Stille lørdag morgen på altanen

 

 

Fister og jeg nyder en stille morgen på altanen. Benytter os af, at vejret er mildt og helt vindstille. Imens jeg nusser rundt og får gravet de to pelargonier op, spunser han rundt og spjætter så ørene blafrer. Lettere ekstatisk efter mange dage indendøre, og næsten som var han en baby igen. Det er så herligt at betragte ham, især fordi jeg selv har det lidt ligesådan.  Sådan en morgen i slutningen af september er guld værd. Pyt med at det er gråt og overskyet, det er selve tanken om at det måske er en af de sidste dage herude i år, der gør mig glad. Og jeg benytter mig af det.

 

 

Har kaffe og strikketøjet med. Og kameraet..

 

 

Den vinrøde trøje vokser støt og roligt.  Den begyndte som en February Lady Sweater, men jeg måtte pille op. Eller dvs.. Pernille pillede tilbage, og jeg erkendte at jeg bare ikke kan koncentrere mig om selv de simpleste lacemønstre endnu. Derfor er jeg istedet meget glad for dette her mønster.  Liselotte’s cardigan er let og ligetil, og så kan jeg selv improvisere skulle det falde mig for. DET er jo noget jeg er slem til.

 

 

 

Her står mine sidste to pelargonier. Klar til at komme ind i stuen. Det er blevet den metode jeg vil prøve i år. At lade dem overvintre som stueplanter. Så ser jeg hvordan det går med det.

 

Og NEJ Fister… de er ikke sat der for at du kan guffe i dig nej.

 

 

Spis du i stedet de aller aller sidste rester af morgenfruer og jordbærblade min lille ven

 

 

Denne her aner jeg ikke hvad er for en tingest. Hvordan jeg skal gøre med den over vinteren ej heller. Inde eller ude?  Den drysser for et godt ord, men er taknemmelig og har indtil nu blomstret konstant siden jeg købte den i maj.

 

 

Åhh jeg håber at den når at springe ud.. Knoppen er GRANDE siger jeg bare. Og så tung at stilken hænger langt nede over de andre skud.

 

 

Optimistiske er de, men de overlever næppe. Nye skud??? af tallerkensmækkere!  Om jeg begriber hvordan det er gået til??

 

 

Smuk og ensom i altankassen

 

 

Mit lille kastanjetræ er også ved at vise tegn på efterår, dog uden kastanjer hihi

 

 

NEJ!  blev der sagt…

 

 

 

 

 

 

 

Vi kom herud klokken otte, og nu hvor klokken er ved at være ti begynder verden så småt at vågne op. Lyde af biler og mennesker kommer mig i møde heroppe på 2. sal, men det gør ikke noget. Jeg selv er også mere vågen nu. Pakket ind i sweater og sjal kan jeg snildt sidde her i nogle timer endnu.