Jeg er nået til et punkt, eller om hvorfor dette sansynligvis bliver sidste gang jeg blogger

 

 

 

 

Længe har jeg forsøgt at kommunikere ud, uden at kunne finde ord eller lyst. Det i sig selv er, og har været en kæmpe kilde til nedtrykthed, for er der noget der har været givende og hjælpende for mig, er det jo netop min blog og kontakten til verden i og med blogland. Jeg kan bare ikke mere. Orker ikke længere at dele, og endnu værre, kan ikke længere rumme at følge med i den verden der er rundt om mig.

 

Hele grundlaget for at jeg har blogget, har været oplysning og deling omkring et liv med en psykisk lidelse. Derudover har både den og jeg så udviklet en sidegevinst i form af et dejligt netværk, en interesse for garn og strik, som har været så meget mere betydningsfuld end jeg kunne have forudset dengang jeg begyndte. Jeg har nydt den nye verden af billeder som illustration til mine skriverier. Ingen der har fulgt med er i tvivl om alt det gode, jeg har fået med på vejen ved at være blogger, men som sagt.. jeg kan ikke mere nu.

 

************

 

Grundende er mange.

 

**************

 

Af være hjemløs har sat nogle spor i mig, som betyder at jeg ikke længere er den samme som før jeg røg ind og videre til Østerbro. Faktisk har de tre år med eventyret i Vanløse givet mig nogle skrammer som endnu bløder og ikke rigtigt vil heles. Skrammer i sindet, men måske lige nu endnu værre.. skrammer på det praktiske plan. Da hele balladen var igang og på sit højeste, var jeg allermest fyldt af praktik og overlevelse på det basale plan, og jeg holdt fokus på fremtid og bolig som noget at holde fast i. Fanden tog ved mig og jeg ville ikke finde mig i at være invalideret metalt allerede som 44 årig. Ihvertfald ikke mere end jeg allerede var som pensionist.. Så jeg gik i Nørkleriet og satte mig for at komme videre. Videre mentalt og socialt.

 

Siden jeg flyttede til den så længe ventede bolig, har jeg langsomt med sikkert fået det værre og værre.Stik imod mine egne forventninger og ambitioner, er jeg i dag endt et sted der virker alt for bekendt. Handlingslammet, inde i dage/uger ad gangen, kun afbrudt af korte ture til nærmeste butik, og med en træthed så lammende at jeg ikke laver ret meget andet end at passe hjemmet og hækle lidt.  Lysten til at være social, at være udadvent, at opsøge livet udenfor er væk. Efter 25 år med et voksenliv, som stort set mest har handlet om at kæmpe, og forsøge at tro på at det nok skal vende, at det BLIVER bedre, spørger jeg mig selv i dag om, hvor længe jeg skal spille den melodi?? Hvor gammel skal jeg blive? Hvor slidt? Og ved I hvad.. Svaret svæver i vinden, men JEG tror ikke længere på det. Det halve af mit live er væk. 13 år med medicin og smerter har tæret og spist af mine unge år. Hår, tænder og sikkert også indre organer, er mere eller mindre porøst efterhånden. Ligeså porøst som det lag af hud jeg går rundt med og som ikke mere beskytter mig mod livets slag. Jeg er hudløs, træt, og..  syntes jeg selv, gammel at se på, jeg har mistet min glans og min glød ganske enkelt. Naturligt kan man så sige, men ikke desto mindre trist. Jeg er kun 45!

 

Hvorfor kan I så spørge, har jeg det så slemt nu og igen?

 

Fordi virkeligheden er den, at jeg ikke er i stand til at klare mig selv. Sådan. Og når man er nået til midten af sit liv, uden udsigt til at det vil kunne ændres, efter et liv hvor min sygdom og forkerte valg har kostet dyrt økonomisk og menneskeligt, kan jeg næsten ikke opdrive mere kampgejst. Det er fornedrende at være afhængig. Det har været næsten umuligt at acceptere pensionen som sidste station, med den stavnsbundethed der følger med, men endnu værre er det nu at have som eneste udsigt, altid at skulle hænge i neglenes yderste for at få enderne til at mødes. Negle jeg nu ikke længere forresten, har at hænge i. De er nemlig ikke længere en del af  mig.

 

******************

 

Der  har hidtil været få ting, som jeg har givet mig selv som glæde i hverdagen og for at vedligeholde mig selv.

- Negle. Fordi mine egne nærmest ikke er der, og fordi jeg har så umådeligt grimme hænder. Har det lidt sådan, at uanset hvor slidt eller træt jeg så ser ud, så har jeg da i det mindste kunnet række en velplejet hånd frem når jeg har sagt goddag. Slut med det nu.'

-  Ordentlige hårprodukter. Fordi som sagt mit hår er og vedbliver med at være ødelagt af medicinen. Jeg går ikke til frisør, men klipper mig selv Bruger ikke penge på hårfarve, selvom jeg inderst drømmer om at få fjernet det grå og hvide som bliver mere og mere dominerende. Jeg er ikke et sted hvor jeg syntes at det er charmerende at man kan se jeg har overstået min første ungdom, eftersom den blev tilbragt på hospital og i seng/sofa.

- Garn. Heldigvis har jeg meget af det og jeg lider ingen nød der, men de fleste strikkere vil vide, hvad jeg mener når jeg fortæller, at det er en trist ting når jeg ikke kan give mig selv mere af det. Det er længe siden jeg sidst har ladet mig friste, og ALLE nyhedsbreve ryger direkte i papirkurven. Ja ja, siger I så, men du mangler jo ikke vel.. Nej, det gør jeg ikke, men udsigten er at jeg heller ikke når det engang er brugt, vil kunne give mig selv noget nyt. Og DET gør mig ked af det.

- at have husdyr. Sandheden er den, at kanin og jeg ikke ville være samboende, hvis jeg selv skulle have betalt for det. ALT er sponsoreret og jeg er dybt taknemmelig selvfølgelig.

- Altanens grønne liv. Også her skylder jeg en masse mennesker stor tak, for jeg har kun tilført en smule planter selv. Og så det meste af tingel tangelet der er derude.

 

*****************

 

Hvorfor lister jeg så dette op. Rager det måske nogen? Næh egentlig ikke, men det hører med når jeg nu har besluttet at slutte beretningen om mig selv af her. Det hører med fordi de øverste tre punkter er droppet nu, af ren og skær nødvendighed, og de sidste to fordi fremtiden for mig er den, at jeg skal vedblive med at bede om hjælp resten af mit liv, som tingene ser ud nu. Og de fem kendsgerninger har slået mig ud. Det er så uværdigt at være ude af stand til at klare sig selv, og det er så enormt deprimerende for mig, som altid har sat en ære i at være pæn og velplejet ( når jeg altså har haft de raske perioder ), at jeg nu bare kan se til at jeg forfalder. At jeg må nedprioritere og dermed lade mig selv blive hende den grå og ældede før tid, helt magtesløst og uden muligheder. Jeg er nok lidt ærekær når det kommer til stykket.

 

********************

 

 

Jeg ved godt at mange måske nu vil ryge i kridthuset og undre sig. Hvorfor er det så vigtigt for dig Henriette. Nu har du jo tag over hovedet og der ER da andet i livet end at se godt ud. Og ja, det er der muligvis og ja det har jeg nok, men som borderliner er virkeligheden den at min identitet altid er i fare. Sådan har vi det nemlig. Os borderlinere. Vi kan ikke hitte ud af hvem vi er og hvorfor og hvordan vi skal håndtere det. Og lige præcis her har vi humlen ved det hele. Min identitet.

 

********************

 

Jeg har særligt de senere måneder ikke kunnet finde den. Ikke kunnet finde mig selv. Jeg har erfaret at det ikke er et ukendt fænomen, at man efter en voldsom livskrise efterfølgende kan rende ind i en identitetskrise, og jeg skal da lige love for at den har ramt hårdt her. Hånd i hånd med en mulig helt naturlig ændring pga alder og andet morsomt, har en seriøs krise meldt sin ankomst, og indtil videre er jeg så altså endt her. Jeg aner ikke hvem jeg er længere. Det der altid førhen har været min livsline betyder ikke længere en hujende fis for mig. Hvad der før gav mit lev mening og indhold, kan ikke længere sætte mit pis i kog så at sige. Bøger i papirform, musik, oplevelser, at rejse, tage billeder og så altså at blogge. Alt sammen spørger jeg mig selv, hvad skal det gøre godt for? Har jeg feks ikke taget nok billeder af årets gang på alle leder og kanter måske? Har jeg ikke fortalt nok og om og om igen, og nedture og depression. Om sygdom og sejr? Om strikkede trøjer og endnu et garnnøgle? Hvem fanden gider egentlig blive ved med at læse om en hjemmebagt kage, eller en blomst der springer ud i morgen? Og endnu mere væsentligt, har jeg noget at byde på som kan være af interesse, og som kan skille sig bare en lille smule ud fra den store mængde af blogs, der ligger på linie med min, men som er bedre når det kommer til stykket? Når alt kommer til alt, er jeg ikke kreablogger, ikke samfundsdebattør, ikke madblogger og ejheller ærligblogger med bred appel. Faktisk er der så mange blogs allerede, som mere eller mindre ligner hinanden til forveksling, at jeg ikke længere gider eller orker.

 

*******************

 

Hvis nogen skulle tvivle, er det ikke let at være så hudløs i sine skriverier. Især ikke når man selv syntes det rykker for lidt den rigtige vej. Jeg befinder mig et sted jeg har været før, med modløshed og endnu en kamp der skal kæmpes. Langt lettest er det derfor bare, at henvise til de forrige års skriverier i stedet for at fortælle om den nyeste af slagsen. Den ene kamp ligner den anden. Forskellen ligger i at jeg giver op nu. Smider håndklædet i ringen. Jeg kan ikke længere rumme at være social. Det er for hårdt. For der følger en masse med, i form af  spørgsmål og råd, som jeg ikke har flere kræfter til at forholde mig til. I dag har været særligt slem, men det er den nu altid omkring den første i mdr. Når jeg sætter mig til tastaturet og skal betale regninger, år jeg nemlig både ondt i mave og må på toilettet af bekymring, og en knude i brystet fordi jeg ikke som så mange andre, lader udgifterne passe sig selv. Knuden kommer når jeg har opfyldt mine forpligtelser, og sidder tilbage med et rungende hul i kassen. Det slider mig op. Jeg HAR talt med kommune og andre dertil indrettede instanser om det. ER igang med at forholde mig til at jeg måske igen mister mit hjem, og igen vokser knuden lidt. Jeg HAR talt med banken. Jeg ER igang med at beslutte om jeg må gældssaneres, OG jeg HAR forklaret enhver, at min situation er som den er fordi jeg har en fortid. En fortid med en eksmand som elskede at låne penge, og gerne i mit navn. En fortid med en ekskæreste som rundt regnet har kostet mig 50.000 ( og jo.. jeg VAR en idiot, en pensionist med et stort hjerte og JO jeg har lært lektien ), og ja.. det er skruen uden ende. Har man ingen penge, så bruger man dem man ikke har til indkøb i supermarkedet. Så bliver efterslæbet lidt større og så, og så , og sådan bliver det ved.  Skruen uden ende.

 

*******************

 

Jeg ser det som det er, men har nu valgt at for at jeg selv kan klare virkeligheden, må jeg beskytte mit sind. Derfor vælger jeg at lukke ned. Det er lige lidt for svært nu. Langt nemmere vil det være for mig selv, når jeg ikke skal konfronteres med min egen situation hver dag i form af kontrasten til verden omkring mig. Jeg ER glad når det går andre godt. ER glad på vegne af mine omgivelsers dagligliv. Men kræfterne jeg bruger på at lade som om alt er ok, når jeg er ude i verden siger jeg fra for nu. For at beskytte mig selv. Fokus på de små glæder i livet vedbliver jeg at holde selvfølgelig. Min altan. Kanin. Børnene. Garnet. Og lyset på himlen.

 

 

 

PS: jeg savner jer alle sammen. Ingen tvivl om det.