19 november 2012

Jeg er ikke særligt troende, men hvis jeg var ku jeg passende spørge Vorherre om, hvornår han syntes min tallerken er fyldt op???

 

 

 

 

Utallige er de gange jeg har skrevet om, at nu kan det bare ikke blive værre. Utallige er de gange, hvor jeg er blevet fortalt at alt FÅR en ende, og at tingene vender. De seneste to år især har jeg ofte stillet spørgsmålet, om hvornår jeg mon får lov at hvile i livet. Hvornår bliver det lettere, og hvornår mon det bliver mig, som kan finde ro og komme ovenpå igen?

 

I lørdags kom der endnu et slag, som jeg stadigt ikke har taget helt ind. Reaktionen kom tilgengæld promte, og natten til søndag vågnede jeg med den ondeste migræne til dato. HOLD da op. At noget kan være så smertefuldt. Jeg slog endda en rekord, som dog ikke skal fejres, idet jeg kastede op som aldrig før. Så virker hverken bønner, sang eller naturmedicin, og jeg er endnu her til aften påvirket af kemien. Men hvad er der NU sket spørger i måske?

 

 

Jooo, hør bare her:

 

 

Først vil jeg lige minde om, at der jo er en årsag til at jeg ikke har mine uddannelseslæsende børn boende her hos mig. Den ideelle verden er at jeg er rask, at de bare skal passe deres skole og deres ungdom, og at vi ku bo sammen. Sådan er vores  verden ikke, deres far har jo slået hånden af dem fordi de gerne vil ha mig i deres liv, og de harderfor begge måttet lide den tort at skulle klare sig selv tidligt, og i en alder af 17. Josefine er nu 21, Rasmus fylder 18 til nytår og begge er de ved at være to bomstærke og seje nyvoksne mennesker. Jeg er stolt af dem, og jeg imponeres over hvordan de har udviklet sig godt trods alt. Jeg elsker begge mine unger så usigeligt højt og ingen skal være i tvivl om at jeg vil gøre alt hvad jeg kan for dem. ..

 

 

Fredag eftermiddag ringer Josefine til mig. Til april næste år står hun reelt på gaden uden noget sted at bo. Hendes kollegie skal moderniseres, og huslejen vil efterfølgende stige til mere end hun får udbetalt i SU. De studerende kan i mellemtiden flytte til andre og allerede renoverede værelser, som altså så også er blevet for dyre at bo i. Min første reaktion som mor er selvfølgelig, at min lettere paniske datter IKKE og ALDIG skal være bange for at være uden tag over hovedet, så jeg erklærer at så må hun jo flytte ind hos mig i værst tænkelige situation. Og så går jeg i chok. Det ser enkelt ud på papiret, men i virkeligheden er der nye og tårnhøje problematikker, som jeg skal kunne rumme og forholde mig til nu. Som sagt gik jeg i migræne og endnu er jeg helt lammet. Konsekvenserne er både uoverskuelige økonomisk og for mig psykisk, men alt det må jeg få rede på i de kommende måneder, sideløbende med at jeg skal koncentrere mig om min egen kamp for at få gældssanering. Der vil sikkert kunne laves en liste med minusser og plusser omkring det at hun skal bo her, men summen vil med sikkerhed være at jeg får det værre.

 

 

Som rosinen i pølseenden vil jeg også skulle af med Fister og igennem en større rengøringsomgang, for Josefine er monster allergisk over for ham. Det fandt vi ud af da hun passede ham i august. Det tog halvanden måned derefter før hun igen kunne se ud af øjne der ikke kløede. Når hun idag besøger mig, går der kun ti min før hun nyser og er i opløsning.

 

 

Så når hun rykker ind, må han rykke ud.

 

 

Jeg har tudet har jeg. Og jeg spørger igen. Hvor meget mere venter der mig, før jeg kan få ro i min sjæl og mit liv?

14 kommentarer:

  1. Jeg ved det ikke! Men det kan ikke være rigtigt, at du skal det igennem også. Jeg forstår, du gerne vil hjælpe din datter, men der må være en anden løsning. Hun må ihvertfald gøre alt hvad hun kan for at finde noget andet.

    Jeg tænker igen din sagsbehandler måske kan hjælpe og hendes!

    Der er jo ungdomsboliger for værdigt trængende, og med din situation, må der være nødregler. Du må ihvertfald ikke være bange for at løbe kommunen på dørene. De må da skulle være der for dig??? Så ked af du bliver ved at skulle slås!

    SvarSlet
  2. Ja, emsighed skal der til, Henriette og kaninen kan da komme i pleje, kan den ik. Du kender sikkert nogen som gerne vil passe sådan en lille prut. Kan du ikke lave en liste over hvem der kan hjælpe dig. Hvad kommunen skal spørges om og bank i bordet. Jeg ved godt, at du ikke har mange kræfter til det, men tag en med dig og bank i takt. Sæt lærer, psykiater og alle i gang og LAD vær med at være flov over at træt i de tråde du kan. Ingen skal gå igennem lort på den måde...basta. Gad vide om I ikke skulle sætte jer og kæmme nettet for et nyt sted at bo og så lade andre problematikker være lidt, for det bliver for stort at alt er nederen, det er nemmere at løse en ting af gangen og self. kan der findes et sted til hende!

    SvarSlet
  3. For satan da osse...ja undskyld mit franske, men der er da heller ingen retfærdighed til. Der må kunne findes et alternativ også prismæssigt til det værelse hun mister.Ellers så må hun jo tage SU-lån, hvis hun ikke allerede har det. Både hun og dig må kontakte jeres sagsbehandlere og fremlægge situationen.

    SvarSlet
  4. Det kan lyde hårdt, det jeg vil sige til dig, men du bliver simpelthen nødt til at tage hensyn til dig selv, i denne situation.
    Du ved hvad der skal til for at du kan eksistere - for øjeblikket på bedste beskub til tider - men du ved i hvert fald nu, at du har brug for at være dig selv kun og at det gavner din sjælefred og livsglæde at have lille, skønne Fister omkring dig.
    Det betyder jo ikke, at du skubber Josefine fra dig; du er hendes mor og vil gøre alt hvad du kan for at hun har det godt, men det må aldrig blive på bekostning af dig selv og hvad du kan leve med og trives med.
    Det er heller ikke sikkert, at det vil være i hendes bedste interesse at flytte hjem til dig, nu hvor hun er godt i gang med at finde sine egne ben og finde ud af livet som voksen, hjemmefra - så, ja, som nævnt ovenfor i andres kommentarer, så kan I sætte jer sammen og lede med lys og lygte efter et andet sted at bo for hende; der er da heldigvis nogle måneder til endnu.
    Stort knus herfra,
    Marianne

    SvarSlet
  5. Ja man forstår sgu ikke hvorfor du og dine skal rammes så hårdt. Jeg er helt ening med Marianne, der må og skal findes en anden løsning og jeg er sikker på din datter finder den. Hun ringer til dig fordi du er hendes mor og vi mødre må lægge øre til det bedste men desværre også det værste. Din datter er stærk men er selvfølgelig lige i øjeblikket temmelig meget på skideren for at sige det på godt dansk og så ringer man til sin mor uanset hvad. Også et stort knus herfra

    SvarSlet
  6. Kære Henriette.
    Jeg tænker, når jeg læser dit indlæg, at din datter har henvendt sig til dig, fordi du her hendes base. Og du har som mor, åbnet dit hjem, som enhver anden mor ville det i denne situation. MEN jeg er sikker på, at din datter forstår, hvis du siger, at du ikke kan magte hvis hun flytter ind for længere tid - hun kender jo også din situation.
    Hvis I sætter Jer og kigger boligmarkedet igennem, så er jeg sikker på at I finder noget - og hvis huslejen stiger, så er muligheden for boligsikring jo også tilstede... Så umiddelbart tror jeg ikke det er så kaotisk, som det fremstår lige nu....
    Tænk på at din datter er stærk nok til at komme ovenpå igen hurtigt - hun skal nok klare det... og du også...
    kh
    Annette

    SvarSlet
  7. Man skal passe på med at blande sig - især hvis det er omkring andre folks børn. Jeg gør det alligevel - du kan bare slette mig hvis det er :)
    Vi er forældre hele livet - mødre. Men når vores børn når skelsår og alder, så skal de ud og klare sig selv. Din datter er 21 år. Hun har bevist, at hun hidtil har kunnet klare sig selv, så hvorfor skulle hun ikke fortsætte med det ? Hun må ud og søge noget andet - optage su lån som så mange andre unge må det- evt. bo en tid hos en veninde. At flytte hjem til mor er sjældent en god løsning - og slet ikke i din situation. Du kæmper dig igennem hverdagen og yder din kanin. Jamen, det skal du da ikke give op.
    Jeg tror, at du har dårlig samvittighed overfor dine børn - som altså er voksne nu - over at være syg, skrøbelig. Jeg tror, du er en rigtig god mor. Du er der for dine børn, med det du kan og ved du det hvad ? Det er helt ok. Du elsker dem. Det skinner igennem i alt, hvad du skriver om dem.
    Jeg er ikke syg. Jeg har mere plads og iverskud end du - mine voksne børn skal klare sig selv - alt andet ville være at gøre både dem og mig en bjørnetjeneste. Des skal selv mestre- når man er 21 så sker der hele tiden noget yt med nye muligheder.
    Du skal passe på dig selv - og din lille ven Fister :)
    kH Pernille - som trofast læser din smukke blog.

    SvarSlet
    Svar
    1. Helt enig med Pernille. Du var modigere end jeg var i mit svar. Det er også, hvad jeg mener.

      Slet
  8. Om din tallerken er fyldt op? Og om ikke bare du kan få ro? Det tænker jeg egentlig også du har. Tænker egentlig bare at hvad du føler dig ramt af, er LIVET....på godt og ondt.
    Træk vejret dybt. Kontakt de hjælpeinstanser du har til din rådighed. Og læg så din tendens til at gå i selvsving fra dig:)
    Jeg er sikker på at alt bliver løst på fornuftig vis. Ganske som det plejer!

    SvarSlet
  9. Som læser af din blog vil jeg give Pernille ret, jeg kunne ikke skrive det bedre. Du elsker dine børn og det ved de begge, det er det vigtigste. Det næst bedste er en skulder som er der, når livet viser tænder. Knusog krammer til dig du kloge menneske . Kirsten

    SvarSlet
  10. Du skulle prøve at spørge ham?
    - Han er altid at træffe.

    SvarSlet
  11. Kære allesammen. Jeg er så træt så træt så igen får I et fælles svar. Håber det er ok :)
    Jeg har læst jeres forslag og råd om og om igen, og de er både kloge og brugbare, så nu kommer jeg videre. Jeg fortsætter med at gøre hvad jeg skal for at få styr på det hele, og så vil jeg iøvrigt vende fokus mod andre ting såsom jul og sånt.

    I er super læsere er I, og jeg takker for jeres støtte.
    Knus
    Henriette :)

    SvarSlet
  12. Hej Henriette.
    Du skriver at din datter ikke kan betale sin nye husleje på SU. Er det ikke muligt for hende, at få et job ved siden af studierne, og så derigennem tjene lidt flere penge?

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Jannie.

      Jeg har talt med hende om et job, meeen det er ikke så nemt for hende desværre. Foruden at det er svært at finde noget, døjer hun lidt med de samme problematikker som jeg selv, og har derfor meget svært ved at overskue andet end sin skole.

      Tak for din hilsen og ellers gode ide :)
      Kh

      Slet