Fister og jeg

 

 

 

 

Fister og jeg, vi følges ad. Dagene som kan være enten langsomme og stille, eller mere “uptempo” (HA!) med både støvsugning og rengøring, eller.. når det bliver ekstra vildt, med besøg af speedsnakkende damer, går med min lille følgesvend og makker i hælene. Om det er ham som er noget særligt, eller om kaniner er sådan generelt ved jeg ikke, men min kanin gør som jeg, når jeg gør det. Det er meget bevægende at opleve, hvordan han nysgerrigt er med i mine gerninger, og at han sover dage væk når jeg gør det. Jeg mener.. han ku jo ligeså godt være ved at gå til at kedsomhed på sådanne ikkedage, hærge vildt omkring sig og splitte alt ad for at adsprede sig selv, men det gør han ikke. Han hopper istedet stille omkring. Spiser, sover, gnaver i grene på altanen, gumler hø eller grønt, og så ellers slumrer han i nærheden af mig. Er jeg i min seng, ligger han enten under den eller ved siden af mig. Ligger jeg på sofaen er han enten på en stol under spisebordet, eller også ligger han og våger over mig på sin måtte ved døren ind til stuen. Engang i mellem smider han sit legeme på “sit” værelse, men det er sjældent.

 

 

 

I dag har jeg været med ham ude på altanen. Han er jo allerede kongen derude, og jeg kan snildt lukke ham ud mindst ti gange på en dag, både i lys og i mørke, han er ligeglad. Så trisser han rundt og snuser og leder efter gode sager. I vinterhalvåret er gulvet som det er, og jeg lader alt være uden at gå op i at feje og den slags. Det giver han noget at bestille, og han får lang tid til at gå med at undersøge hver en krog for nye rester af, hvad vinden har bragt med sig siden sidst. Måske er han heldig at et blad er landet, eller også kan han rode i alle skallerne som de små fugle lystigt spreder om sig fra deres frø.

 

 

 

Derudover spreder jeg selv lidt af hvert derude. Hø og tørrede mælkebøtter, kogler, gran, stumper af grønt fra køl, et stykke æble, og så den lille legebold med gode sager i. Pyt med rengøring tænker jeg, og sætter mig på min stol med mit kamera. Når jeg er med ham derude er han endnu mere livlig, og skal lige nappe lidt i mine sutsko for at forklare mig, at jeg altså kun er gæst ik.. Det er helt tydeligt at han er mere aktiv når jeg er med, og det er skønt at se.

 

 

 

 

Så vi har altså siddet derude i dag. Fister og jeg. Og jeg har tænkt at jeg bare MÅ og SKAL kunne blive her, for netop som jeg har det for tiden er muligheden for luft og lys en kæmpe gave for mig. Ellers kom jeg simpelthen ikke ud på sådanne dage ( eller uger..). På samme måde som jeg ikke ville kunne få handlet uden min lille bil. Når kræfter og energi er helt væk, og min lille ven skal have nye forsyninger af grønt er det bilen som redder os, og jeg kan lade mig transportere hen til nærmeste sted for at proviantere. Som i går feks. Der fik jeg købt ind af grønt til ham og lidt til mig, og nu kan vi klare os igen en tid. Det var ikke sket uden bilen. Eller… så ville jeg have været flere timer om det, og jeg ville bogstaveligt talt have lignet en zombie med slæbende lemmer og stirrende øjne, som langsomt bevæger sig fremad. Det lyder helt vanvittigt, men det er sgu sandt.

 

 

 

Fister og jeg.

 

 

 

Vi kunne være så heldige, hvis altså vi kunne vide med sikkerhed at vi ku blive her.  Så i weekenden forsøger jeg påny at få udfyldt min ansøgning om sanering, så den kan komme afsted.