ad gangen, kun afbrudt af korte ture til nærmeste butik, og med en træthed så lammende at jeg ikke laver ret meget andet end at passe hjemmet og hækle lidt.  Lysten til at være social, at være udadvent, at opsøge livet udenfor er væk. Efter 25 år med et voksenliv, som stort set mest har handlet om at kæmpe, og forsøge at tro på at det nok skal vende, at det BLIVER bedre, spørger jeg mig selv i dag om, hvor længe jeg skal spille den melodi?? Hvor gammel skal jeg blive? Hvor slidt? Og ved I hvad.. Svaret svæver i vinden, men JEG tror ikke længere på det. Det halve af mit live er væk. 13 år med medicin og smerter har tæret og spist af mine unge år. Hår, tænder og sikkert også indre organer, er mere eller mindre porøst efterhånden. Ligeså porøst som det lag af hud jeg går rundt med og som ikke mere beskytter mig mod livets slag. Jeg er hudløs, træt, og..  syntes jeg selv, gammel at se på, jeg har mistet min glans og min glød ganske enkelt. Naturligt kan man så sige, men ikke desto mindre trist. Jeg er kun 45!

 

Hvorfor kan I så spørge, har jeg det så slemt nu og igen?

 

Fordi virkeligheden er den, at jeg ikke er i stand til at klare mig selv. Sådan. Og når man er nået til midten af sit liv, uden udsigt til at det vil kunne ændres, efter et liv hvor min sygdom og forkerte valg har kostet dyrt økonomisk og menneskeligt, kan jeg næsten ikke opdrive mere kampgejst. Det er fornedrende at være afhængig. Det har været næsten umuligt at acceptere pensionen som sidste station, med den stavnsbundethed der følger med, men endnu værre er det nu at have som eneste udsigt, altid at skulle hænge i neglenes yderste for at få enderne til at mødes. Negle jeg nu ikke længere forresten, har at hænge i. De er nemlig ikke længere en del af  mig.

 

******************

 

Der  har hidtil været få ting, som jeg har givet mig selv som glæde i hverdagen og for at vedligeholde mig selv.

- Negle. Fordi mine egne nærmest ikke er der, og fordi jeg har så umådeligt grimme hænder. Har det lidt sådan, at uanset hvor slidt eller træt jeg så ser ud, så har jeg da i det mindste kunnet række en velplejet hånd frem når jeg har sagt goddag. Slut med det nu.'

-  Ordentlige hårprodukter. Fordi som sagt mit hår er og vedbliver med at være ødelagt af medicinen. Jeg går ikke til frisør, men klipper mig selv Bruger ikke penge på hårfarve, selvom jeg inderst drømmer om at få fjernet det grå og hvide som bliver mere og mere dominerende. Jeg er ikke et sted hvor jeg syntes at det er charmerende at man kan se jeg har overstået min første ungdom, eftersom den blev tilbragt på hospital og i seng/sofa.

- Garn. Heldigvis har jeg meget af det og jeg lider ingen nød der, men de fleste strikkere vil vide, hvad jeg mener når jeg fortæller, at det er en trist ting når jeg ikke kan give mig selv mere af det. Det er længe siden jeg sidst har ladet mig friste, og ALLE nyhedsbreve ryger direkte i papirkurven. Ja ja, siger I så, men du mangler jo ikke vel.. Nej, det gør jeg ikke, men udsigten er at jeg heller ikke når det engang er brugt, vil kunne give mig selv noget nyt. Og DET gør mig ked af det.

- at have husdyr. Sandheden er den, at kanin og jeg ikke ville være samboende, hvis jeg selv skulle have betalt for det. ALT er sponsoreret og jeg er dybt taknemmelig selvfølgelig.

- Altanens grønne liv. Også her skylder jeg en masse mennesker stor tak, for jeg har kun tilført en smule planter selv. Og så det meste af tingel tangelet der er derude.

 

*****************

 

Hvorfor lister jeg så dette op. Rager det måske nogen? Næh egentlig ikke, men det hører med når jeg nu har besluttet at slutte beretningen om mig selv af her. Det hører med fordi de øverste tre punkter er droppet nu, af ren og skær nødvendighed, og de sidste to fordi fremtiden for mig er den, at jeg skal vedblive med at bede om hjælp resten af mit liv, som tingene ser ud nu. Og de fem kendsgerninger har slået mig ud. Det er så uværdigt at være ude af stand til at klare sig selv, og det er så enormt deprimerende for mig, som altid har sat en ære i at være pæn og velplejet ( når jeg altså har haft de raske perioder ), at jeg nu bare kan se til at jeg forfalder. At jeg må nedprioritere og dermed lade mig selv blive hende den grå og ældede før tid, helt magtesløst og uden muligheder. Jeg er nok lidt ærekær når det kommer til stykket.

 

********************

 

 

Jeg ved godt at mange måske nu vil ryge i kridthuset og undre sig. Hvorfor er det så vigtigt for dig Henriette. Nu har du jo tag over hovedet og der ER da andet i livet end at se godt ud. Og ja, det er der muligvis og ja det har jeg nok, men som borderliner er virkeligheden den at min identitet altid er i fare. Sådan har vi det nemlig. Os borderlinere. Vi kan ikke hitte ud af hvem vi er og hvorfor og hvordan vi skal håndtere det. Og lige præcis her har vi humlen ved det hele. Min identitet.

 

********************

 

Jeg har særligt de senere måneder ikke kunnet finde den. Ikke kunnet finde mig selv. Jeg har erfaret at det ikke er et ukendt fænomen, at man efter en voldsom livskrise efterfølgende kan rende ind i en identitetskrise, og jeg skal da lige love for at den har ramt hårdt her. Hånd i hånd med en mulig helt naturlig ændring pga alder og andet morsomt, har en seriøs krise meldt sin ankomst, og indtil videre er jeg så altså endt her. Jeg aner ikke hvem jeg er længere. Det der altid førhen har været min livsline betyder ikke længere en hujende fis for mig. Hvad der før gav mit lev mening og indhold, kan ikke længere sætte mit pis i kog så at sige. Bøger i papirform, musik, oplevelser, at rejse, tage billeder og så altså at blogge. Alt sammen spørger jeg mig selv, hvad skal det gøre godt for? Har jeg feks ikke taget nok billeder af årets gang på alle leder og kanter måske? Har jeg ikke fortalt nok og om og om igen, og nedture og depression. Om sygdom og sejr? Om strikkede trøjer og endnu et garnnøgle? Hvem fanden gider egentlig blive ved med at læse om en hjemmebagt kage, eller en blomst der springer ud i morgen? Og endnu mere væsentligt, har jeg noget at byde på som kan være af interesse, og som kan skille sig bare en lille smule ud fra den store mængde af blogs, der ligger på linie med min, men som er bedre når det kommer til stykket? Når alt kommer til alt, er jeg ikke kreablogger, ikke samfundsdebattør, ikke madblogger og ejheller ærligblogger med bred appel. Faktisk er der så mange blogs allerede, som mere eller mindre ligner hinanden til forveksling, at jeg ikke længere gider eller orker.

 

*******************

 

Hvis nogen skulle tvivle, er det ikke let at være så hudløs i sine skriverier. Især ikke når man selv syntes det rykker for lidt den rigtige vej. Jeg befinder mig et sted jeg har været før, med modløshed og endnu en kamp der skal kæmpes. Langt lettest er det derfor bare, at henvise til de forrige års skriverier i stedet for at fortælle om den nyeste af slagsen. Den ene kamp ligner den anden. Forskellen ligger i at jeg giver op nu. Smider håndklædet i ringen. Jeg kan ikke længere rumme at være social. Det er for hårdt. For der følger en masse med, i form af  spørgsmål og råd, som jeg ikke har flere kræfter til at forholde mig til. I dag har været særligt slem, men det er den nu altid omkring den første i mdr. Når jeg sætter mig til tastaturet og skal betale regninger, år jeg nemlig både ondt i mave og må på toilettet af bekymring, og en knude i brystet fordi jeg ikke som så mange andre, lader udgifterne passe sig selv. Knuden kommer når jeg har opfyldt mine forpligtelser, og sidder tilbage med et rungende hul i kassen. Det slider mig op. Jeg HAR talt med kommune og andre dertil indrettede instanser om det. ER igang med at forholde mig til at jeg måske igen mister mit hjem, og igen vokser knuden lidt. Jeg HAR talt med banken. Jeg ER igang med at beslutte om jeg må gældssaneres, OG jeg HAR forklaret enhver, at min situation er som den er fordi jeg har en fortid. En fortid med en eksmand som elskede at låne penge, og gerne i mit navn. En fortid med en ekskæreste som rundt regnet har kostet mig 50.000 ( og jo.. jeg VAR en idiot, en pensionist med et stort hjerte og JO jeg har lært lektien ), og ja.. det er skruen uden ende. Har man ingen penge, så bruger man dem man ikke har til indkøb i supermarkedet. Så bliver efterslæbet lidt større og så, og så , og sådan bliver det ved.  Skruen uden ende.

 

*******************

 

Jeg ser det som det er, men har nu valgt at for at jeg selv kan klare virkeligheden, må jeg beskytte mit sind. Derfor vælger jeg at lukke ned. Det er lige lidt for svært nu. Langt nemmere vil det være for mig selv, når jeg ikke skal konfronteres med min egen situation hver dag i form af kontrasten til verden omkring mig. Jeg ER glad når det går andre godt. ER glad på vegne af mine omgivelsers dagligliv. Men kræfterne jeg bruger på at lade som om alt er ok, når jeg er ude i verden siger jeg fra for nu. For at beskytte mig selv. Fokus på de små glæder i livet vedbliver jeg at holde selvfølgelig. Min altan. Kanin. Børnene. Garnet. Og lyset på himlen.

 

IMG_8426

 

 

PS: jeg savner jer alle sammen. Ingen tvivl om det.

36 kommentarer:

  1. Åh søde skat...du er bestemt ikke alene med dine tanker. Og jeg forstår dig så godt. Det er så svært at fungere ude i verdenen når man har det af helvede til! Jeg har selv valgt en hulens masse fra og det gør af og til også at jeg lider de knæk det giver, over at være udenfor samfundet. Ikke sjovt. Men alternativet, at skulle være med de andre, er endnu sværere. Vi beskytter os selv. Og kære Henriette, din dejlige tøs, du skal bare gøre lige præcis det du lige nu finder nødvendigt...tag sabbat, hold pause, sæt livet på standby og se om du ikke langsomt kan vende en smule tilbage til omverden, om ikke bare så for korte stunder af gangen. Ingen kræver du er på 24 timer i døgnet, alle årets dage. Du behøver ikke at blogge hver dag, du behøver ikke at læse andres blogge. Du behøver slet ikke at gøre noget for andres skyld. Kun for dig selv. Du er god til mærke efter inden i dag selv hvad du magter. Og jeg tror også at terapien har været at komme ud med dine erfaringer og tanker til os alle, som har nydt godt af din velformulerende og dybsindige bloggen. Jeg vil savne dig, og jeg vil altid tænke på dig som en del af min hverdag, når jeg læser mine daglige blogs igennem. Du har givet mig så meget, især troen på, at selvom man er psykisk syg, så har man stadigvæk et godt liv. I kærlighed og med masser af knus og kram fra Helle ønsker jeg dig alt godt på din vej :-)

    SvarSlet
  2. Hvis der er noget du er, så er det i dén grad en ærligblogger.

    Jeg tror faktisk, du er den blogger, som skriver allermest ærligt og endda gør det, uden at svine andre til, selvom dit liv ikke ligner deres. Når smerten er enorm og uoverskuelig, er det for nogle mennesker lettest at sparke ud efter de, som har det bedre (alle ser jo ud til at have det bedre, når man selv har det psykisk skidt), men det har du aldrig gjort! Netop fordi du er et smukt og rummeligt menneske på alle måder, Henriette.

    Jeg håber, du vil vende tilbage en dag, men allermest håber jeg af hele mit hjerte, at du får hjælp til en gældssanering. Den vil kunne give dig en smule luft.

    Jeg er her og der og allevegne, ved du.

    Varmt & inderligt tankekram <3

    SvarSlet
  3. Kæreste du. Du har jo alt muligt grund til at være i krise og skal have luft til at samle brikkerne sammen til Henriette...som vi andre godt kan se for os og hende du selv gerne vil være. Den der kerne ledte jeg efter i mange år kan stadig godt være i tvivl. Jeg er SÅ ked af det over, at nogle mennesker skal "æde lort" i en sådan grad at det ikke er menneskeligt og jeg sider her og tænker UNFAIR....og får en klump i halsen over at du ikke må være lykkelig og være glad. For vi har alle en berretigelse og vi skal alle være her og du er et smukt menneske. Huske det. Hold fast i at du får det bedre og bliv ved at at fortælle dig selv at det nok skal gå!
    Kram fra Smørum ...ps. det er okay at bede om hjælp...også herinde. næstekærlig hedder det og vær glad for at det findes endnu : )

    SvarSlet
  4. Kære Henriette
    Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige... Så jeg nøjes med at sende dig et stort kram via cyberspace.

    Kh Karina

    SvarSlet
  5. Kæreste Henriette.

    Hvor må det ha' været et svært indlæg at skrive, og du har gjort det præcis lige så flot og velformuleret, som alle dine andre indlæg.
    Det gør mig ondt for dig, at det er så tungt og svært, men jeg håber af hele mit hjerte at du finder styrke og hjælp, til at komme videre, at stråle videre og at være tilfreds med dig selv.

    Jeg har efterhånden fulgt dig længe, både gennem gode og dårlige tider for dig, har ofte siddet med en klump i halsen, over hvor svært du har det.

    Jeg vil savne dine ærlige og smukke indlæg, men jeg har fuld forståelse for at dine kræfter skal bruges på dig selv, på at du igen får hovedet oven vande.

    Knus og varme tanker til dig fra mig
    Kh Inge

    SvarSlet
  6. Kære Henriette... håber så meget, at du på et tidspunkt kan se lyset foran dig. Hvor er jeg ked af det på dine vegne, at livet ikke bare former sig for dig.
    Tænker meget på dig - og håber du på et tidspunkt vender tilbage...

    Knus...

    SvarSlet
  7. Kæreste Henriette - stort vant knus og tanker herfra

    SvarSlet
  8. Jeg glæder mig til at give dig et stort knus :)

    SvarSlet
  9. Jamen altså, Henriette. Livet er sandelig ikke nemt!
    Jeg ønsker dig en rigtig dejlig sommer. Din kanin er da det skønneste, der længe er set!
    (Og hvis du virkelig mangler garn, så send en besked. Jeg har rigeligt....)

    SvarSlet
  10. Kære Henriette, jeg siger fuldstændig som de andre...uden rigtigt at kunne gøre noget.
    Og jeg tænker at kontrasten er så stor mellem hvor skidt du har det, og hvor utrolig stærkt og klart du kan formulere det, så man næsten forstår dig. Men kun næsten, for din situation ved jeg godt, at jeg ikke tilnærmelsesvis forstår.
    De allervarmeste tanker til dig her fra Hulebo.

    SvarSlet
  11. Kære Henriette.
    mange tanker herfra. Jeg har fulgt din blog i flere år og kommer til at savne dig. Jeg forstår dig godt- alt det med kroppens forfald er hårdt og det er hårdt ikke at penge og det er forfærdeligt ikke at være sikker på at have et hjem.
    Skriv hvis du mangler garn - jeg har har til flere lækre projekter.
    Og bliv ved med at skrive- bare engang i mellem. Vi har brug for din stemme.
    Mange tanker Pernille

    SvarSlet
  12. Et stort knus fra Norge :( jeg er trist på dine vegne. Håper at du får ro og mer glede i ditt liv.
    Kh Kristin

    SvarSlet
  13. Kære Henriette
    Har læst og forstået...
    Ønsker det bedste for Dig og Dine nærmeste...
    CyberKnus / RikkeBo

    SvarSlet
  14. Kære Henriette. Du har gjort mig klogere, end jeg var. Det vil jeg gerne sige tak for. Jeg har lært utrolig meget af at læse med hos dig.

    Det gør mig ondt, at du har det så svært. Jeg vil ønske dig alt det bedste i fremtiden og jeg håber, at du igen finder lyset og overskud.

    SvarSlet
  15. Kære Henriette!
    Ønsker dig alt det bedste for fremtiden....tak for, at jeg måtte følge dig lidt!

    Life is at box of chocolate - you never know what you get!

    Mange tanker fra Marianne

    SvarSlet
  16. Kæreste Henriette
    Jeg forstår dig og hvor slidsomt det hele er for dig. Jeg håber det med tiden giver dig mere glæde og fred, at du tillader dig at vende kræfterne indad.
    Tak for alle dine skriverier - du har lært mig utrolig meget om at leve med borderline.
    KH Dorte

    SvarSlet
  17. Henriette, vi kender ikke hinanden i real live, men jeg vil komme til at savne dine ærlige, sjove, triste, finurlige og superspændende blogindlæg. Men du skal selvfølgelig gøre det du finder rigtigt lige nu - og forstår sørme godt hvis du ikke kan mere. Du skriver så fantastisk om det at leve med borderline - noget jeg kun har hørt om fordi min far arbejdede i og med personer med forskellige psykiske handicap, men du har alligevel beskrevet det på en utrolig fin måde. Du ønskes al held og lykke med fremtiden, håber du vender tilbage en gang når du igen får lyst.
    Venligst hilsner
    Pi@

    PS. En gældssanering er ikke en katastrofe - når den som i dit tilfælde ikke er selvskabt - se det som en chance og mulighed for at starte på ny.

    SvarSlet
  18. Søde Henriette!
    Du skal træffe de valg, som er bedst for dig. Jeg ønsker alt det gode i verden og håber du finder dig selv. Jeg vil tænke på dig.
    Kærligst Margith

    SvarSlet
  19. Jeg må tilstå, at jeg overhovedet ikke har nogen som helst forudsætning for at forstå hvad du gennemlever, men det lyder absolut ikke rart og jeg ville ønske jeg kunne sige et eller andet fornuftigt. Det kan jeg desværre ikke, men jeg sender dig de varmeste tanker og håber du finder dig selv igen.

    SvarSlet
  20. Hej igen Henriette
    Glemte helt at kommentere din gældsproblem. Må altså dele et godt råd med dig, som jeg selv benyttede mig af engang tilbage i 2001.
    Dengang var jeg også håbløs forgældet efter et vanskeligt psykisk brud på et forhold, der efterlod mig med en gæld også...samt en masse andre kontokort m.m kunne jeg en dag lige pludselig ikke betale mine regninger mere og måtte erklære mig fallit! Jeg havde minus 2000 kr på kontoen når alt var betalt og altså intet selv at leve for.
    Jeg tænkte og tænkte på at finde en løsning, for med den oprindelig afbetalings plan, ville det vare længe før jeg var gældfri og længe til jeg skulle leve for minus 2000 kr om måneden.
    Jeg havde vel en omkring 6 forskellige gældsposter. Hver især skyldte jeg for en 2000-5000 kr pr gæld ca. og så aftalte jeg med hver kreditor, at den og den får hele gældsbeløbet på een gang den og den dato. Så på 6 mdr. var jeg total gældsfri - hurtigere end jeg ville have været med den oprindelige afdragsordning - og samtidigt stod der pludselig + 2000 kr på kontoen til jeg kunne leve for..fantastisk. Alle kreditorer accepterede min anmodning, og eftersom jeg levede op til aftalen, fik alle deres penge til den fastsatte betalingsdato.
    Håber du kan bruge rådet til din økonomiske situation. Hvis det kniber med gældssaneringen. tror nemlig ikke du kan få gældssanering for kun 50000 kr. Det er alt for lidt.
    Mange knus og kram fra Helle

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Helle, og I andre som måske tænker det samme. Min gæld er samlet på næsten 200.000.. jeg orker ikke uddybe mere på det, men skynder mig at TAKKE med tårer i mine øjne fordi så mange har reageret med ord tilbage til mig. Det har jeg jo voldsomt brug for. Har jeg indset.. Jo flere mennesker som giver mig en varm tanke jo bedre, for meget andet kan jeg ikke finde lige nu, som trøst. Jeg er vist bare et menneske. Min selvvalgte isolation er nemlig ikke det samme som at jeg ikke savner mennesker.

      Varme knus fra mig.

      Slet
    2. Kæreste Henriette..
      Jeg tror på helt inderst inde, at du får gældssanering..det vil ikke læse alle dine problemer, men stadigvæk en kæmpe del af dem.
      Alle menneskers basale behov er jo at have 100% tryghed i boligsituation og økonomi samt mad. Og det skal du nok få. Tror på det og giv aldrig op.
      Vi står bag dig alle sammen - alle dine blogvenner :-)
      Din styrke er din svaghed og din svaghed er din styrke :-)
      Kram herfra Helle

      Slet
  21. Kæmpe kæmpe knus til dig. Jeg har ikke flere kloge ord end de der allerede er skrevet. Men måske du heller ikke lige har brug for den... Så derfor bare et kæmpe knus. Og husk at sige højt hvis der er noget fysisk du mangler .. vi er mange der gerne vil hjælpe med det vi formår :)

    SvarSlet
  22. Kære Henriette!
    Hold ud og giv ikke op - vi er rigtig mange, som holder af dig og ønsker at hjælpe dig, hvis du har brug for det :) - har fulgt dig længe og en stor TAK herfra, fordi du har valgt at dele dit liv med os, over så lang tid.
    Kan også godt forstå,at du har brug for at "trække stikket ud" lige nu og du skal gøre det, der er allerbedst for dig.
    Jeg spiller lotto på livet løs og jeg ved godt, at det kun er ord lige nu, men jeg ønsker alligevel af hele mit hjerte at kunne hjælpe dig, hvis jeg vinder en dag - det skal du bare vide!
    Din lille kanin passer godt på dig - og omvendt - i er et godt makkerpar :)

    Stort Knus,
    Marianne

    SvarSlet
  23. Kære Henriette, jeg vil savne din hudløse ærlighed, men jeg kan samtidig godt forstå dig. Jeg håber og beder til du får løst dine problemer, både de økonomiske og psykiske.

    Tak fordi du har givet os en større forståelse for, hvordan det er at leve med en psykisk lidelse. Du har virkelig gjort en forskel.

    Jeg ønsker dig al mulig held og lykke fremover.

    Knus & kram
    Tenna

    SvarSlet
  24. Ønsker dig alt godt......

    Hyggehygge
    Marianne

    SvarSlet
  25. Læser dit indlæg med en stor klump i halsen. Jeg kan kun tilslutte mig alle de kloge ord der er skrevet til dig. Mange varme tanker og STORT KRAM! <3

    SvarSlet
  26. Kære Henriette, Jeg har også fulgt dig i lang tid - jeg kommer til at savne dine indlæg men har stor forståelse for at du har behov for at trække dig. Du ved hvor jeg er - både her og der og rundt omkring (blog - mobil - fb) Sender dig de bedste tanker og store knus :)

    SvarSlet
  27. Jeg synes, det er rigtig synd, at du holder med at skrive. Du skriver godt, og forklarer tingene fint. Dog synes jeg, at det er meget, meget TRIST, at du tilsyneladende, intet positivt ser. Dog kender jeg godt til, at hvis noget kan hive en ned, så er det økonomi. Det er træls og føle, men ikke har til noget som helst. Min er vendt, og jeg føler overskud, og jeg kan se, hvor meget det betyder, at der er noget at rutte med. At du har måtte give op og søge hjælp, er ingen skam. Klap dig selv på skulderen for at have forsøgt, men også for endelig at respektere DIG og dit helbred. Intet er vigtigere! Selvfølgelig er det trist, at du har det, som beskrevet, men prøv at finde små positiver og hæng fast i dem. Og jeg tror måske, at du ville få det bedre, hvis du kunne finde en accept af din sygdom og situation (som pensionist). Det er ingen skam at være syg - træls og irriterende ofte ja - det er vi enige om. Hvis du føler det er det rigtige, så må du jo lukke, men jeg håber da, du ombestemmer dig, og bruger bloggen som et vindue til det POSSITIVE og til at holde fast i det. Lad være at isolere dig sådan permanent. Jeg håber det bedste for dig, og at du måske vender tilbage efter en pause (det kunne du jo kalde det, og lade "døren stå på klem"?).

    SvarSlet
  28. Kjære Henriette
    Jeg er også en av de som har fulgt dine ærlige, morsomme og til tider hudløse innlegg over flere år. Du er en av de få jeg kjenner som klarer å sette ord på hele ditt følelsesregister, og samtidig ha en helikopterperspektiv på din egen tilværelse - og det er jamen en meget god egenskap. For mange andre tar det år før man i ettertidens klokskap kan vurdere hvorfor man gjorde som man gjorde i ulike situasjoner. Jeg beundrer deg for den egenskapen, og ikke minst, jeg beundrer din evne til å bruke språket, til å sette ord på dine tanker. Ikke minst har jeg stor sans for din humor! OG jeg kommer til å savne din innlegg :)
    Alt godt ønskes deg - og jeg håper du holder døren åpen for å skrive mer. Hadde du gitt ut bøker, så hadde jeg stått først i køen for å kjøpe. Stor klem fra Lone

    SvarSlet
  29. Og vi vil savne dig søde Henriette :(

    SvarSlet
  30. Henriette, jeg forstår din beslutning fuldt ud. Du vil blive savnet. Held og lykke og et stort knus fra mig.

    SvarSlet
  31. Kære Henriette

    Jeg har læst din blog igennem et stykke tid, og jeg har også lagt en kommentar en gang imellem, hvor er det trist at du ikke vil blogge mere, jeg har altid glædet mig til at læse din blog, den er altid velskrevet. Jeg kan godt forstå dig, det der med at du ikke har energi og overskud til hår og negle, jeg er uddannet negleteknikker, og jeg vil da gerne lægge en manicure og give dig en spamassage på hænderne hvis du har overskud til det, det skal ikke koste dig noget, jeg er kun glad for at få øvet mig, jeg mangler personer at øve på, du sender mig bare en mail, så finder vi ud af det. Du skal bare vide at jeg vil gerne hjælpe dig.

    held og lykke til dig

    fra

    Jannie

    jas12@forum.dk

    SvarSlet
  32. Kære Henriette
    Ønsker dig alt det bedste - ro i sindet og en fredfyldt hverdag. Måske kommer du tilbage en dag..

    Kærlig hilsen Bodil

    SvarSlet
  33. Gid du ville slippe offeret i dig og møde krigeren - det ville gøre dig godt.
    Gode tanker sendes.

    SvarSlet
  34. Kære Henriette
    Jeg er netop faldet over din blog i dag, jeg blev da helt ked af at du vil stoppe med at blogge..men håber du får lyst og energi til at komme tilbage.
    Du ønskes alt godt i fremtiden.

    Kærligst
    Loni

    SvarSlet