Denne søndag har været mere end almindeligt gyselig. Mit indre er i oprør, og selvom jeg er blevet hjulpet med ord og respons er faktum, at jeg sidder med en følelse af at være magtesløs. Overfor mit eget jeg, og den jeg er. Det jeg kæmper med, og alt det jeg bærer med mig. Allermest har jeg igen oplevet, hvordan fortiden har sat sine spor. Der er aftryk så dybe at jeg bare er fortvivlet. Kan man nogensinde slippe af med PTS?? EVER???
Jeg får det godt igen. Måske i morgen allerede. Men lige nu er jeg Charlie Brown:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar